Blog
Genlæs, men bered dig på skuffelser!!
Jeg besluttede mig for her henover sommeren at genlæse nogle af de bøger, der står i min bogreol i stedet for at rålæse det finske tema, jeg havde brug for til en bog-café i efteråret. Ja, nylæsning eller genlæsning? Det er det evige dilemma, for der er jo stadig rigeligt med huller i min litterære rygsæk, men samtidig får jeg i stigende grad lyst til at genlæse bøger, der betød noget for mig for mange år siden.
Der er en særlig frihed og nydelse ved at læse bøger uden at skulle noget bestemt med dem. Det er jo den ”rigtige” måde at læse på. Den professionelle måde vil altid have hensigt og dermed et vist skær af pligt over sig.
Nå, skulle det så være ”Jørgen Stein” af Jacob Paludan? Eller ”Tysktime” af Siegfried Lenz? Jeg tog også Fitzgerald: ”Den store Gatsby” ned fra reolen. Det var både gen- og nylæsning, for jeg havde fuldstændig glemt den. Jeg supplerede med Fitzgeralds ven og konkurrent Hemingway og hans ”Solen går sin gang”. Den stod levende for mig endnu. Det mente jeg i hvert fald. Det ville komme an på en prøve.
Og tre af bøgerne var faktisk relevante i forbindelse med september-temaet om Mellemkrigstiden, så lidt nyttigt var det så også!
Det gik meget godt med Fitzgerald og Hemingway, men som sommeren gik, blev jeg mindet om flere genlæsnings-skuffelser: århundredets roman ’Kongens Fald’ af Johs. V. Jensen, som jeg ved genlæsning fandt tung, detaljeret og sprogligt knudret. ’Gengældelsens Veje’ af Pierre Andrézel (Karen Blixen), som i erindringens lys stod for mig som en glimrende pastiche på den romantiske, victorianske dameroman, men hvor skuffelsen tårnede sig skyhøjt op ved gensyn! Jeg har vist læst for mange krimier af nyere tilsnit … Og Aage Dons, som jeg elskede at læse i 70’erne. Og som jeg fandt fuldstændig ufordøjelig 25 år senere! Og da jeg skulle introducere min datter for barndommens elskede Puk! Vi holdt til 2 sider - alle de knudrede germanske sætninger og de alt for detaljerede (natur)beskrivelser. Det var bare for meget! Sproget og verden og jeg selv havde sandelig udviklet sig!
Mit sommerprojekt endte simpelthen med, at jeg ikke turde sætte tænderne i ’Jørgen Stein’; jeg ville bevare den i hukommelsen som den store oplevelse, den engang var.
Men jeg må lige slutte med et par positive genlæsninger: Blichers ’Landsbydegn’ er stadig yndlingslitteratur, Herman Bangs ’Ved Vejen’ er stadig et pragtstykke, og stadigvæk bliver man indigneret på Katinkas vegne over, at hun er nødt til at leve i et så mandsdomineret samfund, og Martin A. Hansens ’Løgneren’ har stadig en underfundig/ironisk tone og et smukt billedsprog, som aldrig er forudsigeligt. Og hvor var det fantastisk undervejs at opdage så mange nye nuancer og tolkemuligheder.
Alle disse holdninger og læsninger er selvfølgelig stærkt subjektive, men i mit stille sind kom jeg frem til, at det, der karakteriserer den gode og ægte klassiker er, at den kun bliver bedre ved genlæsning. Men mange vil klart være uenig med mig i vurderingen af ’Kongens Fald’ …
Jeg besluttede mig for her henover sommeren at genlæse nogle af de bøger, der står i min bogreol i stedet for at rålæse det finske tema, jeg havde brug for til en bog-café i efteråret. Ja, nylæsning eller genlæsning? Det er det evige dilemma, for der er jo stadig rigeligt med huller i min litterære rygsæk, men samtidig får jeg i stigende grad lyst til at genlæse bøger, der betød noget for mig for mange år siden.
Der er en særlig frihed og nydelse ved at læse bøger uden at skulle noget bestemt med dem. Det er jo den ”rigtige” måde at læse på. Den professionelle måde vil altid have hensigt og dermed et vist skær af pligt over sig.
Nå, skulle det så være ”Jørgen Stein” af Jacob Paludan? Eller ”Tysktime” af Siegfried Lenz? Jeg tog også Fitzgerald: ”Den store Gatsby” ned fra reolen. Det var både gen- og nylæsning, for jeg havde fuldstændig glemt den. Jeg supplerede med Fitzgeralds ven og konkurrent Hemingway og hans ”Solen går sin gang”. Den stod levende for mig endnu. Det mente jeg i hvert fald. Det ville komme an på en prøve.
Og tre af bøgerne var faktisk relevante i forbindelse med september-temaet om Mellemkrigstiden, så lidt nyttigt var det så også!
Det gik meget godt med Fitzgerald og Hemingway, men som sommeren gik, blev jeg mindet om flere genlæsnings-skuffelser: århundredets roman ’Kongens Fald’ af Johs. V. Jensen, som jeg ved genlæsning fandt tung, detaljeret og sprogligt knudret. ’Gengældelsens Veje’ af Pierre Andrézel (Karen Blixen), som i erindringens lys stod for mig som en glimrende pastiche på den romantiske, victorianske dameroman, men hvor skuffelsen tårnede sig skyhøjt op ved gensyn! Jeg har vist læst for mange krimier af nyere tilsnit … Og Aage Dons, som jeg elskede at læse i 70’erne. Og som jeg fandt fuldstændig ufordøjelig 25 år senere! Og da jeg skulle introducere min datter for barndommens elskede Puk! Vi holdt til 2 sider - alle de knudrede germanske sætninger og de alt for detaljerede (natur)beskrivelser. Det var bare for meget! Sproget og verden og jeg selv havde sandelig udviklet sig!
Mit sommerprojekt endte simpelthen med, at jeg ikke turde sætte tænderne i ’Jørgen Stein’; jeg ville bevare den i hukommelsen som den store oplevelse, den engang var.
Men jeg må lige slutte med et par positive genlæsninger: Blichers ’Landsbydegn’ er stadig yndlingslitteratur, Herman Bangs ’Ved Vejen’ er stadig et pragtstykke, og stadigvæk bliver man indigneret på Katinkas vegne over, at hun er nødt til at leve i et så mandsdomineret samfund, og Martin A. Hansens ’Løgneren’ har stadig en underfundig/ironisk tone og et smukt billedsprog, som aldrig er forudsigeligt. Og hvor var det fantastisk undervejs at opdage så mange nye nuancer og tolkemuligheder.
Alle disse holdninger og læsninger er selvfølgelig stærkt subjektive, men i mit stille sind kom jeg frem til, at det, der karakteriserer den gode og ægte klassiker er, at den kun bliver bedre ved genlæsning. Men mange vil klart være uenig med mig i vurderingen af ’Kongens Fald’ …
Kommentarer