Det har jeg altid sagt

Vanvittig fortælling om et liv udover det sædvanlige og en verdenskendt femme fatale og feteret journalist. Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm uden filter.

Satirisk biografi om Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra Den Korte Radioavis på Radio24syv, kendt som fænomenet Kirsten Birgit, i det virkelige liv Frederik Cilius Jørgensen.

Journalisten Rasmus Bruun skal til Birgitø for at interviewe sin tidligere kollega. Det bliver et meget sært besøg. Hendes hus på øen er brændt, og i stedet bor hun i Gadaffis aflagte, men meget eksklusive, telt. Ikke blot får Rasmus hende til at afsløre elementer om sit liv, som ingen før har hørt om, men han gennemgår desuden et følelsesregister, som Jonathan Harker, da han unge skulle bo på Grev Draculas slot i Transsylvanien.

Kirsten Birgit ligner fysisk ikke helt sig selv længere. Hun er blevet lidt mere fed, tyndhåret, har fået usædvanlige spidse tænder og spiser nu kun Gauda-ost, som hun skærer med en kniv, som hun opbevarer i sin ene sok og rundhåndet deler ud af.

Kirsten Birgit fortæller om sin opvækst hos faren, hestehandler Jens Birgit, om hadet mellem moster Kirsten Berit Pind Rask Brabrand og hende selv, fordi denne moster, på værste stedmoder-facon, købte et stort guldspejl og sagde, at spejlet kunne fortælle, hvem af de to der var smukkest. Heldigvis kom mosterens dårlige behandling ikke til at påvirke Kirsten Birgits selvopfattelse, for efterfølgende reflekterer hun således: ”Ekstremt fuckable var jeg. Og højt begavet og vanvittigt nærværende, vanvittig levende, vanvittig selvstændig, og en fantastisk journalist blev jeg så siden hen.”

Biografien skorter ikke på døde mennesker, heste eller elskere, når Kirsten Birgit ruller sig ud. Kirsten Birgit er kendt for at sige sandheden, også højt, og for at udstille menneskers bedrag. Stærkt karikeret, men aldrig uden sandhed.

I bogen indgår et hav af referencer, for eksempel til serien ’Twin Peaks’, bøgerne om Emil fra Lønneberg og de ondskabsfulde lærere i Det forsømte forår. Når Rasmus Bruun beskriver Kirsten Birgit i sin Marimekko-kjole, kan det næsten ikke blive mere karikeret. Og jeg hører for mit indre Niels Hausgaard tale om, hvorledes den plisserede nederdel klædte svigerindens kraftige lægge. Bogen er voldsomt underholdende, tåkrummende og helt bizar, ganske som figuren Kirsten Birgit.