Det glemte barn

Velskrevet og spændende fransk krimi med et fantastisk plot.

På en ferie på øen Reunion forsvinder Liane pludselig i den blå luft. Hendes mand Martial melder hende først savnet, men han trækker hurtigt anmeldelsen tilbage, hvilket får mistanken til at falde på ham selv. Da hotellets personale afhøres om sagen, fortæller de en helt anden historie end Martial, og snart er han og datteren Sofi på flugt. En flugt, der umiddelbart virker umulig på så lille en ø, men det viser sig, at Martial ved mere om øen end først antaget.

'Det glemte barn' er en dyster historie, hvor fortid og nutid blandes sammen, og hvor intet er helligt. Folk lyver og bedrager, så det er umuligt at gætte, hvem der siger sandheden, og hvem man kan stole på. Alle synes at have deres egen agenda, og først sent flettes trådene sammen mod en meget uventet og overraskende slutning.

Bogen er meget velskrevet, og sproget er lige end tand mere poetisk og flot end i de nordiske og de amerikanske krimier, jeg normalt læser, og det er en sand fornøjelse at læse den.

Jeg har aldrig tidligere læst en krimi med fodnoter, og jeg må sige, at de irriterede mig voldsomt. Både at de overhovedet er der, men mest at de bliver brugt til at forklare ord på det lokale sprog – ofte hvilken race en person er – og så forventes det, at man tres sider længere fremme i bogen kan huske det. Jeg ville klart have foretrukket, at der var fundet et ord eller en forklaring i selve teksten, der så kunne gentages, når det blev aktuelt. I øvrigt forstår jeg slet ikke, hvorfor folks oprindelse skal forklares – det har oftest ingen betydning for fortællingen.

Andre gange betyder ordet, der forklares i en fodnote, noget helt almindeligt, for eksempel idiot, og jeg ville foretrække, at de ord havde stået i teksten i stedet for. Heldigvis bliver fodnoterne færre og færre, som siderne vendes. Jeg er dog så begejstret for skrivestilen og spændingsniveauet, at jeg vil læse forfatterens øvrige udgivelser på dansk, som er 'Pigen på flyet' og 'Sorte åkander'.