Anmeldelse
Flint af Paul Eddy
- Log ind for at skrive kommentarer
Tju-bang huhej hvor det går! Over stok og sten det meste af Europa rundt. Vores heltinde Grace Flint – ja sikke et navn – charmerer og snor og skyder sig ud af situationer, som ville være en James Bond værdig.
Anbefalet af bibliotekar Lise Wesch Kristensen, Valby Bibliotek
Til at begynde med er hun knap så heldig, da hun får trampet sit ellers så smukke ansigt til ugenkendelighed. Heldigvis formår plastikkirurgerne at genskabe hendes ansigt, så hun bliver tidløst smuk(!) igen.
Og så er det ellers payback time. Grace bliver hurtigt hvirvlet ind i et kompliceret magtspil internt i de forskellige efterretningsvæsener i sin jagt på den mand, som ødelagde hendes ansigt. Og snart kan ingen vide, hvem man kan stole på.
Undervejs hører vi også om de mystiske omstændigheder omkring hendes mors død og lidt om, hvordan dette har gjort Grace til den person, hun er.
Disse små sideløbende historier, som der findes et par af i bogen, kunne have været interessant at få uddybet. Selve plottet er for så vidt spændende nok, men Grace Flint formår ikke rigtig at blive andet end en smuk agent alene i marken.
Paul Eddy har skrevet for The Sunday Times i mere end 25 år og skrevet en del nonfiktion om krig, spionage og terrorisme. Ingen tvivl om, at manden ved, hvad han skriver om. Det bliver måske bare en anelse for kulørt til, at man som læser helt kan finde historien troværdig.
Historien om Flint er en serie; der er udkommet 3 bind, hvoraf det kun er den første, som er oversat til dansk.
Bogen ville egne sig udmærket til en filmatisering, hvilket så vidt jeg kan forstå, har været på tale med Catherine Zeta-Jones i hovedrollen. I skrivende stund lader det dog til at projektet indtil videre er lagt på is.
Lad mig sige det på denne måde: det var nok ikke lige den type roman, jeg selv ville have valgt til noget sommerlæsning, men ret skal være ret; der er her tale om en knaldroman med et vist håndelag bag.
Eddy, Paul: 'Flint'. Oversat fra engelsk af Søren K. Barsøe efter 'Flint'. Forum, 2001. 398 sider.
Lån bogen på eller
|
Brugernes anmeldelser