En anden kvinde end mig

Hvad nu hvis man er i 40’erne og har endnu et barnløst og forlist forhold bag sig? Romanen spejler tiden og vækker genkendelsens latter.

Julie er i 40’erne og lige flyttet fra Rune og prøver nu at finde sit eget ståsted.
Hun finder sig til rette i sin egen lejlighed, arbejder på galleriet Lennart Frost og skriver på en ph.d.-ansøgning om samtidskunst. Julie undrer sig over, at man ustandseligt skal involvere sig i kunstværker, og hun undrer sig i det hele taget over, at folk hele tiden involverer sig i hinanden. Der er mange forventninger til hende på arbejdet og mange forventninger til kærligheden. Egentlig vil hun bare gerne være i fred.

Agnete Braad forholder sig dejligt ironisk til samtidens kønsroller og præstationsræs. Der er nøgterne, men dampende sensuelle sexscener mellem Julie og hendes forskellige elskere, som hun prøver af for at finde den rette og det liv, hun vil have. Eller måske vil have. Da Julie møder den tilsyneladende perfekte mand, vil hun i første omgang gerne have ham. Men da muligheden for et fælles liv med ham viser sig, ved hun alligevel ikke, om det er det, hun ønsker. På et tidspunkt får Julie en erkendelse: ” Jeg antager den andens form, jeg er alt for tilpasningsdygtig, som en fisk, der skifter farve efter miljø og sammenhæng. ”

Jeg blev irriteret på Julie, fordi hun er så utrolig vægelsindet. Hun er gennem flere omgange med frem- og tilbageskridt, sårede følelser, begær, hensyn og tvivl.
Men er vi ikke alle det?! Tænk hvis nogen kiggede ind i vores hoveder… Jeg tænker, at det er Agnete Braads forsøg på at sige, at det er okay at være i tvivl. Det er ok at gøre som DU vil og ikke ligge under for omverdens forventninger og normer. Bogen spejler samtiden og fremkalder genkendelsens latter.

Agnete Braad debuterede i 2012 med den rigtig gode autofiktive roman ’Som om hun bare lagde røret på og forsvandt’ om moderen, der dør efter en periode med sygdom, mens datteren barsler og om hvordan det er, at blive sidste led i genrationskæden. I denne bog er temaet ikke så tungt - og dog. Hvordan finder man sig selv, og hvordan finder man en mand, man kan være sig selv sammen med? Vil man overhovedet have en mand?