De syltede børn

Et post-dystopisk samfund, førstegenerations vanskabninger og en kvinde født uden kropsåbninger begæret af mænd. En særpræget, poetisk fortælling stærkt illustreret af Dorte Karrebæk.

Forlaget Jensen & Dalgaard har igen begået en helt særlig udgivelse i en speciel indpakning, der vækker nysgerrigheden. En grønlig papkassette hvorfra en rapportlignende bog glider ud med et suk, som om det netop er, hvad den har ventet på. Titlen ’De syltede børn’ er påklistret med et mærkat, som lige så godt kunne sidde på en syltekrukke, og den vækker undren og et lettere ubehag. Og det er der god grund til, for bogen er en dyster beretning fra indbyggerne i et efterkrigssamfund fyldt med første- og andengenerations vanskabninger. Lam med to hoveder, gæs med tre ben og menneskelige vanskabninger, der har overlevet fødslen. Den unormale krop er blevet det normale. Den unge kvinde Lidia er undtagelsen, hun kan hverken høre, se eller lugte og med sin perfekte smukke krop vækker hun mændenes begær.

Det er virkelig en speciel historie, som prikker til læserens følelser af afsky og samtidig en tiltrækning efter at læse mere i denne dystre fortælling, som også indbefatter en gal videnskabsmand, en abe og i sidste ende en gravid Lidia. Det er svært at forklare, hvad jeg egentlig synes om ’De syltede børn’ og hvilket statement bogen har. Er det en allegori, en illustreret horror-fortælling eller en dystopi? Her tror jeg, at det må være op til læseren selv at bedømme og tolke dette værk, som er oplagt til flere mulige læsninger og altså ikke kun indeholder én rigtig fortolkning. Teksten er på vers og særlige udsagn trykt i forskellige farver, der smukt matcher Karrebæks illustrationer. Sproget er ligefremt og bekrivende, og jeg forestiller mig, at en oplæsning vil bringe nye sprogtoner frem i fortællingen.

’De syltede børn’ er en bog, der skal sanses og mærkes – ikke blot for dens flotte indpakning men også for dens helt særlige indhold, der nok skal vække forundring og en blomstrende fantasi hos sin læser.