Anmeldelse
Sunde tanker fra en syg sjæl af Michael Teschl
- Log ind for at skrive kommentarer
Rejsen til Farmor eller hvordan man bliver et skidt menneske
Rammen om denne selvbiografiske erindringsroman er en togtur fra København til Frederikshavn, hvor hver station på vejen har sit eget kapitel. Jeg-fortælleren Michael starter med at erklære sig som et skidt menneske - og syg i hovedet. Nu, hvor han er omkring de 30, er han nået frem til : "Det tager tid at erkende, hvad man er, hvem man er, og ikke mindst hvorfor man er det, man er".
I bogen fortælles udviklingshistorien om en opvækst i 70’erne i gode (små)borgerlige kår med mor, far og storebror. Beskrivelsen af velstand, facadespil, skilsmisse, alkoholisme og den lille bys "alle ved alt om alle" giver et godt billede af en drengs turbulente opvækst. Hovedpersonen oplever mange tab og svigt (mor begår selvmord) og udvikler en manglende respekt og omsorg for andre.
Lige inden studentereksamen flygter Michael til København - væk fra det hele: familie, venner og uddannelse. Livet i København er rodet med skiftende jobs, op- og nedture, kærester, engangsforhold og med minimal kontakt til faren derhjemme.
Farmoren kommer til at fylde vel rigeligt i historien. Hun bliver efter farfarens død til en "hyæne", der vil styre hele familien. Hendes tre børn, svigerbørn og børnebørn trækkes rundt i manegen på diktatorisk og manipulatorisk vis. Hun er nærmest dæmonisk beskrevet og får en voldsom indflydelse på alle i familien. Det er hendes 80 års fødselsdag, Michael er på vej til i Frederikshavn, og den der sætter gang i hans erkendelse af, hvorfor han er, som han er. Det er en noget mere afklaret person, der når Frederikshavn.
Slutningen står åben. Konfronterer han ved fødselsdagsfesten familien med sine tanker, eller tager han blot toget tilbage, klogere på sig selv?
Der er mange gode iagttagelser af 70’ernes provinsdanmark og de voksnes facadespil, der giver stof til eftertanke om, hvad der gør os til de mennesker, vi er. Og så er der humor på trods af de mange dystre hændelser.
Michael Teschl er sanger og komponist, har vundet det danske melodi grand prix, har været Big Brother-deltager og er nu også forfatter og foredragsholder.
Lindhardt og Ringhof, 2003. 264 sider. Kr 249,-
Brugernes anmeldelser