Fryser jeg

Historien om parforholdets opløsning og kærlighedens nye veje eller om  en klimakterieramt mands våde drøm om evig tilgængelig fisse?

Da Marin Kongstad debuterede med novellesamlingen ’Han danser på sin søns grav’, var der ikke et øje tørt. Han skrev sig ind i hjertet på alle os, der græd over Strunge og morede os over tunellen under Allotria. Novellesamlingen var blændende, og Kongstad skrev overbevisende godt. Så forventningerne er kæmpestore, da jeg modtager ’Fryser jeg’ – romanen der fortsætter, hvor novellesamlingen slap.

Hovedpersonen, Mikkel Vallin, er blevet små ti år ældre og er nu først i fyrrene. Vi befinder os i sommeren 2008, året hvor det økonomiske fundament bryder sammen. Vallin er fyret som madanmelder, (og vi forstår godt hvorfor), og konen har forladt ham til fordel for noget bedre. Pt. skriver han på en roman - eller prøver i hvert fald på det - og sammen med den ungarske billedkunstner Diana Kiss forsøger han at slå den gamle dødsyge måde at leve på ihjel ved at kæmpe kampen mod det traditionelle parforhold, ganske som forældregenerationen, de famøse 68’ere, gjorde det.

Denne sommer omdanner Vallin en vens sommerhus i Tisvilde til det rene Noas ark af kulturradikale, it-millionærer, galleriejere og pseudointellektuelle. Ugerne udvikler sig til rent orgie af fri sex, storladen snak og alkohol i stride strømme. ”Det vildeste siden Caravaggio”, siger en af veninderne – så ved vi ligesom, hvor vi er. Alle urinstinkter kommer frem i lyset - de vulgære, de primitive og de pirrende. Med Vallin som tavs observatør spiddes alle karrieremenneskerne, der kun lever for penge og personlig succes - samtidig med at han selv er en af dem. Og det er ikke så nemt at leve det eftertragtede ”fri (sex)-liv”.

Lyder det bekendt? Ja, og her synes jeg måske nok, at ’Fryser jeg’ keder en smule. Det er den samme historie, som den vi mødte i novellesamlingen ’Han danser på sin søns grav’, bare meget længere. Vallin og hans slæng er ikke kommet videre, det er som at være endt i en spiral af gentagelser. Især er den sidste halvdel for lang, og det ville have været rart med en opstramning.  Jeg har hørt historien om den selvpromoverende subkultur af ”ny-yuppier”, og jeg synes ikke, at der tilføjes noget nyt.

Men Kongstad er sprogligt temmelig overlegen. Romanen er raffineret skrevet og rigtig morsom, selv midt i al tristessen. Så selvom at vi er endt op i en tidslomme af forstemthed og inerti, så er jeg godt underholdt.