Bog

Børnene på Hidden Valley Road

Af (
2023
)

Anmeldelse

Børnene på Hidden Valley Road

01 maj.23

Gribende journalistisk rekonstruktion af historien om storfamilien fra Colorado Springs, der kæmpede mod deres dæmoner.

Don og Mimi Galvin levede et tilsyneladende forbilledligt liv med deres 12 børn, men virkeligheden var en ganske anden i familien, hvor halvdelen af børnene udviklede skizofreni.

Don Galvin blev kåret til "Årets Far" i 1965 af en lokal borgergruppe, og hans hustru Mimi syede selv børnenes tøj, styrede hele flokken som små soldater og holdt huset fuldstændig perfekt. De havde desuden falkeopdræt, som børnene var en stor del af.

Parrets børn var meget forskellige; Donald, som var ældst, havde arvet sin fars gode udseende og karisma, nummer to i rækken, Jim, var ret vild, nummer tre, John, var meget musikalsk, dog ikke i en grad som nummer fire, vidunderet Brian. Nummer fem, Michael, var den følsomme, nummer seks, Richard, var matematisk anlagt, Joe, som var nummer syv, havde talent for fonetik, nummer otte, Mark, kunne slå alle i skak, nummer ni, Matthew, var meget kreativ, og den tiende søn, Peter, var både musikalsk samt ekstremt kærlig overfor alle i sin familie.

De to yngste i flokken var pigerne Margaret og Mary, der var meget pligtopfyldende og gik nærmest i ét med tapetet for ikke at blive genstand for deres brødres opmærksomhed. Donald var den første af børnene, som viste en neurotisk adfærd, der hurtigt eskalerende og gjorde, at han blev indlagt adskillige gange. Én efter én oplevedes de samme symptomer hos fem af hans ni brødre. Jim, den næstældste, snød sygdommen i længere tid end sin storebror, men også både Brian, Joe, Matt og den yngste af drengene, Peter, udviklede skizofreni.

’Hidden Valley Road’ er mere end en blot en fortælling om fortvivlelse og sygdom. Nogle af kapitlerne er skrevet som et medicinsk mysterium, hvor læger og videnskabsmænd forsøger at forstå sygdommen, og det er ydermere en fortælling om utænkelige behandlinger. Nogle af kapitlerne fortæller Margaret og Marys historier, og det er på mange måder de mest hjerteskærende, fordi de begge oplevede, at en ældre bror udsatte dem for gentagne voldtægter.

Robert Kolker fortæller historien om familien med stor medfølelse og graver sig ind i den enkelte brors særlige vrangforestillinger, mens han fortæller om familiens stadig mere desperate søgen efter hjælp.

Mødet med psykiater Lynn DeLisi, som var forud for sin tid, forandrede deres liv. Psykiateren var overbevist om, at skizofreni i stor udstrækning var en genetisk sygdom, og familien begyndte nu at lade sig teste. Mimi, matriarken, reflekterer mod slutningen over det, der næsten opslugte hende og alle, hun elskede. ”… jeg var knust (...) For jeg troede jo, jeg var sådan en god mor”.

'Børnene på Hidden Valley Road' er en historie om virkelige mennesker og en påmindelse om, at der er mange flere historier som denne. Man mærker forfatterens intelligente medfølelse, når han udfolder de enkelte karakterers personlige og angstfyldte livshistorie. Der er meget sorg i bogen, men Robert Kolker afslutter alligevel bogen med en form for håb.

Bogdetaljer

Forlag
Svane & Bilgrav
Oversætter
Morten Viby
Faustnummer
135614866
ISBN
9788794301114
Antal sider
405

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer