Anmeldelse
Don Faust af Henrik Hohle Hansen
- Log ind for at skrive kommentarer
En fascinerende og velskrevet atmosfærefyldt fabel om døden, kærligheden og livet.
Dr. Edvard er blevet ansat på Ulrikkesburg, et asyl som huser syge kvinder. Forstanderen er pastor Meister, som lider af et nærmest unaturligt had til døden. Derfor er han ekstra opsat på at kurere kvinderne på stedet, hvoraf nogle af dem blot drømmer om at dø, fordi de har set døden som en mand med smukke øjne. Dr. Edvard forstår ikke Meisters besættelse af denne skikkelse, så Meister giver ham en dagbog skrevet af pastor Götzs i 1704.
I dagbogen beretter Pastor Götzs om, hvordan en sydlandsk udseende mand søgte ly på Ulrikkesborg. Han søgte beskyttelse og adspurgt om, hvem han ønskede beskyttelse imod, svarede han Døden. Manden havde nemlig været Dødens tjener i mange år, og kunne fortælle hvordan Døden oprindelig var en mand ved navn Donizetti Faugust.
Faugust havde i sin ungdom fundet det ultimative argument imod Guds eksistens, og derfor mistede han troen på alt og havde en trist og ensomt liv. Da døden stod for døren, fortrød han dog dette og tilbød at slå en handel af med djævelen for at få evigt liv. Denne handel gjorde ham til Døden. Manden fortalte yderligere historier om Faugust, men næste morgen var han forsvundet, og flere af beboerne på asylet påstod, at de om natten havde set døden komme efter ham.
Historien om Døden i skikkelse af Donizetti Faugust er en fascinerende og velskrevet fabel fyldt med atmosfære og interessante personer. Fortællingen er konstrueret som små historier i historien, og det virker fint og fører hele tiden læseren videre frem, så man alt for hurtigt er igennem de 126 sider.
Udover “Don Faust” indeholder bogen også tre noveller: Familien De Belles hemmelighed, Casanostra og Skyggen, hvor især den første og den sidste er også værd at læse.
Brugernes anmeldelser