Bog

Carry on

Af (
2016
)

Anmeldelse

Carry on af Rainbow Rowell

07 sep.16

Magien udebliver i Harry Potter fanfiction, men forfatteren tager stikket hjem på det, hun er god til at fortælle om: unge forelskelser, problemer, skæve hændelser og venskaber.

Det her er en lidt sjov bog, fordi den er en del af handlingen i Rainbow Rowells roman ’Fangirl’, som udkom tidligere i år. Så at sige er det bogen i bogen, for ’Carry on’ er den fanfiction som de to søstre Cath og Wren fra ’Fangirl’ sammen har skrevet gennem deres opvækst. Sidst i denne bog fortæller forfatteren, at hun ikke kunne slippe ’Carry on’ universet, men simpelthen var nød til at skrive bogen færdig som en selvstændig roman. Handlingen er bygget op om drengene Simon og Baz og de to piger Penelope og Agatha, som alle går på sidste år på troldmandsskolen Watford. Simon rummer hidtil usete magiske kræfter, men har problemer med at udfolde dem i kampen mod Den Snigende Monotoni. Der er ingen tvivl om, at det er Harry Potter fanfiction vendt på hovedet med karaktererne i helt nye og usete roller.

I starten var det voldsomt svært at undlade at sammenligne med Harry Potter verdenen og Rowlings skrivestil, hvilket gik en del ud over læseoplevelsen. Jeg kunne simpelthen ikke abstrahere fra, at det her var en ny verden med nye regler for alt. Nogle og 50 sider inde i handlingen begyndte rammerne dog at falde på plads, og jeg fandt mig tilrette med bogens udformning. Rainbow Rowell er en fantastisk dygtig ungdomsforfatter, som virkelig kan fange følelsen af det at være ung, snart voksen, og alle de kejtede situationer, hvor personerne langsomt finder ud af at stå ved, hvem de er - også når livet ikke viser sig fra sin lykkeligste side. Og det var præcis i den form, jeg fandt Rowells ægte magi og ikke i hverken trylleformularer, magiske væsner, drager eller vampyrer.

Rowell har styr på sine dialoger, som hun strør ud med kærlig hånd. De skiftende synsvinkler sætter skub i handlingen, hvor den magiske verden kommer til kort. Men jeg synes, det er et sjovt eksperiment, for der er visse ting fra Harry Potter som twistes med et smil på læben, og det giver en spændende ny vinkel på Harry Potter – for hvad nu hvis…?

Det skal selvfølgelig siges at ’Carry on’ er helt sin egen, og at man på et tidspunkt glemmer, at det er fanfiction. Simons og Bazs forhold er fantastisk bekrevet, og jeg blev vild med Baz! Han er klart den mest spændende karakter med mange lag i sin personlighed. Kunne historien om Simon og Baz være skrevet i et andet set up i en helt almindelig verden? Klart ja, men det tricky er, at i ’Carry on’ er der netop masser af normalitet, så selv om man er verdens største troldmand, kan man altså godt være både bøvet og teenageragtig.

Bogdetaljer

Secondary title
historien om Simon Snows storhed og fald
Forlag
Gyldendal
Oversætter
Betty Frank Simonsen
Faustnummer
52557089
ISBN
9788702197174
Antal sider
515

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer