Anmeldelse
Den dag Brita forsvandt : Pedal Ove-sagen af Michael Teschl
- Log ind for at skrive kommentarer
Journalisten Michael Teschl har bedrevet et imponerende researcharbejde og skrevet en spændende True crime om Pedal-Ove-sagen.
For 38 år siden forsvandt 30-årige Brita sporløst sidst på formiddagen lørdag den 12. december 1981. Syv måneder senere blev hendes stærkt opløste lig fundet i Frederikshavns Havn, og en efterfølgende obduktion viste, at hun var blevet kvalt og derefter kastet i havnen. Hendes mand, Pedal-Ove, blev idømt 12 år for drabet, men blev frikendt 8 år senere på grund af to vidne udsagn.
Af en eller anden årsag modtager Michael Teschl et brev i sin postkasse, mere end 35 år efter Brita forsvandt. Et brev der opfordrer ham til at se på mordet igen. Åbenbart er det ikke alle oplysninger i sagen, der er kommet frem i lyset, og brevet vækker hans indre journalist.
Forfatteren må have brugt tonsvis af timer på denne bog. Jeg kan kun gætte mig til, hvilke dynger af papirer og sagsmapper, der må have været på hans skrivebord. Han har skrevet bogen med ønske om at opklare mordet. Det er sagligt og troværdigt. Man bliver rystet over, hvor meget folk lyver eller omgås sandheden selv så mange år efter.
Måske har du set dokumentarserien, Tv2 lavede om Pedal Ove-sagen, hvor Teschl også er den undersøgende journalist? Bogen her byder på langt flere oplysninger end tv-serien, så hvis sagen har vakt din interessevækker, skal du læse den. Bogen er blot et mulehår fra at opklare mordgåden. Hvem der (måske) er den rigtige morder, må du læse dig til.
Brugernes anmeldelser