Blog
Mine gyldne poetiske øjeblikke
I mit personlige begrebsapparat har jeg noget, der hedder ”Gyldne poetiske øjeblikke”. Det er én af den slags ting, der er utroligt svært at forklare for andre. Når jeg alligevel forsøger, kigger de fleste underligt på mig. På trods af det bliver jeg nødt til at forsøge igen – og måske netop her på Litteratursiden, er der nogle, der kan forstå, hvad jeg mener.
Det er øjeblikke, hvor stemninger fra litteraturen pludselig optræder i min egen hverdag og får mig til at blive helt ekstatisk over, hvad litteraturen egentlig formår. Som nu fx i denne weekend, hvor jeg fredag aften kørte med familien mod Skagen. Vi var temmelig alene på motorvejen, og da vi nåede lidt nord for Ålborg holdte vi ind for at få lidt at spise. Det blev rent tilfældig på en meget ensom grill, hvor der ikke var et øje ud over os og så den unge pige, der stod bag disken. Hun betjente mig uden at kigge op og kun med få enstavelsesord. Indtil hun pludselig kiggede op på mig og sagde fuld af forventning i stemmen og på syngende ålborgensisk: ”Nå, skal du så til karneval i aften?” Jeg svarede nej, at vi var på vej til Skagen, hvorpå hun kiggede ned igen og sagde: ”Nå, ok!” Det var alt. Da jeg igen trådte ud på parkeringspladsen, holdt der en anden bil fuld af unge mennesker, som helt sikkert skulle til karneval.
Som sagt er det svært at forklare. Men for mig var det hele stemningen, intetheden, kedsomheden og så den pludselige forventning, som puffede op til overfladen og indikerede, at der skete en hel masse bag pigens tomme udtryk. Det var en total Helle Helle oplevelse! En oplevelse af, at hendes bøger pludselig blev levende for øjnene af mig. Jeg var helt oppe at køre, og min mand kiggede lidt fortabt på mig, og jeg forsøgte at forklare ham, at det var præcis som dengang i Norge, hvor vi holdt stille på en smal bjergvej i en times tid, fordi en flok får ikke havde i sinde at flytte sig. Det var total Thøger Jensen som i hans lille miniroman ”Serpentine”.
For mig er den slags øjeblikke magiske og gør mig lykkelig indeni. Det er svært at forklare, men det er noget med, at det føles godt, når litteraturen bliver levende og smelter sammen med virkeligheden. Min egen virkelighed. Og jeg glæder mig til at opdage de gyldne poetiske øjeblikke, som ligger og venter på mig ude i virkeligheden.
I mit personlige begrebsapparat har jeg noget, der hedder ”Gyldne poetiske øjeblikke”. Det er én af den slags ting, der er utroligt svært at forklare for andre. Når jeg alligevel forsøger, kigger de fleste underligt på mig. På trods af det bliver jeg nødt til at forsøge igen – og måske netop her på Litteratursiden, er der nogle, der kan forstå, hvad jeg mener.
Det er øjeblikke, hvor stemninger fra litteraturen pludselig optræder i min egen hverdag og får mig til at blive helt ekstatisk over, hvad litteraturen egentlig formår. Som nu fx i denne weekend, hvor jeg fredag aften kørte med familien mod Skagen. Vi var temmelig alene på motorvejen, og da vi nåede lidt nord for Ålborg holdte vi ind for at få lidt at spise. Det blev rent tilfældig på en meget ensom grill, hvor der ikke var et øje ud over os og så den unge pige, der stod bag disken. Hun betjente mig uden at kigge op og kun med få enstavelsesord. Indtil hun pludselig kiggede op på mig og sagde fuld af forventning i stemmen og på syngende ålborgensisk: ”Nå, skal du så til karneval i aften?” Jeg svarede nej, at vi var på vej til Skagen, hvorpå hun kiggede ned igen og sagde: ”Nå, ok!” Det var alt. Da jeg igen trådte ud på parkeringspladsen, holdt der en anden bil fuld af unge mennesker, som helt sikkert skulle til karneval.
Som sagt er det svært at forklare. Men for mig var det hele stemningen, intetheden, kedsomheden og så den pludselige forventning, som puffede op til overfladen og indikerede, at der skete en hel masse bag pigens tomme udtryk. Det var en total Helle Helle oplevelse! En oplevelse af, at hendes bøger pludselig blev levende for øjnene af mig. Jeg var helt oppe at køre, og min mand kiggede lidt fortabt på mig, og jeg forsøgte at forklare ham, at det var præcis som dengang i Norge, hvor vi holdt stille på en smal bjergvej i en times tid, fordi en flok får ikke havde i sinde at flytte sig. Det var total Thøger Jensen som i hans lille miniroman ”Serpentine”.
For mig er den slags øjeblikke magiske og gør mig lykkelig indeni. Det er svært at forklare, men det er noget med, at det føles godt, når litteraturen bliver levende og smelter sammen med virkeligheden. Min egen virkelighed. Og jeg glæder mig til at opdage de gyldne poetiske øjeblikke, som ligger og venter på mig ude i virkeligheden.
Kommentarer