Bog

Blodets bånd

Af (
2020
)

Anmeldelse

Blodets bånd

30 okt.20

Endnu en hæsblæsende og spændende krimi med den formidable og ødelagte Kim Stone i hovedrollen.

Denne gang handler krimidelen om flere tilsyneladende tilfældige mennesker, der bliver myrdet med et enkelt knivstik, og da der ikke umiddelbart er nogen forbindelses mellem ofrene, løber Kim Stone og hendes team ind i problemer med opklaringen. Først da det alligevel viser sig, at der findes en sammenhæng, kommer der for alvor gang i opklaringsarbejdet, og forhåbentlig er det ikke for sent.

Plottet holder som i seriens andre om Kim Stone, men handlingen er knap så grusom som i nogle af de tidligere. Til gengæld er det vigtigt, at man har læst især 'Onde spil', da handlingen herfra på en måde fortsætter i denne bog - i hvert fald den del der handler om Kim Stones personlige forhold og opvækst. Og det er faktisk en væsentlig del af serien og den del, jeg holder mest af. I denne serie er det som om de forskellige krimisager, der afsluttes i hver bog, er baggrund for den egentlige handling, hvor Kim Stone er den altafgørende hovedperson, og man følger hendes opgør med fortidens dæmoner.

Kim Stone har haft den grusomste opvækst, man kan tænke sig, og da truslen fra hendes mor pludselig efter mange år bliver reel på grund af den fængslede sociopat Dr. Alex Thorne, som Kim selv har fået bag tremmer, må hun midt i mord og kidnapninger også tage sig af den situation, så moderen ikke kommer ud og er til fare for Kim og andre. Stone er en fantastisk hovedperson og helt utrolig spændende at følge, men også det øvrige persongalleri i serien består af lutter gode personskildringer, der alle er uundværlige på hver sin måde.

Jeg glæder mig til den næste i serien, der ikke kun er en krimiserie, men også en føljeton om, hvor meget opvækstvilkår og familierelationer betyder for resten af livet og om, hvordan man kan komme videre og leve nogenlunde liv trods meget dårlige odds.

Bogdetaljer

Forlag
Jentas
Oversætter
Stig W. Jørgensen
Faustnummer
48857957
ISBN
9788742603819
Antal sider
365

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer