Bybilleder. Kunstnernes og forfatternes København

En smuk og poetisk bog, der i tekst og billeder skildrer København, som forfattere og kunstnere har set hovedstaden gennem mere end tre århundreder.

’Bybilleder’ kan i sin helhed læses som en dannelsesrejse gennem Københavns litterære- og kunstneriske historie gennem ca. 250 år, men den kan også læses som et essayistisk værk. Gennem punktnedslag begyndende med Johannes Ewalds digt Rungsteds lyksaligheder, ’En ode’ (1773-1775) og sluttende med Asta Olivia Nordenhofs digt Uden titel (2013) får læseren et enestående indblik i Københavns betydning for såvel digtere som billedkunstnere. Den litterære rejse er helt kronologisk, mens de malerier, tegninger og fotos, der ledsager de litterære tekster, i mange tilfælde er fra en helt anden tid, men tematisk understøtter den litteratære tekst.

Som bogens forfattere nævner i forordet, kunne der være foretaget helt andre valg, og som læser leder man måske forgæves efter en forfatter eller et billede, som man synes, burde have været repræsenteret. Jeg ledte således forgæves efter københavnerkrimiforfatteren Jesper Stein. De 75 skønlitterære tekster, der er sammenstillet med samme antal kunstværker, er dog forfatternes suveræne valg.

Bo Tao Michaëlis kalder Ewald for den første københavnerdigter, skønt han måtte udenfor byen for at skrive sin lyrik. København bliver beskrevet både som byen indenfor voldene og de områder, borgerskabet i tidligere tider søgte ud til i deres fritid: Rungsted, Dyrehaven, Furesøen. At København langt op i tiden var byen indenfor voldene, viser fx Christian Købkes maleri ’Portræt af Østerbro i morgenbelysning’ (1836). Det idyllierende billede af byen afløses, efterhånden som København vokser, af mere realisme. Når vi kommer frem til 1960-erne begynder forstæderne, der et par århundreder tidligere havde været som et fjernt land, at blive opfattet som hørende til København. Carsten Jensens ’Ballade i Ballerup – nu med graffiti’ og Per Højholts ’Brøndbysøster som åndelig legemsdel’ har således fundet plads i bogen, ligesom slumromantikken er repræsenteret med Thøger Olesens dansktop hit ’Bli’ væk fra vort kvarter’ (1970). Teksten blev som bekendt sunget af Peter Belli. Teksten er ledsaget af Erik Hagens maleri ’Sommer i den sorte firkant’ (1975).

Bogen rummer mange af de forfattere, som jeg opfatter som ægte københavnerforfattere: Tove Ditlevsen, Dan Turèll, Michael Strunge, F.P. Jac og Søren Ulrik Thomsen, men også mere overraskende valg som Jeppe Aakjær, vores danske hollywoodstjerne Viggo Mortensen og Hans Kongelige Højhed Prins Henrik har fundet vej til bogen. Mange af de billedkunstnere, der er repræsenteret, er ligesom forfatterne de oplagte valg, de store navne, man forbinder med København: Eckersberg, Købke, Hammershøj, men der er også blevet plads til mere ukendte kunstnere.

Bogen viser, hvordan København er blevet befolket af mennesker fra hele Danmark, og hvordan flere og flere er søgt mod byen i tre århundreder, som bogen beskriver. Det er en genial ide, at lade en litterat og en kunsthistoriker skrive bogen sammen, og der er kommet en meget smuk bog ud af samarbejdet. Det er en bog, som man ikke sådan lige bliver færdig med. Man får et glimrende overblik over dansk kulturhistorie, hvis man læser den fra ende til anden, men at læse den i bidder, er nu heller ikke nogen dårlig ide. Det er en coffee table book, når den er bedst.