Forbudt torsdag

Synnøve Søe skriver stramt men uforløst om seksuel eksperimenteren og sex som et antidepressivt drug, om skyld og skam og om en skrøbelig psyke.

Jeg har ondt af Henrik, hovedpersonen i Synnøve Søes kortfattede, men dog indholdsrige, roman. Det er ikke sikkert, det tjener hverken Henrik eller mig til gavn, at det er sådan, men det er ikke desto mindre netop dén følelse, der er tilbage, når bogen er læst, hvilket den hurtigt er. Og når jeg sådan beklager Henrik, er det ikke kun fordi, hans liv ikke er en dans på roser, men også fordi hans historie egentlig fortjener mere opmærksomhed, end den får på de 85 sider, som Forbudt torsdag består af.

Henrik har lige siden barndommen eksperimenteret med sex med han- såvel som hunkønsvæsner. Han er på sin vis lige draget af begge dele, men hans mor har mere end én gang gjort ham opmærksom på, at det der med to drenge i intim-situationer ikke er så godt igen – men dét er nu lige, hvad Henrik synes, det er! Med sin ven Martin dyrker han som ung regelmæssig sex (og ja, det er om torsdagen), men sammen med nydelsen må han også lide under en form for frastødelse. Man forstår sagtens paradokset, og man forstår også, at det ikke er fremmende for den menneskelige trivsel at skulle eksistere heri. Martin springer ud som erklæret bøsse – det gør Henrik ikke.

Da Henrik er 26, forelsker han sig i Jack, og læseren ønsker og håber inderligt, at Henrik nu har fundet ”hjem til sig selv”, om man så må sige. Ikke flere indlæggelser på psykiatriske afdelinger, ikke flere HIV-tests efter natteroderi i Ørstedsparken og ikke mere selvhad. Men Henrik finder hverken sig selv eller ro. For forholdet til Jack er ikke nok, da han jo ”kun” er mand, og Henrik har også behov for og lyst til kvinder.

”Han skulle have været en pige.” Med disse ord binder Søe sin fortælling ind, idet de udgør både bogens første og sidste sætning. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det havde gjort nogen forskel. Måske havde hans barndom været mildere, måske havde han ikke skammet sig i sin biseksualitet, og måske havde hans psyke bedre matchet østrogenet, men jeg tvivler på det. Og tvivlen er næret af den altoverskyggende tristesse, der har lagt sig som en klam hånd over hele hans tilværelse. Det er ikke feel good-læsning, det her.

Jeg sendte flere gange undervejs en kærlig tanke til Bjørn Rasmussen og hans debut fra 2011, Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Tematisk har den flere ting til fælles med Søes Forbudt torsdag, men sprogligt når Søe ikke Rasmussen til sokkeholderne. Og som jeg også indledte med at antyde, mener jeg, det ville have klædt Henrik og hans absolut både rørende og vedkommende historie, om den havde fået noget mere kød på sig. De punktnedslag, som formmæssigt ellers er fint forbundet, bliver i mine øjne for letbenede historien taget i betragtning. Og når sproget så heller ikke er synderligt medrivende, sidder man desværre kun tilbage med medfølelsen for Henrik – men det er da selvfølgelig også noget.