Bog

Enegang

Af (
2006
)

Anmeldelse

Enegang: anden der vandrer af Søren Vad Møller

10 jul.06

I et legende mix af science fiction, tegneserie og indlæg af mere faglig karakter om bl.a. kønsroller og religion møder vi digterspiren Anker, der drømmer om amazoner og skjoldmøer.

Anker er en ensom ung mand, der har ambitioner om at være skribent, men er offer for forskellige aktiveringsjobs. På nettet møder han den stærke og selvstændige Kris. Der udvikler sig et platonisk venskab mellem de to, og sammen overværer de en række forelæsninger af Sir Lawrence Bastard om religionsvidenskab, om tidligere tiders stærke kvinder, amazoner og skjoldmøer. Det giver anledning til en mængde diskussioner om religion, kloning, kvinder og kønsroller.

I Ankers opgang på Nørrebro i København bor andre ensomme unge. Vi møder den store hjemløse pige, Jade, der dør af brystkræft, viceværten Carlotta og den ensomme Tønnes, der ender med at begå selvmord. Men der er også kvindebander med motorcykler, overalt barmfagre kvinder, der ikke er bange for at markere sig og slå en prober næve. Og dem er Anker vilde med og ønsker sig brændende et tæt venskab med dem, men det er svært at finde den eneste "anden".

Det kan lyde lidt trist, men sådan virker det ikke, for der er et funklende skrivetalent, masser af ordleg, ømhed og underfundighed til stede. Romanen er i sin helhed diskuterende og undersøgende i sit centrale tema om ensomhed, drømmen om venskab og stærke kvinder. Her forfølger romanen i form af løse eller mere strukturerede indlæg mange litterære og mytiske spor lige fra amazonerne til Pippi Langstrømpe og Andeby. Men ifølge Kris er amazoner en tabende trussel! Hun rejser ud i verden og Anker bliver tilbage i andedammen, men der er måske en anden!

Troldanden som fortællerstemmens hjælpeånd flyver videre i vinterskumringen!

Forfatteren surfer rundt i diverse stilarter: tegneserie, science fiction og indlæg af mere oplysende indhold. Romanen stritter desværre i lidt for forskellige retninger, så man mister fokus og interesse undervejs. I sin form som diskuterende roman minder den om andre nye forfattere som Claus Beck-Nielsen "Selvmordsaktionen" (2005) og Jesper Knallhatt "Baade - og" (2005).

Søren Vad Møller er født i 1972, og det er hans debutroman.

Lindhardt og Ringhof, 2006. 407 sider. Kr. 299,-

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
26189888
ISBN
9788759525920
Antal sider
407

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer