Blodlægen

Victoriansk gyser, der med nervepirrende langsommelighed afdækker den uhyggelige hemmelighed, som Martins oldefar hele livet har forsøgt at skjule.

Det handler om blod - både i bogstavelig og overført betydning - om arv og gener og i særdeleshed om blødersygdommen hæmofili. En sygdom, der som oftest rammer drenge, men som kvinder er bærere af, og som ikke kunne kureres i victoriatiden.

Martin Nanther er biografiforfatter og den 4. Lord Nanther med en fast, arvet plads i Overhuset. Adelstitlen har han efter sin oldefar, der var Dronning Victorias livlæge. Han forskede i og var meget optaget af hæmofili - blødersygdommen, som flere af den royale familie led af.

Martin er netop i færd med at researche oldefaderens liv, fordi han vil skrive en biografi om ham. Oldefaderen har efterladt et omfattende skriftligt materiale og en masse dagbøger om sin faglige karriere, men der er stort set ikke noget af betydning om hans privatliv. Hvilke grufulde hemmeligheder var det, som oldefaderen for enhver pris ville skjule ?

Det forsøger Martin at finde ud af, men samtidig har han problemer i sit privatliv. Han er gift for anden gang, og hans nye kone ønsker sig brændende et barn, men aborterer den ene gang efter den anden. For Martin er det ikke så altafgørende at få et barn, da han har en voksen søn fra sit første ægteskab.

Historien om familiehemmelighederne afdækkes uendelig langsomt, men forfatterens sans for at skabe interessante personer og et godt plot fornægter sig ikke, og som læser bliver man uvægerligt fanget ind af den snigende uhygge.

Romanen når dog ikke op på højde med f.eks. "Græshoppen" og "Skorstensfejerens dreng", der er mine personlige favoritter, men den er bestemt værd at læse.

Oversat af Claus Bech. Gyldendal, 2004. 444 sider. Kr 298,-