Bog

Frost II

Af (
2020
)

Anmeldelse

Frost II af Walt Disney

07 jul.20

Tag med på endnu et fortryllende og magisk eventyr med Anna og Elsa fra Arendal.

I denne efterfølger til Disneys kæmpesucces, animationsfilmen Frost, må Elsa og Anna endnu engang drage ud i verden for redde Arendal og samtidig lede efter svar i fortiden om Elsas magiske kræfter. En visuelt flot højtlæsningsbog, som rummer alt, hvad et godt eventyr er skabt af: Spænding, fare, kærlighed, humor, magi og søstersolidaritet.

I Arendal regerer Elsa, og alt er godt indtil Elsa som den eneste hører en mystisk melodi, som kalder på hende fra et fjernt sted. Arendal er pludselig i fare, og borgere må flygte væk fra byen. Elsa sætter sig for at finde ud af, hvor den mystiske melodi kommer fra, og hvad den vil fortælle hende. Sammen med lillesøster Anna, Kristoffer, rensdyret Svend og snemanden Olaf drager hun ind i den fortryllede skov for at finde svaret på sine magiske kræfter og redde Arendal. Det bliver en farefuld rejse, hvor søstrene må omgøre en udåd fra fortiden for at redde Arendal og hinanden.

Højtlæsningsbogen ’Frost 2’ er omskrevet efter Disneys film af samme navn fra 2020 ligesom forgængeren Frost fra 2013, som også senere blev omskrevet til bog. Bogen er fuldstændig tro mod filmens handling i ord og billeder. Med sine 136 sider er der i udgangspunktet mange sider at gøre godt med, men alligevel må man som læser berede sig på en handling, som afvikles i højt tempo for at få det hele med. Desuagtet fungerer historien og har et godt flow. Det er i høj grad billedsiden, som stjæler rampelyset med sit flotte og detaljerede univers.

Frost-universet er baseret løst på H.C. Andersens klassiske eventyr 'Snedronningen', mens den fortryllede skov leder tankerne hen på den frostklare natur i Norden. Er man først blevet indfanget af Frost-universets magi, så byder denne højtlæsningsbog på en dejlig læseoplevelse, som er med til at holde eventyret i live.

Bogdetaljer

Forlag
Carlsen
Oversætter
Iben Falden
ISBN
978-87-11-98423-9
Antal sider
130

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer