Dette er vand

Skarpt, underholdende og skræmmende godt. 'Dette er vand' er en god indføring i Foster Wallaces tekster, hans syn på sine amerikanske medborgere og ikke mindst hans skarpe iagttagelsesevner.

Dette er vand er noget af det bedste, jeg har læst længe – og sjoveste! Jeg kendte stort set intet til David Foster Wallace, da jeg fik bogen i hænderne, men bogens første essay gav mig straks lyst til at læse videre.

David Foster Wallace, der er amerikansk forfatter og essayist, begik selvmord i 2008, kun 46 år gammel. Han var et af de vigtigste skønlitterære navne i sin generation, der blandt andre også kendetegnes ved forfattere som Zadie Smith, Jonathan Franzen og Jennifer Egan. Foster Wallace var særlig kendt for sine mange litterære eksperimenter, der ikke alle var lige tilgængelige. Gennembruddet fik han med den enorme roman Infinite Jest, der er noget af en udfordring for selv den mest garvede læser. Romanen har flere spor og handler blandt andet om en flok terrorister, der er på jagt efter en film kaldet Infinite Jest, og som kan dræbe folk af underholdning, hvis de ser den.

Og underholde kunne Foster Wallace, for udover at skrive romaner og noveller så skrev han også journalistiske reportager og essays. Disse tekster er langt lettere at gå til end hans skønlitterære værker, de er skarpe iagttagelser af blandt andet den amerikanske underholdningskultur – og det er både underholdende, men også meget tankevækkende! Dette er vand er et udvalg af essays og reportager, der giver læseren en rigtig god indføring i Foster Wallaces tekster, hans holdning til og syn på sine amerikanske medborgere og ikke mindst hans skarpe iagttagelsesevner.

Den første tekst, jeg læste, var indledningsteksten ’Dette er vand’, der også giver navn til hele samlingen. Denne tekst var oprindeligt skrevet som en afgangstale til de studerende på Kenyon College, men har efterfølgende fået sit helt eget liv, som lektor Tore Rye Andersen skriver i forordet. Talen handler nemlig om, hvordan vi bør forholde os åbent, nysgerrigt og empatisk til vores omverden i stedet for at kredse om centrum i vores egen lille verden. Talen giver også de studerende en forklaring på, hvad det egentlig er, man lærer på en humanistisk uddannelse - nemlig evnen til at tænke selvstændigt og selv vælge, hvordan man tænker! Den udtrykker dermed noget af det vigtigste i Foster Wallace forfatterskab. Da jeg havde læst denne tekst, var jeg solgt!

En anden tekst, der er værd at fremhæve, er den journalistiske reportage ’Noget muligvis sjovt, jeg sikkert aldrig vil gøre igen’, hvor Foster Wallace skriver om sine oplevelser på en uges luksuskrydstogt i Caribien. Det gør han så skarpt, underholdende, ja skræmmende godt, at man nærmest føler, man har været med på krydstogtet, men samtidig er man ikke i tvivl om, at man nødigt ville prøve det. Beskrivelserne af den helt ufattelige luksus og af krydstogtets passagerer, der kun har et mål - nemlig at slappe af og have det sjovt, uanset hvad der ellers sker – er vildt sjove og samtidig enormt sørgelige. For under de morsomme beskrivelser og iagttagelser af passagernes og personalets adfærd ligger en skarp kritik af den amerikanske forlystelsesindustri og amerikanernes ageren i den.

Udover disse fremragende tekster byder bogen også på blandt andet en reportage fra en stor landbrugsfestival i midtvesten, et essay fra 9/11 om hvordan begivenheden blev oplevet foran fjernsynet i en stue, et ret teoretisk essay om forholdet mellem tv og nyere amerikansk litteratur, et essay om den schweiziske tennisspiller Roger Federer samt ét om Maines årlige hummerfestival! 

Originally published by Anne Birgitte Langkilde Hundahl, Litteratursiden.

Originally published by Anne Birgitte Langkilde Hundahl, Litteratursiden.