Blog
Litteraturen og verden #1
En af Litteratursidens brugerambassadører rejser spørgsmålet om sværhedsgraden af et værk er en indikator for den litterære værdi.
For nogle dage siden poppede et link op i min nyhedsstrøm på Facebook. Det henviste til et interview med den brasilianske, storsælgende forfatter Paulo Coelho i avisen Folha de S.Paulo. I interviewet kommer Coelho omkring en række vante emner som magi, mirakler og medier, men cirka halvvejs inde lader han en bombe falde:
"Today writers want to impress other writers," [Coelho] says. And then names the culprit: "One of the books that caused great harm was James Joyce's 'Ulysses,' which is pure style. There is nothing there. Stripped down, 'Ulysses' is a twit."
Ulysses er ’et lille pip’ – eller rettere: Ulysses er ikke andet end et tweet, det vil sige en historie der kan fortælles på små 140 tegn. Resten, mener Coelho, er ren og skær stil – en unødig ornamentering der kun tjener til at imponere andre forfattere.
Coelho – der rutinemæssigt nyder anerkendelse på grund af salgstal og ikke litterære meritter – formastede sig altså til at udtale sig negativt om en af mastodonterne på det litterære parnas og straks gik den digitaliserede litteraturdebat i selvsving. Aviser som The Guardian, New York Times og Libération bragte nyheden om Coelhos skandaleudtalelse og dernæst fulgte en sand strøm af tilkendegivelser for og imod Coelho. Dog mest det sidste.
Tag for eksempel Stuart Kelly der skriver på The Guardians bogblog:
” Coelho is, of course, entitled to his dumb opinion, just as I am entitled to think Coelho's work is a nauseous broth of egomania and snake-oil mysticism with slightly less intellect, empathy and verbal dexterity than the week-old camembert I threw out yesterday.” Og Kellys kommentar er endda en af de mildere i bygen af tilsvininger som har regnet ned over Coelho siden interviewet gik viral.
Langt hen ad vejen kan de voldsomme reaktioner forklares ved Coelhos trang til provokation. Udtalelsen om Ulysses var et forsøg på at være den lille dreng der råber ”men han har jo ikke noget paa” i formodningen om at hele ’folket’ til sidst vil istemme: ”Ulysses, det er jo det rene ingenting”.
Men Coelhos brøde består ikke i at prøve at sige ’sandheden’ om dette kanoniserede værk. Nej, den består i at han udtaler sig i lyset af sine egne bedrifter. I interviewet siger han således: ”I'm modern because I make the difficult seem easy, and so I can communicate with the whole word.” Og straks er en gammelkendt distinktion etableret: Coelho skriver letforståeligt og er derfor ‘folkets’ forfatter; Joyce er svær at læse og derfor er han ’elitens’ forfatter – en forfatternes forfatter – som de færreste almindelige læsere giver sig i kast med.
Naturligvis må Joycetilhængere og andre litterater reagere på sådan en udmelding. For hvorfor egentlig insistere på at det svære står i modsætning til at ’kommunikere med hele verden’? Og hvad bilder Coelho sig egentlig ind overhovedet at udtale sig om Joyces værk? Fornemmer man hos Coelho ikke en slet skjult misundelse og mangel på indsigt i emnet? Coelho ville aldrig kunne skabe et værk på niveau med selveste Ulysses og derfor må han reducere det til ingenting.
Med sådanne argumenter har alle Joycetilhængerne i hvert fald et effektivt skjold mod det farlige i Coelhos udtalelser – og det benyttes flittigt i de utallige kommentarer jeg efterhånden har læst. Men hvad nu hvis substansen i Coelhos kritik var fremsat af en mindre udskældt – eller ligefrem anerkendt – forfatter? Ville reaktionen da være den samme?
For at finde nogle svar læste jeg videre i myriaderne af kommentarer. Og pludselig havde en digital tråd ført mig til et ti år gammelt essay, der på profetisk vis belyser den samme problemstilling, som nu omgærder Coelho-polemikken, nemlig spørgsmålet: Er sværheden af et værk en indikator for den litterære værdi?
Hvem der havde skrevet essayet, og hvad jeg fik ud af det, vil jeg vente med at afsløre til mit næste blogindlæg. Indtil videre kan I forlyste jer med to udvalgte citater og vurdere hvilket af dem I foretrækker og hvorfor:
“History is a nightmare from which I am trying to awake”
“It’s the possibility of having a dream come true that makes life interesting”
En af Litteratursidens brugerambassadører rejser spørgsmålet om sværhedsgraden af et værk er en indikator for den litterære værdi.
For nogle dage siden poppede et link op i min nyhedsstrøm på Facebook. Det henviste til et interview med den brasilianske, storsælgende forfatter Paulo Coelho i avisen Folha de S.Paulo. I interviewet kommer Coelho omkring en række vante emner som magi, mirakler og medier, men cirka halvvejs inde lader han en bombe falde:
"Today writers want to impress other writers," [Coelho] says. And then names the culprit: "One of the books that caused great harm was James Joyce's 'Ulysses,' which is pure style. There is nothing there. Stripped down, 'Ulysses' is a twit."
Ulysses er ’et lille pip’ – eller rettere: Ulysses er ikke andet end et tweet, det vil sige en historie der kan fortælles på små 140 tegn. Resten, mener Coelho, er ren og skær stil – en unødig ornamentering der kun tjener til at imponere andre forfattere.
Coelho – der rutinemæssigt nyder anerkendelse på grund af salgstal og ikke litterære meritter – formastede sig altså til at udtale sig negativt om en af mastodonterne på det litterære parnas og straks gik den digitaliserede litteraturdebat i selvsving. Aviser som The Guardian, New York Times og Libération bragte nyheden om Coelhos skandaleudtalelse og dernæst fulgte en sand strøm af tilkendegivelser for og imod Coelho. Dog mest det sidste.
Tag for eksempel Stuart Kelly der skriver på The Guardians bogblog:
” Coelho is, of course, entitled to his dumb opinion, just as I am entitled to think Coelho's work is a nauseous broth of egomania and snake-oil mysticism with slightly less intellect, empathy and verbal dexterity than the week-old camembert I threw out yesterday.” Og Kellys kommentar er endda en af de mildere i bygen af tilsvininger som har regnet ned over Coelho siden interviewet gik viral.
Langt hen ad vejen kan de voldsomme reaktioner forklares ved Coelhos trang til provokation. Udtalelsen om Ulysses var et forsøg på at være den lille dreng der råber ”men han har jo ikke noget paa” i formodningen om at hele ’folket’ til sidst vil istemme: ”Ulysses, det er jo det rene ingenting”.
Men Coelhos brøde består ikke i at prøve at sige ’sandheden’ om dette kanoniserede værk. Nej, den består i at han udtaler sig i lyset af sine egne bedrifter. I interviewet siger han således: ”I'm modern because I make the difficult seem easy, and so I can communicate with the whole word.” Og straks er en gammelkendt distinktion etableret: Coelho skriver letforståeligt og er derfor ‘folkets’ forfatter; Joyce er svær at læse og derfor er han ’elitens’ forfatter – en forfatternes forfatter – som de færreste almindelige læsere giver sig i kast med.
Naturligvis må Joycetilhængere og andre litterater reagere på sådan en udmelding. For hvorfor egentlig insistere på at det svære står i modsætning til at ’kommunikere med hele verden’? Og hvad bilder Coelho sig egentlig ind overhovedet at udtale sig om Joyces værk? Fornemmer man hos Coelho ikke en slet skjult misundelse og mangel på indsigt i emnet? Coelho ville aldrig kunne skabe et værk på niveau med selveste Ulysses og derfor må han reducere det til ingenting.
Med sådanne argumenter har alle Joycetilhængerne i hvert fald et effektivt skjold mod det farlige i Coelhos udtalelser – og det benyttes flittigt i de utallige kommentarer jeg efterhånden har læst. Men hvad nu hvis substansen i Coelhos kritik var fremsat af en mindre udskældt – eller ligefrem anerkendt – forfatter? Ville reaktionen da være den samme?
For at finde nogle svar læste jeg videre i myriaderne af kommentarer. Og pludselig havde en digital tråd ført mig til et ti år gammelt essay, der på profetisk vis belyser den samme problemstilling, som nu omgærder Coelho-polemikken, nemlig spørgsmålet: Er sværheden af et værk en indikator for den litterære værdi?
Hvem der havde skrevet essayet, og hvad jeg fik ud af det, vil jeg vente med at afsløre til mit næste blogindlæg. Indtil videre kan I forlyste jer med to udvalgte citater og vurdere hvilket af dem I foretrækker og hvorfor:
“History is a nightmare from which I am trying to awake”
“It’s the possibility of having a dream come true that makes life interesting”
Kommentarer