Drengen på toppen af bjerget

John Boyne lader til at have en forkærlighed for Anden Verdenskrig. Her han skabt endnu en stærk fortælling om magt, loyalitet, valg og uoprettelige konsekvenser.

Pjerrot er ikke gammel, da han pludselig befinder sig helt alene i verden. Hans tyske far begår selvmord, da traumerne efter Første Verdenskrig bliver for meget, mens Pjerrots franske mor dør efter kort tids sygdom. Pjerrots jødiske underbo tager sig kortvarigt af ham, inden situationen bliver så alvorlig, at hun er nødt til at sende ham på et børnehjem. Turen dertil viser en kærlig dreng, der bekymrer sig om andre. Den dreng forsvinder gradvist, og det er næsten ikke til at bære. Gennem ti år følger vi Pjerrots udvikling fra fortabt dreng til han lever højt på at være medlem af Hitlerjugend, hvilket i hans opfattelse giver ham lov til at opføre sig, som det passer ham, og det ligger milevidt fra den dreng, han startede med at være.

Boyne forsøger at komme med et bud på, hvor let man har kunnet manipulere og derved korrumpere de unge drenge, der i sin tid var en del af Hitlerjugend. Mange af de unge mænd havde ingen fædre, de kunne se op til, fordi de mistede livet i skyttegravene, da drengene var små. Andre drenge, som Pjerrot, havde fædre, der ikke kunne finde tilbage til en normal hverdag efter krigens rædsler. Drengene var sårbare, og det er den sårbarhed, Boyne forsøger at vise.

Bogen er delt op i tre dele, og det fungerer godt. Første del fortæller om Pjerrot og tabet af alt det kendte, inden han bliver sendt på børnehjem. Anden del handler om hans ukendte tante, der tager ham til sig, men som samtidig omdøber ham Pieter, trods hans ihærdige protester, hvorefter man følger Pjerrots udvikling til Pieter. Tredje del handler om Pieter, der nu har mistet al sin uskyld og lever som en anden konge, fordi han i sin ensomhed har knyttet sig til den ene person, der har virket genkendelig i den fremmede verden, han pludselig er blevet en del af. Ligesom faren taler Hitler om Fædrelandets betydning, dets tidligere storhed og den stolthed, Pieter bør føle over at være tysker, og idet Pieter er så isoleret på bjerget, knytter han sig naturligvis til den ene person, der virkelig lader til at forstå og sætte pris på ham.

Bogen her minder på mange måder om ’Drengen i den stribede pyjamas’, og de to drenges veje krydser da også hinandens. Hvor Bruno aldrig udviklede sig, følger man her med sorg den unge Pjerrot, der på grund af uvidenhed og ønsket om at høre til, træffer nogle grusomme valg, der får konsekvenser for resten af hans liv. Stærk fortælling!