Anmeldelse
Før faldet af Noah Hawley
- Log ind for at skrive kommentarer
Med udgangspunkt i et tragisk flystyrt sætter den filmiske og lettere filosofiske spændingsroman fokus på moral og etik samt livets forgængelighed og utilregnelighed.
Dette er en roman, der skriger på at blive filmatiseret, for ikke nok med at forfatteren mestrer sit håndværk efter flere succesfulde udgivelser, så er han også manuskriptforfatter og producer. Dette kan man tydeligt fornemme i hans bøger, og ikke mindst i ’Før faldet’. Den består af et godt og umiddelbart enkelt plot, der løbende folder sig ud i flere sidespor uden at miste fokus. De mange korte og værdiladede sætninger, der er spredt ud på siderne, er filmiske og med til at fastholde læserens interesse.
Bogens primære hovedperson er maleren Scott, der ved et tilfælde får et lift med en rigmands privatfly. Om bord på flyet er rigmandens kone og børn, et vennepar samt flyets mandskab. Kort efter afgang styrter flyet ned i havet mellem Marthas Vineyard og New York. De eneste overlevende er Scott og en fireårig dreng, der nu er enearving til en stor formue. Er det en ulykke, eller vil nogen disse mennesker til livs? Medierne går i selvsving, og Scott er pludselig mere berømt, end han nogensinde har turde drømme om.
Personerne går fra at være pæn overflade til at afsløre et viltert rodnet. Man lærer dem at kende via tilbageblik og nedslag i bestemte begivenheder, og jo længere man kommer i bogen, jo mere sikker bliver man på, at der er nogle af disse personer, der har lidt mere dystre hemmeligheder end andre. Forfatteren udviser her sit gode narrative greb om historien, og man fornemmer hans erfaring med at lave tv-serier, hvor spændingen skal fastholdes for at få læsere/seere til at følge med videre.
Det er uden tvivl en spændingsroman, men den indeholder også en god portion filosofisk funderen over livets forgængelighed og utilregnelighed. Der sættes fokus på hvordan noget, tilsyneladende ubetydeligt, i løbet af et nanosekund kan ændre alting, hvem vi er som mennesker, og den forskel der er på det enkelte menneskes moralske kodeks. Alt i alt en spændende og anbefalelsesværdig bog, der vil gøre sig godt på ethvert natbord.
Brugernes anmeldelser