En smule ubelejligt

Underholdende og tankevækkende roman om familier - om hvorfor vi gerne vil undvære dem, og hvorfor vi ikke kan.

"En smule ubelejligt" er selvfølgelig en underdrivelse. Der er ligesom aldrig et rigtig godt tidspunkt til ulykker og personlige kriser. 

På overfladen ser det nu ganske normalt ud - George er pensioneret efter et godt arbejdsliv, han er gift (og har været det længe – med den samme), har to voksne børn og et enkelt barnebarn. Men i virkeligheden, viser det sig, har konen en affære, det ene barn er bitter og fraskilt, det andet er en forvirret homoseksuel, og George er helt sikker på, at han har kræft. Lægens diagnose er nu eksem. Men når alt andet ikke er, som det bør, hvorfor skulle mærket på hoften så ikke lige så godt være noget dødeligt?

Kort sagt vikler neuroserne og problemerne sig smidigt ind i hinanden, og det er efterhånden svært at gennemskue, hvad der satte lavinen i gang, eller hvilket familiemedlem der egentlig har det værst. Der er dog ingen tvivl om, at den, der bliver mest overrasket over alt det, der pludselig skubbes op til overfladen, er stakkels George, som reagerer ved at lave en overspringshandling af dimensioner.

Lad det være sagt med det samme, "En smule ubelejligt" er ikke helt så skæv og finurlig som Haddons "Den mystiske sag om hunden i natten". Men den er lige så velskrevet. Beskrivelsen af middelklassemiljøet er rammende. Personerne og deres problemer er autentiske og genkendelige. Haddon sætter selvfølgelig det hele på spidsen, så man må ryste på hovedet, når det hele bliver for ubehjælpsomt. Som læser får man lyst til at involvere sig i personernes problemer – og der er nok at vælge imellem. Kunne man bare lige give et godt råd eller ruske f.eks. George godt og grundigt, når hans angst for at dø nærmer sig hysteri, eller give den voksne datter Katie en opsang, når hendes id-styring bliver for irriterende. Det karakteristiske ved andres problemer er jo, at de er nemmere at løse end ens egne.

"En smule ubelejligt" er en roman, der virker på flere niveauer. Der er noget befriende ved at blive mindet om, at ens egen familie sikkert ikke er tåbeligere end gennemsnittet, men samtidigt er tematikken også ret eksistentiel, hvilket ophøjer bogen til andet og mere end blot et humoristisk og underholdende værk.

Oversat af Iben Hasselbalch. Rosinante, 2007. 452 sider.