Hvor meget lever du dig ind i litteraturen?

Jeg kender også til at blive i den grad grebet af en roman - særligt, hvis jeg læser den "i ét hug" - at jeg glemmer alt omkring mig og lever helt i bogens verden, også når jeg er nødt til at slippe den for en stund for at foretage de nødvendige daglige gøremål. Og at blive næsten ked af det, når den er slut!

Som én af jer nævner, læste jeg også de klassiske bøger, da jeg var barn, som f. eks. Børnene i Nyskoven, Robinson Crusoe, Styrmand Flink, Paw, Jules Vernes bøger og den slags. Måske en slags virkelighedsflugt? Jeg syntes, romanernes hovedpersoner levede et meget mere spændende liv end jeg. Især syntes jeg, at drenge havde et mere indholdsrigt liv end piger. Jeg læste næsten aldrig pigebøger. Dengang i 40´erne og 50´erne beskæftigede piger sig med pigeting!

Det har helt sikkert været med til at forme mig til den voksenperson, jeg blev. 

Eller måske har jeg valgt bøger efter den person, jeg var - bøger, der kunne bestyrke mig i at vælge den "rigtige" løbebane? Jeg var måske oprører inden kvindeoprøret?

Har jeg været påvirket af min stolte færøske mor?

Måske er det derfor, jeg som voksen er blevet betaget af - specielt nordisk - kvindelitteratur? 

For et par år siden læste jeg Baldùrsdottirs bøger om Karitas. DET var en kæmpeoplevelse. Nu forstod jeg bedre den verden, min mor var vokset op i. For den islandske verden ligner den færøske.

Den bestyrkede mig i, at kvinder har ret til at følge deres "kald" - uanset om det drejer sig om kunstnerisk karriere, kærlighed eller yngelpleje. 

Jeg læste Isabel Allendes Paula på et tidspunkt, hvor min voksne datter havde gennemlevet et voldsomt sygdomsforløb, som hun med nød og næppe overlevede. I begyndelsen vidste jeg ikke, om jeg kunne komme igennem bogen - jeg græd og græd og måtte stoppe utallige gange - men da jeg havde fået bogen af min datter, MÅTTE jeg fortsætte! Og det endte med at blive en fantastisk positiv, fortrøstningsfuld oplevelse! Min datter og jeg er blevet meget stærkt forbundne! Vi har overvundet døden - sammen!

Konklusionen for mit vedkommende må være, at litteratur påvirker og hjælper og kan bringe én videre - uanset hvor gammel man er.

Mange hilsner fra en 70-årig.

Når jeg tænker tilbage på, hvilken bog der fik mig til at ændre noget radikalt i mit liv, så er det romanen "Ord som forløser" af Marie Cardinal. Efter at have læst den, begyndte jeg at endevende min fortid og mit forhold til min mor, og det startede en lang indre rejse, som heldigvis aldrig ender. Jeg kan blive ved med at opdage nye ting ved at dykke ned i sindet og se, hvordan jeg selv og andre mennesker lever i forhold til den tidlige barndom. 

Senere gjorde romanen "Prøvetid" af Edvard Hoem stort indtryk på mig. Den måde han skrev om hovedpersonen Johannes liv i forhold til hans rolle på teatret, fik mig til at tænke over de roller, vi spiller i hverdagen. Og romanen var også med til at lære mig noget om, hvordan en god roman kan skrues sammen, håndværksmæssigt og sprogligt.

"En kvinde i Berlin" af Anonyma levede jeg mig meget ind i. Det er en dagbog fra 1945, skrevet af en tysk kvinde, der oplevede de russiske soldaters erobring af Berlin, den er så ægte og ligetil skrevet, og helt uden sentimentalitet.

Tak for dit blogindlæg og tak for et godt link til artiklen, der handler om, at man bliver, hvad man læser. 

Jeg kan ikke sige, om bestemte bøger har påvirket mig eller om jeg har været optaget af bestemte bøger, fordi jeg var den, jeg var. I min barndom var de hotteste bøger dem som handlede om at klare sig under nøjsomme vilkår. Jeg læste Robinson Crusoe, Børnene i Nyskoven, Nybyggerne i Canada og lignende romaner. Ligesom ”Den lange vandring” af Johannes V. Jensen optog mig meget

Når jeg i barndommen legede med min bedste ven var det altid noget med at lave bål på primitiv vis, spise rå muslinger, selv lave en tømmerflåde m.v. og vi lavede f. eks. lændeklæde, som det Tarzan havde, af kaninskind, som vi fik fra en kanin, som var kørt over af en bil, men som vi selv flåede. Kaninkødet ristede vi over bål o.s.v.

Om det er påvirkninger fra alt dette, der har gjort mig til det nøjsomme menneske, jeg er i dag, ved jeg ikke, men det er da muligt, og jeg tror det.

Det er mig derimod ikke muligt at komme i tanker om bøger læst senere i livet, som jeg mener, har sat spor i min udvikling.

Derimod kan jeg huske, at jeg i min ungdom blev påvirket af at se film i biografen. Havde jeg set en rigtig mandefilm, så gik jeg ud af biografen med skuldrene trukket op og spejdede efter en, som måske indbød til øretæver, mens andre film kunne få mig til at blive lige den modsatte type.

Nu er jeg imidlertid blevet så gammel, at jeg er helt upåvirkelig af alt og alle, dog ikke sådan at forstå, at jeg ikke bliver optaget af, hvad jeg læser.

Da jeg var dreng, levede jeg mig meget ind i Tintin bøgerne. Det måtte da være et spændende liv, sådan at rejse rundt i hele verden og kæmpe mod forbrydere.

Og som jeg vidst har skrevet tidligere her på siden, så elsker jeg at læse bøger som jeg kan spejle mig selv og mit eget liv i. Så nu jeg er blevet voksen og de barske realiteter har sneget sig ind i bevidstheden, så er det ikke mere Tintin jeg læser, men derimod bøger om mænd midt i livet som bor i parcelhus og går og tænker over om det så var det hele. Om det så smitter af på mit virkelige liv, skal jeg ikke kunne sige. Men meget spændende blogindlæg og artikel.