Blog
Hvorfor skal det være så surt?
Som dreng læste jeg rigtig mange bøger. Kim bøgerne, Jan-bøgerne, Alfred Hitchcook og de tre detektiver - plus en masse andre. Men på et tidspunkt gik der lidt stilstand i læsningen, og det var først da en engageret bibliotekar gav mig to gode bøger i hånden, da jeg var i praktik på et folkebibliotek, at jeg genfandt lysten til at læse. Jeg genfandt barndommens læseglæde, som jeg mere eller mindre mistede i de store klasser i folkeskolen. Og måske det har noget at gøre med den tilgang til skønlitteraturen, som jeg mødte i skoleårerne.
For jeg har aldrig forstået den der trang til at sætte litteratur og bøger på en formel. Aktantmodel, marxistisk analyse, modernsistisk analyse osv.....Det er alt samment fint nok, og jeg skal ikke nedgøre forsøgene på at forstå og analysere litteratur. Jeg må bare konstatere, at ofte kan den analytiske tilgang til litteratur virke som en hæmsko på glæden ved at læse. For måske jeg ikke har forstået teksten rigtigt, måske jeg ikke er klog nok til den her bog, - Ja, måske litteratur slet ikke er noget for mig, fordi det skal analyseres, og det kan jeg ikke finde ud af.
Husker selv i min skoletid, hvordan det at læse et digt, hurtigt blev til at løse en rebus. Der skulle tælles stavelser og bogstaver. Rim skulle kontrolleres og temaer skulle fastslåes. Men ingen snakkede om glæden ved digtet.
I dag stiller jeg først og fremmest det krav til en bog, at jeg vil have lov til at læse den på mine betingelser. Ingen skal bestemme, hvordan jeg læser den, og ingen skal bestemme, hvad jeg får ud af den. Jeg er åben over for andre læseres meninger, ja faktisk beriger det min læsning rigtigt meget, hvis andre giver deres besyv med.
Men de kan aldrig tage min helt specielle oplevelse ved bogen væk fra mig.
Som dreng læste jeg rigtig mange bøger. Kim bøgerne, Jan-bøgerne, Alfred Hitchcook og de tre detektiver - plus en masse andre. Men på et tidspunkt gik der lidt stilstand i læsningen, og det var først da en engageret bibliotekar gav mig to gode bøger i hånden, da jeg var i praktik på et folkebibliotek, at jeg genfandt lysten til at læse. Jeg genfandt barndommens læseglæde, som jeg mere eller mindre mistede i de store klasser i folkeskolen. Og måske det har noget at gøre med den tilgang til skønlitteraturen, som jeg mødte i skoleårerne.
For jeg har aldrig forstået den der trang til at sætte litteratur og bøger på en formel. Aktantmodel, marxistisk analyse, modernsistisk analyse osv.....Det er alt samment fint nok, og jeg skal ikke nedgøre forsøgene på at forstå og analysere litteratur. Jeg må bare konstatere, at ofte kan den analytiske tilgang til litteratur virke som en hæmsko på glæden ved at læse. For måske jeg ikke har forstået teksten rigtigt, måske jeg ikke er klog nok til den her bog, - Ja, måske litteratur slet ikke er noget for mig, fordi det skal analyseres, og det kan jeg ikke finde ud af.
Husker selv i min skoletid, hvordan det at læse et digt, hurtigt blev til at løse en rebus. Der skulle tælles stavelser og bogstaver. Rim skulle kontrolleres og temaer skulle fastslåes. Men ingen snakkede om glæden ved digtet.
I dag stiller jeg først og fremmest det krav til en bog, at jeg vil have lov til at læse den på mine betingelser. Ingen skal bestemme, hvordan jeg læser den, og ingen skal bestemme, hvad jeg får ud af den. Jeg er åben over for andre læseres meninger, ja faktisk beriger det min læsning rigtigt meget, hvis andre giver deres besyv med.
Men de kan aldrig tage min helt specielle oplevelse ved bogen væk fra mig.
Kommentarer