Den sande historie om Kelly-banden

En noksagt historie - Fattigdom og forbrydelse klæber til én, og kaldes man hestetyv tit nok, ender man såmænd med at stjæle en hest.

"Værre end en almindelig ussel barndom er en ussel irsk barndom, og værre endnu er en ussel irsk katolsk barndom" (Frank McCourt: "Angelas aske"). Det lyder slemt. Men der findes faktisk noget værre: at være søn af en søn af en ussel irsk katolsk deporteret straffefange i Australien.

Dette er historien om Ned Kelly og hans bande. Han blev født i 1855 og hængt for mord 25 år senere, det er sikkert og vist. I slutningen af 1880'erne opnåede han legendarisk ry som en slags australsk Robin Hood, og han var hadet og nådesløst jagtet af myndighederne. Eventyret endte med en "shoot-out", hvor banden var iført hjemmelavede rustninger. De øvrige bandemedlemmer blev dræbt, mens Ned Kelly blev taget til fange, dømt og henrettet.

Vores kendskab til Ned Kelly er således myndighedernes version. Men her har vi så den sande historie fortalt af ham selv, nedskrevet på de stumper papir, han kunne få fat i, for at hans nyfødte datter skulle kende sandheden og ikke den officielle historie om sin far. Det er historien om en fattig barndom blandt hestetyve, slagsbrødre og drukkenbolte. Han har alle odds mod sig, og uanset hvor meget han kæmper for at slippe for det brændemærke, det er at være søn af en tidligere deporteret straffefange, hjælper det ikke. Sandt nok, et af Guds bedste børn var han ikke, og det var ikke altid hans egen hest, han red på, men bogen handler især om hans store ønske om, at retfærdigheden skulle ske fyldest. Han ville gerne tage straffen for egne forbrydelser, men kunne ikke holde ud at se folk, hvis eneste forbrydelse var fattigdom, blive straffet, og slet ikke at familie og venner blev dømt på falske anklager p.g.a. deres forbindelse til ham selv.

Bogens sprog er et kapitel for sig. Ned Kelly fik kun en nødtørftig skolegang, og han har slet ikke lært at sætte kommaer, så der er ikke et eneste komma i hele hans 396 sider lange beretning. Han skriver lige ud ad landevejen, og da eder og forbandelser i de kredse var daglig tale, kommer de også med. Men af hensyn til læseren, hans unge datter, har han fjernet flere bogstaver i ederne og bruger flittigt ordet "noksagt", der ifølge ordbogen bruges om noget, man ikke vil nævne ved navn, en typisk sætning lyder f.eks: "I er alle sammen noksagte Kellyer råbte kvinden hvilken noksagt forskel er der det hele ryger i samme gryde."

Bogen er trods de manglende kommaer en forrygende læseoplevelse, velskrevet og spændende, tragisk og morsom på samme tid. Peter Carey fik helt fortjent Booker-prisen for den i 2001.

Oversat af Niels Brunse. Samleren, 2002. 407 sider. Kr 348,-