Anmeldelse
En lille hvid løgn, en kæmpe katastrofe af Annegerd Lerche Kristiansen
- Log ind for at skrive kommentarer
Første del af serien om Sille på 14 år, der er ret genert og temmelig uheldig, men alligevel klarer skærene på en ny skole med nye venner, er sjov og uhøjtidelig.
Silles forældre er blevet skilt, og hun flytter fra København til Kolding med sin far, der er musiker med en karriere, der er for nedadgående. I skolen får Sille sin første tætte veninde, Maiken, og hun anstrenger sig virkelig for at gøre et godt indtryk på de nye kammerater – ikke mindst Ruben, som hun er ret forelsket i. Det hele bliver bare lidt besværligt, fordi der slipper en lille prale-løgn ud af munden på Sille, da hun taler med Ruben. En løgn, der eskalerer og truer med at ende i en pinlig katastrofe.
'En lille hvid løgn, en kæmpe katastrofe' er en sjov og uhøjtidelig roman om venskaber, den første kærlighed og om at stå ved, hvem man er. Genren kan betegnes som chick-lit for teenagepiger, men med dybde og kærligt overskud i fremstillingen af Sille, der er en elskelig hovedperson, som mange piger vil kunne spejle sig i.
Potentielt kunne romanen behandle skilsmisseproblematikker og manglende forældreopmærksomhed, men det er ikke det, der får plads, og det er måske netop det, der gør den befriende livsbekræftende. Historiens omdrejningspunkt er teenagelivet uden de uoverstigelige tunge problemer, som ungdomsbøger ofte skildrer.
Jeg synes historien bliver en anelse moraliserende i forhold til Silles ret uskyldige løgn, men den tilbyder også læseren håb om, at alting kan blive godt, selvom man dummer sig.
Læseambassadør, Barbara på 13 år, er ret begejstret for romanen:
”Silles tanker og følelser er meget realistiske, og det kan jeg godt lide. Jeg oplever ofte, at når voksne skriver bøger med en hovedperson på min alder, så passer det ikke med den tankegang personerne har, og det betyder virkelig meget, at det er realistisk både aldersmæssigt og med personlighed og tankegang. Sille er sådan en stille pige, og det er jeg ikke, så det var ret fedt at mærke, hvordan det er at være stille og genert. Det synes jeg er godt beskrevet. Man kan også bruge historien til at forstå, at ens venner nok skal tilgive én på et tidspunkt, selvom man har dummet sig. I hvert fald hvis de er gode venner.
Igennem bogen udvikler Sille sig, og det er rart, at det ikke er sådan en ´flad´ person. Der er plads til at karaktererne udvikler sig, og det kan der komme mange nye historier ud af. Jeg vil i hvert fald læse den næste bog i serien, når den kommer.”
´En lille hvid løgn – en KÆMPE katastrofe´ er Annegerd Lerche Kristiansens debutroman. Næste bog i serien hedder ´Konfirmation, kærester og andre kriser´ og udkommer i foråret 2020.
Bogen henvender sig til tweens og teens på cirka 11-14 år.
Af andre bøger i samme genre kan nævnes Annette Herzogs serie ´Drenge, lus og løse tænder´ eller serien om Dittes pinlige familie af Henrik Nilaus.
Bogen er læst og anmeldt af bibliotekar Mette Rabæk og læseambassadør Barbara på 13 år.
Brugernes anmeldelser