Blog
Korrektur.
Nej, nu går den ikke længere! To uger uden at skrive en linje. Det svarer til fjorten dage uden opiater for en junkie. Og jeg ved hvad jeg taler om.
Det er en gensidigt selvophævende disciplin, dette at blogge. For når man har noget at skrive om, har man ikke tid til at skrive det, og når man har tid, er det svært at finde stof til at fylde en blog. Jeg har nok at skrive om. Det er tiden der er problemet. Min søn har for alvor lært at spise. Det er delvist en natlig gesjæft for ham, som for de fleste børn i den alder. Vi fordeler os således, min kæreste og jeg, at hun som producerer maden, tager ham om natten, og jeg tager ham i morgentimerne. På den måde får vi begge sovet sådan nogenlunde. Jeg arrangerer mig med ham på briksen i køkkenet, med en dyne på skødet, mine ben støttet på en hynde, og læser (for tiden genlæsning af Krig og Fred). Min søn ligger på ryggen og kigger skråt op på himlen med et skævt smil på munden, mens han spiller luftklaver med de små hænder, eller han skruer tusindmeterblikket på og falder i søvn. Nu og da tager jeg ham op til mig og snakker lidt med ham indtil han vender hovedet væk, og dermed signalerer at nu har han fået nok af det. Så vender han tilbage til sin betragtning af himlen over Islands Brygge, jeg til Tolstojs mesterværk. Det er nogle ret hyggelige morgener vi har sammen, min søn og jeg.
Ammehjernesyndromet er som tidligere fortalt ved at fortage sig, men er ikke helt forsvundet. Jeg er nu i stand til at løse lettere sudoku-opgaver på min mobil samt huske pinkoden på mit hævekort. Forrige uge lykkedes det mig at holde et foredrag på Roskilde Bibliotek og slippe af sted med det uden at tilhørerne lagde mærke til noget. På den anden side kan min kæreste og jeg bruge lang tid på at diskutere hvilken ugedag det er, og opdage at vi begge har taget fejl. En gang om ugen kommer sundhedsplejersken. Hun smiler henrykt over udviklingen som går over al forventning. Drengen har taget over et kilo på siden fødslen (godt at vi andre ikke risikerer pludselig at øge vores vægt med 60 % i løbet af en måned!) Han har ikke vist mindste tegn til fallot-anfald (symptomer på sin hjertelidelse). Lægerne på børnekardiologisk afdeling er tilfredse.
Alt vel i den lille familie.
Men om nogle uger går det løs. Min bog Tunu udkommer sidst i oktober, og dermed følger interviews, foredrag, BogForum og dertil hørende rejseri og fravær fra hjemmet. Og som om det ikke var nok, udkommer både den svenske og norske udgave af Valdemarsdag inden for samme måned. Jeg er jo ikke så stort et navn at jeg for alvor risikerer at få travlt, men der vil alligevel ske tilstrækkelig meget til at jeg vil være en hel del hjemmefra. Og det kan godt bekymre mig lidt.
Når palaveren omkring Tunu så er stilnet af, skal jeg til at tænke på mit næste projekt, en historisk roman der udspiller sig i Grønland og Danmark i slutningen af 1700-tallet. Denne roman vil kræve en del research, læsning af bøger skrevet i 1700-tallet og om 1700-tallet samt en rejse til visse lokaliteter i Vestgrønland. For at skaffe mig arbejdsro kommer jeg til at skulle leje et lokale et eller andet sted i lokalområdet, hvor jeg vil tage hen hver dag og arbejde på bogen. Alt dette kommer til at tage mindst lige så meget tid som en hvilken som helst familiefar bruger på sit fuldtidsarbejde.
Og det kan da godt bekymre mig lidt.
For mig er det at skrive et grundbehov. Hvilket vil sige at jeg ikke kan undvære det, og at jeg, hvis jeg holder for lange skrivepauser, føler at jeg er ved at gå i opløsning. Når jeg møder mennesker, især hvis de har en akademisk uddannelse, spørger jeg dem tit, lidt forsigtigt, om de skriver. ”Hvordan, skriver?” spørger de uforstående. ”Skriver,” siger jeg, ”øh, romaner, noveller eller den slags?” Nej, det gør de rigtig nok ikke, siger de med et grin, underforstået: ”Hvorfor i alverden dog det?”
Jeg forstår det ikke. Hvordan kan folk lade være med at skrive?
Nogle gange spekulerer jeg på om jeg i sin tid blev narkoman fordi jeg i nogle år forsømte at skrive. Måske var narkomanien en slags indre klimakatastrofe fremkaldt af usunde, forurenende aktiviteter? I hvert fald frigjorde ophøret af mit misbrug nogle vældige latente energier som jeg nu – med held, synes jeg selv – har dirigeret over i en målrettet litterær aktivitet. Skrivningen er således en slags parallel til mit misbrug. Men jeg har nu ikke tænkt mig at give slip på den af den grund.
Så hvad der også kan bekymre mig lidt, er hvorvidt det vil lykkes for mig at skabe en sund balance mellem skriveaktiviteterne og livet som familiefar. Men den bekymring deler jeg vel med de fleste forældre.
I mandags, for en uge siden, afleverede jeg korrekturen på Tunu. En korrektur er en bunke A4-ark med print på begge sider. Rundt om teksten er en ramme der angiver bogens planlagte format, og øverst på hver side står en række tekniske betegnelser, såsom forfatternavn, titel, genre samt diverse typografiske specifikationer. I margen har korrekturlæseren nedkradset sine rettelser som jeg som forfatter skal forholde mig til.
Det svære ved korrekturlæsning er at man helst ikke skal læse indenad. Hvis man lader sig suge for meget ind i teksten og det den handler om, mister man let det skarpe blik for slåfejl. Og det er et problem for mig.
Jeg må her komme med en ret pinlig indrømmelse: Jeg kan godt lide at læse det jeg selv har skrevet.
Ja, det er flovt! Men sådan er det. Man er ikke dilettantforfatter for ingenting.
Det skyldes ikke, håber jeg, at jeg er forblændet og beruset af narcissistisk selvdyrkelse, og synes at alt hvad jeg skriver, er übergenialt. Det handler derimod om måden jeg skriver på, hurtigt, intuitivt, uden at tænke (jeg lader fingrene om at tænke). Derved får teksten tit sit eget liv og kan komme til at føles som om den kommer udefra. Det er måske dette de gamle kaldte ”inspiration”. For mig handler inspiration blot om at sørge for at være udhvilet, spise og drikke nogenlunde sundt, undgå skænderier, betale sine regninger, og møde det blanke papir med opladt sind og en god portion koffein i blodet. Derved giver man noget lov til at boble op til overfladen som man ikke var klar over at man indeholdt. Når jeg så vender tilbage til teksten, bevæbnet med kritisk blik og hvæsset delete-tast, bliver jeg tit overrasket over hvad jeg dog har skrevet, og lader mig indfange af den ubrudte fiktive strøm som jeg har produceret i mere eller mindre suggereret tilstand.
Og det duer ikke når man læser korrektur. Så er det godt man har professionelle korrekturlæsere og en dygtig redaktør!
Dansk kommatering har længe været noget af en torn i øjet på mig. Jeg taler her om grammatisk komma. Det har altid forekommet mig ulogisk, maskinelt og forstyrrende for læsningen. Tekster der følger denne kommatering, kommer til at ligne pigtrådshegn. Måske er det min norske baggrund. I Norge følger man den regel at sætte komma efter ledsætninger, ikke før. Det samme gør man så vidt jeg ved på de allerfleste sprog, dog måske med undtagelse af de germanske. Heldigvis anbefaler Dansk Sprognævn nu også undladelse af ”startkomma”. Problemet er desværre bare at stort set ingen retter sig efter det. Imidlertid er det samtidig de færreste der til punkt og prikke behersker grammatisk komma, viser flere undersøgelser. Resultatet er rodede tekster, f.eks. avisartikler eller undervisningstekster hvor læseren altid skal bruge lidt af sin koncentration på at orientere sig kommamæssigt.
Men nu har jeg fået frie hænder til at ”sætte mit komma som jeg vil” (frit efter Klaus Rifbjerg). Dog vil jeg tro at der trods mine bestræbelser har sneget sig et og andet grammatisk komma ind i bogen. En anden forfatter der til min glæde bruger denne kommatering, er Christian Jungersen, dog ikke absolut konsekvent. Min kommaguru er Martin Lund (han har netop lavet et 12-talsspeciale om komma og har tidligere udtalt sig således: http://www.retskrivningspolitiet.dk/images/Kronik_Weekendavisen.pdf) der er næsten manisk besluttet på at forvise det grammatiske komma hen hvor peberet gror for tid og evighed. Jeg er måske ikke helt i samme grad grebet af den hellige ild.
Men mit kampråb er alligevel: Ned med grammatisk komma! (Og denne blog er selvfølgelig tegnsat uden startkomma).
En anden ting der volder mig en del bryderier og overvejelser i korrekturen, og i hele redigeringsprocessen, er subtilitetens svære balancegang. Eller med andre ord: Hvor meget skal man lade sine pointer være antydede, halvt skjulte, og hvor meget skal man vise frem i klartekst? Det er svært, for det kræver at man tiltvinger sig adgang til læserens hoved og er i stand til at gætte hvordan hun vil modtage teksten. Yderligere vanskeliggjort bliver dette af at man jo – forhåbentlig - ikke kun har en læser, men hundreder eller tusinder. Er dette for subtilt, og dette for åbenlyst? Jeg ønsker ikke at være overdrevent kryptisk, men heller ikke nedladende. Det værste man kan gøre, er at skære tingene ud i pap. Samtidig ønsker jeg at honorere den lydhøre læser uden at svigte den hurtige læser. Der skal være noget både til gården og gaden. Måske er det bare mig der er en pleaser og vil gøre alle tilfreds. Men helt let er det ikke.
I Tunu er der en person, sygeplejersken Jesper, der gennemlever en krise mens han overvintrer i en bygd i Østgrønland belejret af is og mørke. Hvad der helt præcis er årsagen til denne krise, har jeg forsøgt at gøre så subtilt som overhovedet muligt. Det er som at sidde med en skala hvor man skubber skyderen lidt til den ene side, lidt til den anden. Men hver gang man foretager en ændring, hvor mikroskopisk den end måtte synes, så forplanter den sig som koncentriske ringe til hele den forbandede bogs 300 sider. Og så må man vende bunken, bogstaveligt talt, og gå hele bogen efter med tættekam.
Men korrekturen er færdig. Nu mangler jeg kun at gennemgå det rettede manuskript sammen med min redaktør. Her sikrer vi os at sidetallene er korrekte, at sætningerne slutter og begynder korrekt øverst og nederst på siderne, og at forsideteksten, bagsideteksten og flapteksterne ikke indeholder fejl. Så er det uigenkaldeligt for sent at lave flere rettelser, og hvis der stadig er fejl, er man sådan set bedst tjent med ikke at opdage dem, hvis man ønsker en sund nattesøvn.
Og i går blev jeg så gjort opmærksom på en sådan fejl. Heldigvis gemmer den sig langt inde i bogen, og den er på ingen måde alvorlig. Men den nager mig. Måske kan jeg stadig nå at rette den.
Og nu skal jeg ud og promenere. Jeg har en aftale med en barnevogn og et barn på tre kilo.
Nej, nu går den ikke længere! To uger uden at skrive en linje. Det svarer til fjorten dage uden opiater for en junkie. Og jeg ved hvad jeg taler om.
Det er en gensidigt selvophævende disciplin, dette at blogge. For når man har noget at skrive om, har man ikke tid til at skrive det, og når man har tid, er det svært at finde stof til at fylde en blog. Jeg har nok at skrive om. Det er tiden der er problemet. Min søn har for alvor lært at spise. Det er delvist en natlig gesjæft for ham, som for de fleste børn i den alder. Vi fordeler os således, min kæreste og jeg, at hun som producerer maden, tager ham om natten, og jeg tager ham i morgentimerne. På den måde får vi begge sovet sådan nogenlunde. Jeg arrangerer mig med ham på briksen i køkkenet, med en dyne på skødet, mine ben støttet på en hynde, og læser (for tiden genlæsning af Krig og Fred). Min søn ligger på ryggen og kigger skråt op på himlen med et skævt smil på munden, mens han spiller luftklaver med de små hænder, eller han skruer tusindmeterblikket på og falder i søvn. Nu og da tager jeg ham op til mig og snakker lidt med ham indtil han vender hovedet væk, og dermed signalerer at nu har han fået nok af det. Så vender han tilbage til sin betragtning af himlen over Islands Brygge, jeg til Tolstojs mesterværk. Det er nogle ret hyggelige morgener vi har sammen, min søn og jeg.
Ammehjernesyndromet er som tidligere fortalt ved at fortage sig, men er ikke helt forsvundet. Jeg er nu i stand til at løse lettere sudoku-opgaver på min mobil samt huske pinkoden på mit hævekort. Forrige uge lykkedes det mig at holde et foredrag på Roskilde Bibliotek og slippe af sted med det uden at tilhørerne lagde mærke til noget. På den anden side kan min kæreste og jeg bruge lang tid på at diskutere hvilken ugedag det er, og opdage at vi begge har taget fejl. En gang om ugen kommer sundhedsplejersken. Hun smiler henrykt over udviklingen som går over al forventning. Drengen har taget over et kilo på siden fødslen (godt at vi andre ikke risikerer pludselig at øge vores vægt med 60 % i løbet af en måned!) Han har ikke vist mindste tegn til fallot-anfald (symptomer på sin hjertelidelse). Lægerne på børnekardiologisk afdeling er tilfredse.
Alt vel i den lille familie.
Men om nogle uger går det løs. Min bog Tunu udkommer sidst i oktober, og dermed følger interviews, foredrag, BogForum og dertil hørende rejseri og fravær fra hjemmet. Og som om det ikke var nok, udkommer både den svenske og norske udgave af Valdemarsdag inden for samme måned. Jeg er jo ikke så stort et navn at jeg for alvor risikerer at få travlt, men der vil alligevel ske tilstrækkelig meget til at jeg vil være en hel del hjemmefra. Og det kan godt bekymre mig lidt.
Når palaveren omkring Tunu så er stilnet af, skal jeg til at tænke på mit næste projekt, en historisk roman der udspiller sig i Grønland og Danmark i slutningen af 1700-tallet. Denne roman vil kræve en del research, læsning af bøger skrevet i 1700-tallet og om 1700-tallet samt en rejse til visse lokaliteter i Vestgrønland. For at skaffe mig arbejdsro kommer jeg til at skulle leje et lokale et eller andet sted i lokalområdet, hvor jeg vil tage hen hver dag og arbejde på bogen. Alt dette kommer til at tage mindst lige så meget tid som en hvilken som helst familiefar bruger på sit fuldtidsarbejde.
Og det kan da godt bekymre mig lidt.
For mig er det at skrive et grundbehov. Hvilket vil sige at jeg ikke kan undvære det, og at jeg, hvis jeg holder for lange skrivepauser, føler at jeg er ved at gå i opløsning. Når jeg møder mennesker, især hvis de har en akademisk uddannelse, spørger jeg dem tit, lidt forsigtigt, om de skriver. ”Hvordan, skriver?” spørger de uforstående. ”Skriver,” siger jeg, ”øh, romaner, noveller eller den slags?” Nej, det gør de rigtig nok ikke, siger de med et grin, underforstået: ”Hvorfor i alverden dog det?”
Jeg forstår det ikke. Hvordan kan folk lade være med at skrive?
Nogle gange spekulerer jeg på om jeg i sin tid blev narkoman fordi jeg i nogle år forsømte at skrive. Måske var narkomanien en slags indre klimakatastrofe fremkaldt af usunde, forurenende aktiviteter? I hvert fald frigjorde ophøret af mit misbrug nogle vældige latente energier som jeg nu – med held, synes jeg selv – har dirigeret over i en målrettet litterær aktivitet. Skrivningen er således en slags parallel til mit misbrug. Men jeg har nu ikke tænkt mig at give slip på den af den grund.
Så hvad der også kan bekymre mig lidt, er hvorvidt det vil lykkes for mig at skabe en sund balance mellem skriveaktiviteterne og livet som familiefar. Men den bekymring deler jeg vel med de fleste forældre.
I mandags, for en uge siden, afleverede jeg korrekturen på Tunu. En korrektur er en bunke A4-ark med print på begge sider. Rundt om teksten er en ramme der angiver bogens planlagte format, og øverst på hver side står en række tekniske betegnelser, såsom forfatternavn, titel, genre samt diverse typografiske specifikationer. I margen har korrekturlæseren nedkradset sine rettelser som jeg som forfatter skal forholde mig til.
Det svære ved korrekturlæsning er at man helst ikke skal læse indenad. Hvis man lader sig suge for meget ind i teksten og det den handler om, mister man let det skarpe blik for slåfejl. Og det er et problem for mig.
Jeg må her komme med en ret pinlig indrømmelse: Jeg kan godt lide at læse det jeg selv har skrevet.
Ja, det er flovt! Men sådan er det. Man er ikke dilettantforfatter for ingenting.
Det skyldes ikke, håber jeg, at jeg er forblændet og beruset af narcissistisk selvdyrkelse, og synes at alt hvad jeg skriver, er übergenialt. Det handler derimod om måden jeg skriver på, hurtigt, intuitivt, uden at tænke (jeg lader fingrene om at tænke). Derved får teksten tit sit eget liv og kan komme til at føles som om den kommer udefra. Det er måske dette de gamle kaldte ”inspiration”. For mig handler inspiration blot om at sørge for at være udhvilet, spise og drikke nogenlunde sundt, undgå skænderier, betale sine regninger, og møde det blanke papir med opladt sind og en god portion koffein i blodet. Derved giver man noget lov til at boble op til overfladen som man ikke var klar over at man indeholdt. Når jeg så vender tilbage til teksten, bevæbnet med kritisk blik og hvæsset delete-tast, bliver jeg tit overrasket over hvad jeg dog har skrevet, og lader mig indfange af den ubrudte fiktive strøm som jeg har produceret i mere eller mindre suggereret tilstand.
Og det duer ikke når man læser korrektur. Så er det godt man har professionelle korrekturlæsere og en dygtig redaktør!
Dansk kommatering har længe været noget af en torn i øjet på mig. Jeg taler her om grammatisk komma. Det har altid forekommet mig ulogisk, maskinelt og forstyrrende for læsningen. Tekster der følger denne kommatering, kommer til at ligne pigtrådshegn. Måske er det min norske baggrund. I Norge følger man den regel at sætte komma efter ledsætninger, ikke før. Det samme gør man så vidt jeg ved på de allerfleste sprog, dog måske med undtagelse af de germanske. Heldigvis anbefaler Dansk Sprognævn nu også undladelse af ”startkomma”. Problemet er desværre bare at stort set ingen retter sig efter det. Imidlertid er det samtidig de færreste der til punkt og prikke behersker grammatisk komma, viser flere undersøgelser. Resultatet er rodede tekster, f.eks. avisartikler eller undervisningstekster hvor læseren altid skal bruge lidt af sin koncentration på at orientere sig kommamæssigt.
Men nu har jeg fået frie hænder til at ”sætte mit komma som jeg vil” (frit efter Klaus Rifbjerg). Dog vil jeg tro at der trods mine bestræbelser har sneget sig et og andet grammatisk komma ind i bogen. En anden forfatter der til min glæde bruger denne kommatering, er Christian Jungersen, dog ikke absolut konsekvent. Min kommaguru er Martin Lund (han har netop lavet et 12-talsspeciale om komma og har tidligere udtalt sig således: http://www.retskrivningspolitiet.dk/images/Kronik_Weekendavisen.pdf) der er næsten manisk besluttet på at forvise det grammatiske komma hen hvor peberet gror for tid og evighed. Jeg er måske ikke helt i samme grad grebet af den hellige ild.
Men mit kampråb er alligevel: Ned med grammatisk komma! (Og denne blog er selvfølgelig tegnsat uden startkomma).
En anden ting der volder mig en del bryderier og overvejelser i korrekturen, og i hele redigeringsprocessen, er subtilitetens svære balancegang. Eller med andre ord: Hvor meget skal man lade sine pointer være antydede, halvt skjulte, og hvor meget skal man vise frem i klartekst? Det er svært, for det kræver at man tiltvinger sig adgang til læserens hoved og er i stand til at gætte hvordan hun vil modtage teksten. Yderligere vanskeliggjort bliver dette af at man jo – forhåbentlig - ikke kun har en læser, men hundreder eller tusinder. Er dette for subtilt, og dette for åbenlyst? Jeg ønsker ikke at være overdrevent kryptisk, men heller ikke nedladende. Det værste man kan gøre, er at skære tingene ud i pap. Samtidig ønsker jeg at honorere den lydhøre læser uden at svigte den hurtige læser. Der skal være noget både til gården og gaden. Måske er det bare mig der er en pleaser og vil gøre alle tilfreds. Men helt let er det ikke.
I Tunu er der en person, sygeplejersken Jesper, der gennemlever en krise mens han overvintrer i en bygd i Østgrønland belejret af is og mørke. Hvad der helt præcis er årsagen til denne krise, har jeg forsøgt at gøre så subtilt som overhovedet muligt. Det er som at sidde med en skala hvor man skubber skyderen lidt til den ene side, lidt til den anden. Men hver gang man foretager en ændring, hvor mikroskopisk den end måtte synes, så forplanter den sig som koncentriske ringe til hele den forbandede bogs 300 sider. Og så må man vende bunken, bogstaveligt talt, og gå hele bogen efter med tættekam.
Men korrekturen er færdig. Nu mangler jeg kun at gennemgå det rettede manuskript sammen med min redaktør. Her sikrer vi os at sidetallene er korrekte, at sætningerne slutter og begynder korrekt øverst og nederst på siderne, og at forsideteksten, bagsideteksten og flapteksterne ikke indeholder fejl. Så er det uigenkaldeligt for sent at lave flere rettelser, og hvis der stadig er fejl, er man sådan set bedst tjent med ikke at opdage dem, hvis man ønsker en sund nattesøvn.
Og i går blev jeg så gjort opmærksom på en sådan fejl. Heldigvis gemmer den sig langt inde i bogen, og den er på ingen måde alvorlig. Men den nager mig. Måske kan jeg stadig nå at rette den.
Og nu skal jeg ud og promenere. Jeg har en aftale med en barnevogn og et barn på tre kilo.
Kommentarer