Djinn

En besynderlig og broget røverhistorie, der bringer os tilbage til Tut-Ank-Amons tid, og vi er også med hos Howard Carter i 1922, da den mest mytebehængte grav af dem alle åbnes.

Den begynder med den unge Howard Carter og hans vej ind i ægyptologien, han elsker landet og miljøet og brænder for sagen. Den giver læseren en stemning fra et Ægypten i Mellemkrigstiden; det Britiske Imperium var det styrende element, udgravninger blev ikke styret af videnskaben, mere af en rig og eventyrlysten britisk overklasse.

Men det er også en mangfoldig og farverig historie om Haroun al-Vakhel og hans meriter tilbage i oldtidens Ægypten. Her er en fortryllet prinsesse, en ond kalif, dæmoner og mysteriet om djinnernes tilstedeværelse på jorden, og hvordan de drev deres spil og antog forskellige skikkelser lige fra ubeskrivelige uhyrer og gespenster til kvinder af overjordisk skønhed.

Det er ikke en fortælling for svage sjæle; her er grusomheder, ondskab, psykopatiske herskere og blodsudgydelser, der ikke giver en moderne actionfilm meget efter. Det er en historie for dem, der holder af eventyrlige universer.

Denne beretning får den unge Howard Carter i form af et årtusindgammelt manuskript overgivet af en gammel mand i en mystisk, oldgammel minaret i Cairo.

Vi følger Haroun gennem den nedskrevne historie tilbage til Ægyptens konger og den trolddom, deres præster mestrede. Som en ramme omkring historierne om Haroun og om dronning Tyi og hendes søn kong Amonhetep har vi således en god og informativ romanbiografi og ægyptologiens grand old man, men vi slipper ikke helt mystikken. Var der mon en forbandelse over Tut-Ank-Amons grav?

Er det et "lærd mysterium"? Måske. Vi har i hvert fald et mysterium, og vi har en rammefortælling, der er mere vedkommende for læseren, hvis han eller hun har en basisviden om det gamle Ægypten, og så er der da heldigvis også en god portion spænding.

Indiana Jones møder Tusind og en nats eventyr. Den fornemmelse kan denne bog sagtens give sin læser.