Anmeldelse
Det mekaniske hjerte af Peter Bunzl
- Log ind for at skrive kommentarer
Første bind i forrygende steampunkserie er en unik læseoplevelse med filosofiske undertoner, der stiller spørgsmål ved, hvad det vil sige at være levende.
Denne roman giver associationer til Oliver Twist, der møder Gail Carrigers historiske steampunk med elementer fra Philip Pullmanns univers. Historien foregår i England i slutningen af 1800-tallet i en verden uden benzinmotorer, men med dampdrevne luftfartøjer og køretøjer, hvor konduktøren skal trækkes op hver dag. Hovedpersonen Lily er en 13-årig pige, som har mistet sin mor, men bor med sin far, professor John Hartman, og en masse mekaniske mennesker og dyr, såkaldte mekanoider. Professoren udvikler mekanoider og opfinder andre mekaniske fortræffeligheder.
Professoren er ikke meget hjemme, så Lily bor på en kostskole for unge piger ’Miss Octavia Scrimshaws Akademi for Unge Damer’, hvilket hun ikke er synderligt begejstret for. Til gengæld er hun vild med at læse knaldromaner med kvindelige helte.
En dag meldes hendes far savnet, efter en rutineflyvning i sit luftskib ’Guldsmeden’, sammen med familiens mekaniske ræv Malkin, og Lilys verden forandres som ved et trylleslag. Alle frygter, professoren er omkommet, og Lily hentes hjem til deres hus Brackenbridge af husbestyrerinden Madame Verdigris, kaldet Madame, desværre kun for at opdage, at hendes bedste venner er sat ud af drift. Madame slukker ganske enkelt for mekanoiderne!
Heldigvis er mekanoiden Mrs. Rust stadigt trukket op. Hun bliver henrykt, da hun genser Lily: "Spegesild og spændskiver! udbrød hun. Min lille tigerlilje er tilbage! Hvor har jeg dog savnet dig, din lille ballademager! Hun tog Lily i sine arme og løftede hende op i luften. Og hvor har jeg savnet dig, Rusty! sagde Lily og kyssede mekanoidens bulede metalkind, som var frisket op med lidt lyserød maling og havde en diskret duft af lavendelolie".
Lily finder ud af, at hun bliver jagtet. Af mænd med sølvskinnende øjne. Og da hun ovenikøbet opdager Madame har overtaget kontrollen med huset og har lagt sine egne skumle planer, stikker Lily af. Ud for at finde sin far og Malkin. Hun slår følge med urmagerens søn Robert, som har fundet Malkin, og de tre venner begiver sig ud på en farlig tur for at finde Lilys far. De møder Anna Quinn, der er skrotsamler, aeronaut og derudover skriver lidt artikler og bøger. Hun har en zeppeliner og hjælper dem på vej.
Engelske Peter Bunzl har hentet inspiration i sit eget liv til sin debutroman. Han boede som barn i et gammelt hus med tre katte, to hunde og en far der var antikvitetshandler. ’Det mekaniske hjerte’ er blevet indstillet til flere priser i England.
Forældre vil elske at læse denne bog højt for de mindste skolebørn, og den vil fungere fint til selvlæsning for tweens med en svaghed for det fantastiske univers.
Brugernes anmeldelser