Det som skal sones

At vende tilbage til fortiden kan være skræmmende. Skeletterne vælter ud af skabene og det som var glemt kommer frem i lyset.

30 år efter at Konrad Jonsson forlod sin fødeby, Tomelila, vender han tilbage, fordi hans adoptivforældre er blevet myrdet. Hans mor forsvandt sporløst, da var syv år, og han blev bortadopteret. Derfor er det nu på tide at vende hjem.

Meget er forandret i det lille samfund, men Konrad føler sig stadig anderledes. Han er stadig polakkens søn, selvom tiden er gået, og nogle af hans gamle venner er der stadig. Snart opdager han, at han er mistænkt for mordene, da et vidne mener at have set ham kort før forbrydelsen. Herefter får Konrad en svær tid, men kommer dog igennem.

Konrad begynder sin egen efterforskning og det bringer ham i kontakt med mange forskellige borgere i det lille samfund. Han er en tålmodig og rolig mand og giver sig god tid til at lytte til dem han møder. Han er journalist og meget grundig, men glemmer ikke at få ryddet op i fortiden, så på den måde får han sonet for de fejl, han begik engang.

Tomelila emmer af dårlig stemning og fremmedhad. Dette har en afgørende betydning i romanen, og kan indimellem virke meget moraliserende, men det underbygger temaet godt. Nemlig forsøget på at nedbryde forskellen på de fremmede og os.

Miljø-og stedbeskrivelserne er gode, romanen foregår i vores tid, men med tilbageblik til fortiden. Især personkarakteristikken skal dog fremhæves, den er fremragende. Især Konrad og de personer, som ikke er fremmedvenlige, beskrives godt. De sidstnævnte udstilles lidt og er ofte nogle besynderlige eller ynkelige personer. Man er ikke i tvivl om, hvor forfatterens sympati er.

Plottet er bygget godt op, historien har mange vinkler og læseren holdes fast fra ende til anden. Det er ikke uden grund, at Lönneaus fik Det Svenske Krimiakademis Debutantpris.