Den anden Bennet søster

Mary Bennet får sin egen stemme i charmerende og autentisk roman, der digter videre på karakterer fra Stolthed og fordom.

I Jane Austens Stolthed og Fordom er det primært de ældste og de yngste døtre i familien Bennet, der stjæler billedet med charme, skønhed og livlighed. Men hvad med den midterste søster? Den klaverspillende læsehest med briller, der oftest går i et med tapetet. I ’Den anden Bennet søster’ får Mary Bennet taletid, og hvor er det dog dejligt at høre hendes stemme.

Janice Hadlow har gennem flere år arbejdet for BBC, men sprang i 2014 ud som forfatter. ’Den anden Bennet søster’ er hendes anden bog, og nu er den landet og oversat til dansk. Hun har her formået at fange den rette engelske 1800-tals stil, autencitet og atmosfære, og det er en fornøjelse at møde de kendte karakterer fra en lidt anden vinkel.

Den emsige Mrs. Bennet tildeles ikke yderligere forsonende træk, hun er aldeles tanketom og til tider brutalt usympatisk i sin jagt på ægtemænd til døtrene. Mr. Bennet syner noget mere resigneret og mindre humoristisk end oprindeligt, men til gengæld har forfatteren et blødt punkt for Mr. Collins, hvilket giver et interessant nyt syn på den selvgode præst, der er retmæssig arving til Bennet-familiens gods Longbourn.

Historien starter, da Mary er barn og en mere integreret del af søskendeflokken, inden hun begynder at opdage omgivelsernes syn på hende kontra hendes søstre, der alle har vundet i skønhedens eller charmens lotteri. I Mrs. Bennets øjne er skønhed i særdeles høj kurs, når man er lavadel uden en mandlig arving. Størstedelen af historien foregår dog i tiden efter 'Stolthed og fordom', selvom vi også får nogle nedslag i velkendte scener: Janes tur i uvejr på hesteryg til Netherfield, hvor bagtanken var, at hun skulle blive så våd, at de ville tilbyde hende et længere ophold. Marys syn på Elizabeth Bennets ret uforklarlige fascination af Mr. Darcy, inden søsteren selv erkender den, samt Mr. Collins besøg og forgæves forsøg på at indynde sig hos Bennet-døtrene, hvor Mary er klar, men slet ikke i hans synsfelt. Og ikke mindst den sociale sammenkomst, hvor Mary spiller klaver og må stoppes af sin far. Den scene får stor betydning for Marys senere liv og hendes forhold til storesøsteren Elizabeth.

Trods en sine steder lidt kluntet oversættelse er sproget drevet af velartikulerede replikskifter helt i Jane Austens ånd, men man kan godt mangle lidt af det sprudlende og humoristiske, da stemningen kan føles noget tung. Det er dog ikke nogen decideret anke og ikke noget, der skæmmer historien. For nu er det jo Marys noget mere alvorsfulde sind, vi bliver lukket ind i, og her passer den alvorlige tone fint. Mary undergår løbende en forandring i både fysisk og psykisk forstand og replikskifterne ligeså, og jeg tør godt indgyde læseren håb om en lykkelig slutning for vores sympatiske heltinde.