Blog
Back to basics på fremtidens biblioteker
Den litterære formidling skal tilbage i rampelyset på fremtidens bibliotek, for lige netop skønlitteraturen rummer et potentiale, som bibliotekerne gør klogt i at benytte sig af.
Hvordan står det til med den skønlitterære formidling på landets biblioteker, som stadig er en af biblioteket kernefunktioner og måske netop også en af de funktioner, som er værd at satse på nu og i fremtiden, hvor kommercielle aktører (såvel som bibliotekerne selv) og digitale medier gør det muligt at søge, finde og erhverve materialer selv – helt uden hjælp fra en bibliotekar? Når alle er udlært i selvbetjeningen, er der vel ikke noget tilbage at lave for en bibliotekar, kunne man polemisk spørge? Jo, så er der jo netop tid til for alvor at sætte fokus på formidlingen af indholdet, for lige præcis det, gør bibliotekerne specielle i forhold til Bilkas bogafdeling og nettjenester som Saxo og Netflix.
Den faglige, kompetente formidling, som udvider læseoplevelser, præsenterer folk for det uventede, sætter tanker i gang og rykker faste forestillinger er det, man ikke kan finde andre steder end på biblioteket og lige netop det, skal bibliotekerne ikke gå stille med dørene med. Det skal skrives med neon, råbes fra tage og hviskes på gadehjørner og i det hele taget tilbage i rampelyset på bibliotekerne – for ja, biblioteker har noget med bøger at gøre – hvad enten det er fysiske eller digitale. Det skal bibliotekerne være stolte af og udnytte potentialet i.
Når jeg møder og taler med bibliotekarer og litteraturkonsulenter ved landets biblioteker er der ingen tvivl om, at entusiasmen, lysten og viljen til at formidle litteratur er tårnhøj. Og laver man et hurtigt kig på fx de mange arrangementsprogrammer, som er kommet på gaden i det nye år, er der heller ingen tvivl om, at alle de gode intententioner får afløb i en lang række spændende litterære arrangementer, hvor der er blevet plads til både de sikre publikumsmagneter såvel som de nye, de skæve og de klassiske forfatterskaber.
Men samtidig er der ingen tvivl om, at disse tiltag er under pres fra alt det andet, som et bibliotek også skal kunne i dag, som fx oplæring af borgere i digitale løsninger og offentlig selvbetjening samt fra alle de ting, biblioteket også skal være i fremtiden. For visioner kommer ofte til kun at handle om alt det nye.
Den aktuelle formidling på bibliotekerne
I de nye arrangementsprogrammer er det tydeligt, at mange satser på de populære og aktuelle forfattere, som sælger billetter. Det gælder forfattere som Erling Jepsen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Sissel –Jo Gazan, Hassan Preisler og Kasper Colling Nielsen, som er en god blanding af de sikre fuldtræffere, og nye navne, som har fået stor omtale og skiller sig ud fra mængden. Men så er der også nogle arrangementer med mindre kendte, gode forfattere som fx Morten Søndergaard, Eva Tind, Hans Otto Jørgensen og Tine Enger samt arrangementer om 80’er lyrik og litterær salon om Hemmingway. Arrangementer, som ikke umiddelbart sælger sig selv lige så nemt som de først nævnte, men som viser, at nogle biblioteker også tør satse og tage formidlerrollen på sig – og måske kommer der ikke lige så mange til arrangementer med dem, som med de store kanoner. Men er det så vigtigt, hvis dem, der deltager i de smallere arrangementer får en lige så stor oplevelse og måske oven i købet en oplevelse af, at biblioteket har gjort en indsats for at formidle indholdet. Det vigtigste må netop være, at vi på bibliotekerne kan møde både den populære litteratur, den smalle, den lokale og det store lag af gode forfattere, som bare ikke er slået igennem i medierne. Nogle gange kræver det en større formidlingsindsats og et mindre lokale end en hel sal, men det skal der også være plads til og mulighed for - og også gerne i endnu højere grad end i dag.
Ildsjæle kan ikke bære opgave alene
Så formidlingen af skønlitteraturen er i fokus mange steder og der bliver både satset og eksperimenteret med både form og indhold, men når man taler om fremtidens bibliotek, tror jeg, at det er vigtigt, at den skønlitterære formidling kommer endnu mere frem i rampelyset og får endnu mere plads på bibliotekerne, end den allerede har. For det visionære ligger ikke altid i det nye og uudforskede, men også i udviklingen af det, der allerede er. Det er derfor vigtigt, at litteraturformidlingen ikke kun er båret at entusiastiske ildsjæle, men at den også bliver sat på dagsordenen på lederplan. For jeg tror, at lige præcis skønlitteraturen kan være med til at udvikle os som mennesker, den kan give os tid til fordybelse, ro og meningsfulde samtaler. Det er på biblioteket, at disse meningsfulde møder finder sted og litteraturen er et godt udgangspunkt for netop samtaler og møder, der giver mening. Det kan godt være, at det lyder gammeldags med en litterære salon om Hemmingway eller en forfatterdialog med en debutant – men det er gammeldags på den gode, udviklende måde!
Den litterære formidling skal tilbage i rampelyset på fremtidens bibliotek, for lige netop skønlitteraturen rummer et potentiale, som bibliotekerne gør klogt i at benytte sig af.
Hvordan står det til med den skønlitterære formidling på landets biblioteker, som stadig er en af biblioteket kernefunktioner og måske netop også en af de funktioner, som er værd at satse på nu og i fremtiden, hvor kommercielle aktører (såvel som bibliotekerne selv) og digitale medier gør det muligt at søge, finde og erhverve materialer selv – helt uden hjælp fra en bibliotekar? Når alle er udlært i selvbetjeningen, er der vel ikke noget tilbage at lave for en bibliotekar, kunne man polemisk spørge? Jo, så er der jo netop tid til for alvor at sætte fokus på formidlingen af indholdet, for lige præcis det, gør bibliotekerne specielle i forhold til Bilkas bogafdeling og nettjenester som Saxo og Netflix.
Den faglige, kompetente formidling, som udvider læseoplevelser, præsenterer folk for det uventede, sætter tanker i gang og rykker faste forestillinger er det, man ikke kan finde andre steder end på biblioteket og lige netop det, skal bibliotekerne ikke gå stille med dørene med. Det skal skrives med neon, råbes fra tage og hviskes på gadehjørner og i det hele taget tilbage i rampelyset på bibliotekerne – for ja, biblioteker har noget med bøger at gøre – hvad enten det er fysiske eller digitale. Det skal bibliotekerne være stolte af og udnytte potentialet i.
Når jeg møder og taler med bibliotekarer og litteraturkonsulenter ved landets biblioteker er der ingen tvivl om, at entusiasmen, lysten og viljen til at formidle litteratur er tårnhøj. Og laver man et hurtigt kig på fx de mange arrangementsprogrammer, som er kommet på gaden i det nye år, er der heller ingen tvivl om, at alle de gode intententioner får afløb i en lang række spændende litterære arrangementer, hvor der er blevet plads til både de sikre publikumsmagneter såvel som de nye, de skæve og de klassiske forfatterskaber.
Men samtidig er der ingen tvivl om, at disse tiltag er under pres fra alt det andet, som et bibliotek også skal kunne i dag, som fx oplæring af borgere i digitale løsninger og offentlig selvbetjening samt fra alle de ting, biblioteket også skal være i fremtiden. For visioner kommer ofte til kun at handle om alt det nye.
Den aktuelle formidling på bibliotekerne
I de nye arrangementsprogrammer er det tydeligt, at mange satser på de populære og aktuelle forfattere, som sælger billetter. Det gælder forfattere som Erling Jepsen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Sissel –Jo Gazan, Hassan Preisler og Kasper Colling Nielsen, som er en god blanding af de sikre fuldtræffere, og nye navne, som har fået stor omtale og skiller sig ud fra mængden. Men så er der også nogle arrangementer med mindre kendte, gode forfattere som fx Morten Søndergaard, Eva Tind, Hans Otto Jørgensen og Tine Enger samt arrangementer om 80’er lyrik og litterær salon om Hemmingway. Arrangementer, som ikke umiddelbart sælger sig selv lige så nemt som de først nævnte, men som viser, at nogle biblioteker også tør satse og tage formidlerrollen på sig – og måske kommer der ikke lige så mange til arrangementer med dem, som med de store kanoner. Men er det så vigtigt, hvis dem, der deltager i de smallere arrangementer får en lige så stor oplevelse og måske oven i købet en oplevelse af, at biblioteket har gjort en indsats for at formidle indholdet. Det vigtigste må netop være, at vi på bibliotekerne kan møde både den populære litteratur, den smalle, den lokale og det store lag af gode forfattere, som bare ikke er slået igennem i medierne. Nogle gange kræver det en større formidlingsindsats og et mindre lokale end en hel sal, men det skal der også være plads til og mulighed for - og også gerne i endnu højere grad end i dag.
Ildsjæle kan ikke bære opgave alene
Så formidlingen af skønlitteraturen er i fokus mange steder og der bliver både satset og eksperimenteret med både form og indhold, men når man taler om fremtidens bibliotek, tror jeg, at det er vigtigt, at den skønlitterære formidling kommer endnu mere frem i rampelyset og får endnu mere plads på bibliotekerne, end den allerede har. For det visionære ligger ikke altid i det nye og uudforskede, men også i udviklingen af det, der allerede er. Det er derfor vigtigt, at litteraturformidlingen ikke kun er båret at entusiastiske ildsjæle, men at den også bliver sat på dagsordenen på lederplan. For jeg tror, at lige præcis skønlitteraturen kan være med til at udvikle os som mennesker, den kan give os tid til fordybelse, ro og meningsfulde samtaler. Det er på biblioteket, at disse meningsfulde møder finder sted og litteraturen er et godt udgangspunkt for netop samtaler og møder, der giver mening. Det kan godt være, at det lyder gammeldags med en litterære salon om Hemmingway eller en forfatterdialog med en debutant – men det er gammeldags på den gode, udviklende måde!
Kommentarer