Drengen på stigen

En velskrevet, skrigende trist bog om omsorgssvigt, ensomhed og forældres totale magt over deres børn.

"Drengen på stigen" er en uendelig trist historie om den seksårige Peter, der svigtes så groft af sine forældre og af samfundet, at det er til at skrige over.

Peter bor alene med sin mor, der er psykisk syg. Hun laver intet andet end at sove eller sidde i sofaen, ryge smøger og se tv. Hun jager rundt med Peter; han skal gå til købmanden, han skal smøre mad til hende, han skal tømme opvaskemaskinen, og så skal han passe sig selv, være stille og ikke stille krav.

Og Peter er stille. Han passer sig selv, han sulter, han fryser, han slæber varer hjem, og han brokker sig aldrig. En stor del af dagen sidder han i et kirsebærtræ og spejder efter sin far. Engang imellem kommer hans far så og henter ham og tager ham med på værtshus og glemmer ham.

Når Peter ikke sidder i kirsebærtræet, står han på en stige og kigger ind på familien, der bor oven over ham. Det er sådan en rigtig familie med mor, far og to børn. De laver rigtige "familieting"; spiser aftensmad sammen, laver lektier, de har gæster og holder børnefødselsdage. De ved godt, Peter står på stigen, men de inviterer ham aldrig ind.

Sådan er der faktisk rigtigt mange i denne historie, der opfører sig over for Peter. De ser ham gå for lud og koldt vand, men de gør ingenting! Værst er det selvfølgelig, at socialrådgiveren, der kommer fast en gang om ugen, intet gør. Men der er mange andre, der også bare lader ham stå der på stigen alene.

Romanen veksler mellem afsnit om Peters barndom, afsnit om en middag Peter som voksen holder for sine forældre og afsnit efter denne middag. Ved middagen vil Peter gerne have sin mor til at sige, at hun elsker ham. Bare det, for så vil han tilgive hende. Men det kan eller vil hun ikke, og så går det hele i opløsning for Peter.

Synnøve Søe har endnu engang skrevet en trist roman om et omsorgssvigtet, ensomt barn, der aldrig fik en chance. Og hun gør det uhyggeligt godt!

Lindhardt og Ringhof, 2007. 158 sider.