Asta Nielsen fortæller

Ti fuldkommen fantastiske erindringsnoveller og to kronikker fra Die Astas velsmurte og skarpe pen. Kom i godt selskab, når Asta Nielsen fortæller farvestrålende om både stort og småt.

Så har man set det med: Vores alle sammens store Asta Nielsen (Die Asta), der jo som bekendt primært er kendt for at være en af de største stjerner på stumfilmens nu lettere overskyede himmel, besad tilsyneladende flere talenter end de af filmen påkrævede. I hvert fald fór hun i en moden alder i blækhuset, da skuespilleriet for hendes vedkommende var lagt på hylden. Foruden sit erindringsværk Den tiende muse (1945-46) skrev Asta Nielsen blandt andet noveller og kronikker til aviser og ugeblade, og det er blandt disse kortere tekster, John Chr. Jørgensen har udvalgt indholdet til den lille, fine samling Asta Nielsen fortæller.

Novellerne, hvoraf man finder ti her i Asta Nielsen fortæller, er såkaldte erindringsnoveller, hvilket formodentlig betyder, at Asta Nielsen har omformet og modelleret diverse tildragelser, så de er blevet til læseværdige fortællinger i novelleform. Nej, vent - ”Læseværdige” er langt fra fyldestgørende og dækkende i dette tilfælde: De er simpelthen vildt vellykkede, humoristiske, spændende og altså i det hele taget underholdende på flere planer og i en grad, så man (i dette specifikke tilfælde jeg) blev fuldstændig taget med storm!

De tre indledende noveller henter alle deres stof fra Asta Nielsens barndom, der løb af stablen i henholdsvis Malmø og København. Fælles for dem er Asta Nielsens evne til på én gang at fremmane scenarier, som de tog sig ud i børnehøjde, samtidig med at den voksnes analytiske og forklarende blik supplerer fortællingen. Og alle tre er de dybt rørende uden at være rørstrømske.

Herefter følger syv erindringsnoveller fra fruens voksne liv som skuespiller – og bjergvandrer – og disse er forfattet i en overlegen humoristisk tone, der fik denne anmelder til dels spontant at give udtryk for sin begejstring (højlydt latter) og dels til at genlæse nogle af de mest maleriske beskrivelser igen og igen. For eksempel denne om en meget sulten og meget uhøflig herre, Asta Nielsen engang sad til bords med:

”Hans sidemand forsøgte at skaffe sig føde ved en venlig henstilling til ham om at bringe lidt gang i servicet, hvad der ganske overhørtes af den tyggende dansker, så stewarden måtte mobiliseres.” Jeg ELSKER sådant sprogbrug.  

Samlet set må man konstatere, at Asta Nielsen var formidabel til at bruge, beskrive samt lade sig inspirere af de oplevelser og hændelser, hun kom ud for. Hun har haft blik for den gode historie, simpelthen. I den forbindelse sendte jeg flere gange en tanke til Karen Blixen, der ganske vist både er langt mere floromvundet og sofistikeret i sin stil, men som også lod mange af sine oplevelser ligge til grund for senere fantastisk litteratur. Men også Finn Søeborg med sin humoristiske tilgang til det alvorlige må rinde en nutidig læser i hu ved mødet med Asta Nielsens fortællinger.

Der er absolut ingen undskyldning for ikke omgående at læse Asta Nielsen fortæller. Hver af erindringsnovellerne bærer en stor historie fortalt af en både begavet og velformuleret diva. Ja, så har man nemlig set dét med.