Bog

Forkynderen

Af (
2013
)

Anmeldelse

Forkynderen af Sander Jakobsen

01 nov.13

Ambitiøst anlagt psykologisk krimi af debuterende dansk forfatterduo udforsker landsbyliv, selvudvikling og en dybere mening med livet. Desværre mangler historien drive og elementær spænding.

En morgen finder præsten i den lille landsby Roslinge sin kone, Karen, liggende skudt i den nærliggende å. Kriminalinspektør Thea Krogh fra Aarhus bliver sat på sagen, og man finder hurtigt frem til den lokale brugsuddelers fætter som den måske skyldige. I hvert fald finder man en række afslørende spor i hans bil, men han bedyrer sin uskyld og påstår, at en anden må have stjålet bilen og sat den tilbage.

Motiv finder politiet heller ikke noget af, og efter flere ugers intenst arbejde og utallige afhøringer og leden efter spor, må sigtelsen opgives. Men så bliver en anden kvinde, Sanne, skudt, godt nok så langt væk som i Aalborg, men Thea Krogh forsøger alligevel at koble de to forbrydelser sammen. Det viser sig nu, at den myrdede fra Aalborg med 100 procent sikkerhed er Karens morder, men hvem har så skudt hende? Og hvilken forbindelse havde de to kvinder med hinanden, og har en mystisk foredragsholder noget med sagen at gøre? Samtidig med at politiet desperat leder efter sandheden, indleder præsten og Sannes bror deres helt egen private efterforskning.

Der er ingen tvivl om, at forfatterne har været meget ambitiøse omkring deres projekt, men blandingen af psykologi og filosofi i en krimiramme fungerer ikke rigtigt. Plottet er egentlig ganske udmærket, og starten på romanen, hvor præsten opsøger sin kones morder udenfor fængslet, er med til at skærpe interessen, men historien drukner hurtigt i det tunge, lidt højstemte, småsludrende og alt for forklarende sprog.

Krimidelen fungerer således overhovedet ikke. Opklaringsarbejdet er skildret ned i mindste detalje, og det fratager historien enhver form for drive. Forfatterne forsøger ganske vist at lade fokus i historien skifte mellem alle de involverede personer, men desværre hjælper det ikke. Historien mangler ganske enkelt elementær spænding.

Bogen er dog ganske udmærket i sin beskrivelse af lillebyen og dens beboere, og forsøgene på at skildre menneskelige følelser og motiver som kærlighed, ensomhed, skam og tilgivelse lykkes på sin vis også ganske fint. Det er dog ikke nok til, at man føler sig godt underholdt – og det er vel ellers i bund og grund meningen med en spændingsbog.

Bogdetaljer

Forlag
Punktum
Faustnummer
50699587
Graphic
Henrik Koitzsch
ISBN
9788793079007
Antal sider
382

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer