Bogen, der ikke kunne lide børn af Christine Naumann-Villemin

Hvad mener billedbøger i virkeligheden om os mennesker? Kan de godt lide at blive tegnet i og få rykket sider løse? Er det i grunden ikke det hele værd, mod at blive sovet med, krammet og elsket?

Bogen, der fortæller historien, elsker sit liv i det store glasskab sammen med sine venner i fred og ro - Et dejligt liv uden nogen overraskelser. Bogen er lidt gammeldags, også i måden den tænker på. Men en dag bliver den taget ud af skabet af en kvinde og givet hendes søn med ordene: ”Vær så god. Denne bog har fulgt mig siden min barndom. Tag den med dig, og hav den altid ved din side.”

Drengen siger, at han ikke er så glad for at læse! Det er bogen faktisk ret tilfreds med, da den kun vil dele sine hemmeligheder med ganske få og ikke sådan en uopdragen dreng. Desuden kan den slet ikke lide børn. De er beskidte og ikke forsigtige. Den lille dreng tager den gamle bog med sig, hvor end han går, og pludseligt tillader bogen, at han læser både rimene og alle de fortrolige fortællinger, også at han springer over nogle svære passager. Sammen tager de to på rejse ind i hjertekulen, hvor sorg og savn bor, men også ud i verden, hvor andre bøger, eventyr og de smukkeste ord bor.

’Bogen, der IKKE KUNNE LIDE børn’ er en fin og vigtig fortælling om et barns rejse mod fortroligheden i bøgernes verden. Det er også en historie om, hvordan bøger kan være medvirkende til at sætte ord på svære og store følelser samt åbne døre til nye og ukendte verdener. Bogen behandler ømhed og omsorg, men også at elske, når nogen åbner sig op for en.

Det er ikke første gang, at forfatter Christine Naumann-Villemin er oversat, men det er første gang, at hun samarbejder med illustrator Laurent Simon, hvis skønne billeder i glade, stærke farver med det eventyrlige indhold lokker de fleste indenfor.

I samme stil er også billedbøgerne ’Bogen der manglede en læser’ og ’Den fantastiske bogslugerdreng’.