Det forsvundne bibliotek

Klassisk spændende konspirationsthriller. Blandingen af gåder, skattejagt, hemmelige organisationer og politiske rænkespil fungerer perfekt indenfor genrens præmisser.

Det forsvundne bibliotek i historien er det berømte bibliotek i Alexandria, som angiveligt skulle være brændt i Romertiden under Cæsar. I virkeligheden er biblioteket blevet flyttet, og den dag i dag bliver det i det skjulte fortsat vedligeholdt og ajourført af en hemmelig orden af bibliotekarer og med en Vogter i spidsen. Bibliotekets beliggenhed er ligeledes en hemmelighed, men nu er den magtfulde og brutale organisation ”Rådet” kommet på sporet.

Den viden, som biblioteket må rumme, kan bruges af skruppelløse personer til at skaffe sig mere magt og indflydelse, så ”Rådet” skyr ingen midler for at finde frem til lokaliseringen. Den seneste vogter, professor Arno Holmstrand, bliver myrdet, men han har i tide nået at tage sine forholdsregler og efterladt et gådefuldt brev hos den unge historieprofessor Emily Wess. Hendes opgave bliver nu ved hjælp af den gamle professors mystiske ledetråde at finde frem til biblioteket. Rejsen fører hende først til Oxford og siden til både Ægypten og Tyrkiet, men hele tiden er ”Rådets” lejemordere i hælene på hende. Samtidig har ”Rådet” iværksat en storstillet plan for at få væltet den amerikanske præsident og få indsat sin egen mand (vicepræsidenten faktisk) i embedet.

Det er en ganske underholdende og fængslende historie, den debuterende forfatter disker op med, og langt hen ad vejen fører han sin læser godt og grundigt rundt i manegen, inden alle de mange tråde og teorier smukt føres sammen til en meningsfuld forklaring. Der er bestemt ikke sparet på ramasjang og dramatiske effekter, og forfatterens trick med at lade de meget korte kapitler skifte mellem de forskellige personer og steder og samtidig ofte slutte med at lade vores heltinde være i knibe virker optimalt.

Sproget er måske nok lige en tand for klichéfyldt, personerne temmelig stereotype, den overraskende slutning er måske lige lovlig letkøbt og hele historien slutter lige lidt for hurtigt - men det fratager altså ikke romanen en høj grad af underholdningsværdi. Og så er det ganske befriende, at det ikke endnu en gang er den katolske kirke, der optræder i skurkerollen.