Bog

Dødens årsag : et retsmedicinsk snit gennem danmarkshistorien

Af (
2020
)

Anmeldelse

’Dødens årsag’ af Markil Gregersen og Tommy Heiz

29 sep.20

En anderledes og særdeles velskrevet og gennemresearchet bog om retsmedicinernes historie i Danmark fra 1600-tallet til år 1910.

Med datidens opfattelse af rigtigt og forkert undersøges mord og forbrydelser, hvor et menneskeliv har en noget andet pris end i dag. Bogen giver et skræmmende billede af de levevilkår, der under uheldige omstændigheder kunne gøre almindelige mennesker til mordere. ’Dødens årsag’ er en kulturhistorisk fortælling om Danmark fortalt igennem retsmedicinerens arbejde.

Det kan lyde som tørt stof, men tro mig, det er både spændende og bloddryppende. For eksempel fortællingen fra 1668 om konen, der havde forgiftet sin mand, hvor hun ved den efterfølgende retssag blev dømt til at få hovedet hugget af og sat på en pæl, og kroppen begravet i uindviet jord. Eller den sidste offentlige henrettelse, som fandt sted på Lolland i 1882, med forfatteren Herman Bang som øjenvidne; hele tre øksehug skulle der til for at skille hovedet fra kroppen, og den kæmpe store blodhungrende tilskuerskare stirrede ifølge Bang på den hæslige seance med gru og rædsel. Brutalitet og vold gennemsyrede samfundet, godt hjulpet på vej af for megen brændevin, som forvandlede morsomheder til mordscener.

Midt i retssager og hjertebævende mordfortællinger indflettes retsmedicinerens opgaver, som, i følgeskab med samfundet, udvikler sig og begiver sig ind i en oplyst tid. Fra nærmest groteske forestillinger i 1600-tallet, som lægen Thomas Bartholins offentlige dissektioner af lig foran et interesseret publikum, hvor Kongen ikke var en uvant tilskuer. Frem til sterile hospitaler, hvor restmedicinske opdagelser er af afgørende betydning i jagten på morderne. Det er fascinerende at få et indblik i, hvor meget den døde krop kan fortælle dygtige læger, selv dengang hvor udstyr og viden var mere begrænsede. Det er på deres skuldre, at retsmedicineren er blevet til vor tids helte i de moderne krimier, som vi læser eller ser på tv. Uden dem var mange forbrydere gået fri og ofre ikke identificeret.

Vil du læse mere om nutidens retsmedicinere kan jeg varmt anbefale Hans Petter Hougens nye bog ’Uden for skinner solen’ eller ’De syv døssynder’, som han har skrevet i samarbejde med forhenværende politiinspektør Bent Isager.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
48152228
ISBN
9788711918340
Antal sider
391

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer