Bog

En lille bog om Månen

Af (
2019
)

Anmeldelse

En lille bog om Månen af Anja C. Andersen

17 sep.19

Interessant og fængslende bog om vores nærmeste nabo i universet. Anja C. Andersen er en eminent formidler, og bogen er rigt illustreret og kan læses af alle. 

Efter den anmelderroste En lille bog om universet har astrofysikeren nu valgt at fortælle os detaljeret om Månen. Hun indleder med gode råd til iagttagelse af Månen fra Jorden for os almindeligt dødelige og forklarer forskellige optiske fænomener, som fx hvorfor Månen opleves som større eller mindre under forskellige forhold.

Efter en gennemgang af danske bidrag til udforskningen tager hun fat på en lang række kapitler om enkeltelementer, fx månestøv, Månens dannelse, mennesker på Månen, forklaringer på en række fænomener, blandt andet overfladens udformning, og slutter af med menneskenes opfattelse af Månen gennem historien og månemyter – både mytologiske myter og konspirationsteorier. Der afsluttes med et kuriøst afsnit om Månen som inspirationskilde fra Jules Verne til Månebase Alpha, som forfatteren var meget optaget af som barn. Undervejs kommer vi godt omkring fremtiden for måneforskningen, herunder mulighederne for en egentlig månebase som afsæt for færd videre ud i universet.

Anja C. Andersen er en eminent formidler, noget hun da også har modtaget flere priser for, og langt det meste er meget læseværdigt og letforståeligt. Visse afsnit, som fx gennemgangen af månemineraler, er dog svære at popularisere, så der må man lige pudse brillerne en ekstra gang, men det ødelægger slet ikke indtrykket af en uhyre interessant fagbog, der i hvert fald har givet mig en meget større indsigt i, hvad der foregår på vor nærmeste rumnabo.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
46862538
ISBN
9788711906859
Antal sider
212

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer