Bog

Amdi bliver til

Af (
2022
)

Anmeldelse

Amdi bliver til

22 nov.22

Fremragende biografi er en vigtig brik til forståelsen af det store kulturelle eksperiment, som begyndte med ungdomsoprøret.

Amdi bliver til er lavet i samarbejde mellem journalist og forfatter Rune Skyum-Nielsen og skuespiller Thure Lindhardt, der længe har delt en fascination af Mogens Amdi Petersen.

Rune Skyum-Nielsen har skrevet bogen, mens Thure Lindhardt har stået for at interviewe mange af de nye kilder, som de to har fundet frem til, blandt andet på Ringe-egnen, hvor Mogens Amdi Petersen voksede op.

Rune Skyum-Nielsen har skrevet nogle af de bedste biografier jeg har læst: Nicklas Bendtner - begge sider og Jakob var her - bogen om Ejersbo, og han fortsætter her sin formidable evne til at rulle et liv op på skrift med forsøget på at svare på det helt centrale spørgsmål: Hvorfor og hvordan blev Mogens Amdi Petersen til "Amdi - leder af kulten Tvind"?

Til besvarelsen af det spørgsmål startes i biografien, grundigt og godt tænkt, før Mogens Amdi Petersen fødes, i hans bedsteforældres liv. Særligt Mogens' fars stærke personlighed menes at betyde meget for hans udvikling, og barndommens venner og tiden som spejder gives også plads. Herfra følger ungdommens deltagelse i atommarcher fra Holbæk til København og derfra kollektivet i Odense.

Bogen er spækket med helt utrolige fortællinger, hvoraf mange også fyldte i datidens aviser, og man tænker som læser på, hvordan et enkelt ungdomsliv kan indeholde så meget. I sig selv giver dette en forklaring på datidens fascination af Amdi: Han var fyldt med energi og en utrolig målrettet virkelyst i "det godes" tjeneste.

Undervejs forsøger de to forfattere, at få Amdi til selv at bidrage ved både at forsøge at få foretræde for ham i Tvinds lukkede område i det vestlige Mexico og ved at sende breve til ham, som er trykt i bogen, men forbliver ubesvarede. I brevene appelleres der til, at hans ungdoms naive, altruistiske side, som belyses i denne biografi, har været en vigtig drivkraft.

I slutningen af Amdi bliver til sandsynliggøres det, hvordan paranoiaen så småt begynder at gøre sit indtog i den lille gruppe af unge, som Amdi rejste rundt i verden med og var fyrtårn for.

Amdi bliver til er, sammen med fx Peter Øvig Knudsens Hippie og Blekingegade-banden og Pernille Ipsens Et åbent øjeblik, en vigtig brik til forståelse af den store kulturelle eksperiment, som startede med ungdomsoprøret. Jeg imødeser med spænding den opfølgende bog om den senere del af Amdis liv, som de to forfattere arbejder på.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Faustnummer
62913975
ISBN
9788740074536
Antal sider
415

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer