Blog
Dovne generaliseringer
En krimi er vel en krimi, ikke? Og en krimiforfatter er vel en krimiforfatter; uinteressant, ureflekteret, uden sans for personbeskrivelser og med kun et yderst begrænset sprog til sin rådighed. Faktisk en lille smule dum, ikke?
Sådan forholder det sig i hvert fald, hvis man skal tro de mest fordomsfulde af genrens kritikere. Seneste generalisering kunne læses i søndagsudgaven af en landsdækkende morgenavis, hvor litteraturredaktøren følte trang til at pointere, hvorfor han ikke drager til Horsens for at deltage i Krimimessen den 24.-25. Han mener simpelthen ikke, at krimiforfattere – i modsætning til lyrikere og romanforfattere – har noget interessant at byde på i interviewsituationer. Så fik vi den.
Det står manden frit for at mene, som han mener, men jeg kan ikke lade være med at undre mig. Jeg må jo være usædvanligt nem at imponere, når jeg år efter år kan tage hjem fra Krimimessen med hovedet summende af tankevækkende informationer, jeg har opsnappet i weekendens løb. Det kommer selvfølgelig an på, hvem af de mange (i år 108!) forfattere, forskere og andre kriminørder, man vælger at være publikum til. Der er da helt sikkert nogle af samtalerne, der er mere givende end andre, men ingen ved deres forstands fulde brug kan vel bruge ordet kedelig om fx Håkan Nesser, Susanne Staun eller Peter Robinson, der alle tre har stået på de skrå brædder i Horsens’ gamle fængsel. Jeg kan i hvert fald ikke.
Jeg siger ikke, at alle forfattere er lige gode til at udbrede sig på en scene, og det gælder såmænd både for krimi- og andre forfattere. Men en del er faktisk rimeligt interessante – hvis man ellers slår ørerne ud og lytter efter. Og det er måske dér, skoen trykker. Hvis man møder op med den urokkelige fordom, at krimiforfattere ikke har noget på hjerte, så skal man såmænd nok føle sig bekræftet, uanset hvad der bliver sagt.
De samme fordomme gør sig gældende, når det handler om krimierne selv. Jeg har faktisk ikke tal på, hvor mange mennesker, der ganske uopfordret har betroet mig, at de da engang har læst en krimi, men det var slet ikke noget for dem, så de vil ikke læse flere. Én krimi? Det svarer til at sige, at man engang har læst et enkelt digt, og det må være nok med det. Ikke flere digte, tak. Sådan kan man selvfølgelig ikke sige. Et digt er jo heller ikke bare et digt, og det forstår langt de fleste gennemsnitligt begavede mennesker. Hvis man ikke læser mere end ét digt eller én krimi, finder man jo aldrig ud af, at der findes både skidt og kanel derude.
Hvorfor er det mon, at det er så udbredt at skære alle krimier over én kam? Hvem har besluttet, at det er okay at putte den amerikanske machoforfatter Lee Child ned i den samme kasse som den skotske stilist Louise Welsh? Hvem har gjort det muligt, at den finlitterære, britiske Kate Atkinson kan slås i hartkorn med den svenske bestsellerforfatter Camilla Läckberg og den franske, fabulerende Fred Vargas? Hvorfor tror mennesker, der aldrig har gidet sætte sig ind i den her store, vidtforgrenede genre, at cool spionromaner, engelske puslespilskrimier, skandinaviske politiserier, edgy horrorhistorier, samfundspolitiske thrillers og rablende sprogeksperimenter hører til i én og samme kategori, der bare kan afvises med et pennestrøg – udelukkende fordi de har det tilfælles, at de indeholder et eller flere mord samt en opklaring? Hvordan i alverden kan det forhindre nogen i at skrive god litteratur? som førnævnte Susanne Staun engang har spurgt.
Sandheden er nok, at generaliseringer om krimier trives, fordi det er det nemmeste. Det er den dovne løsning. Dér kommer man ikke galt af sted.
Personlig ser jeg frem til endnu en weekend i Horsens. Har du lyst at komme med, kan du forberede dig ved at læse programmet i dette link: http://horsensbibliotek.dk/krimiblog/program-for-krimimessen-2012.html. Her er lidt for enhver, både dig, der i forvejen er kriminørd, og dig, der bare er nysgerrig på, hvad genren kan tilbyde. Men har du på forhånd bestemt dig for, at krimier er under din værdighed, står det dig frit for at blive væk.
En krimi er vel en krimi, ikke? Og en krimiforfatter er vel en krimiforfatter; uinteressant, ureflekteret, uden sans for personbeskrivelser og med kun et yderst begrænset sprog til sin rådighed. Faktisk en lille smule dum, ikke?
Sådan forholder det sig i hvert fald, hvis man skal tro de mest fordomsfulde af genrens kritikere. Seneste generalisering kunne læses i søndagsudgaven af en landsdækkende morgenavis, hvor litteraturredaktøren følte trang til at pointere, hvorfor han ikke drager til Horsens for at deltage i Krimimessen den 24.-25. Han mener simpelthen ikke, at krimiforfattere – i modsætning til lyrikere og romanforfattere – har noget interessant at byde på i interviewsituationer. Så fik vi den.
Det står manden frit for at mene, som han mener, men jeg kan ikke lade være med at undre mig. Jeg må jo være usædvanligt nem at imponere, når jeg år efter år kan tage hjem fra Krimimessen med hovedet summende af tankevækkende informationer, jeg har opsnappet i weekendens løb. Det kommer selvfølgelig an på, hvem af de mange (i år 108!) forfattere, forskere og andre kriminørder, man vælger at være publikum til. Der er da helt sikkert nogle af samtalerne, der er mere givende end andre, men ingen ved deres forstands fulde brug kan vel bruge ordet kedelig om fx Håkan Nesser, Susanne Staun eller Peter Robinson, der alle tre har stået på de skrå brædder i Horsens’ gamle fængsel. Jeg kan i hvert fald ikke.
Jeg siger ikke, at alle forfattere er lige gode til at udbrede sig på en scene, og det gælder såmænd både for krimi- og andre forfattere. Men en del er faktisk rimeligt interessante – hvis man ellers slår ørerne ud og lytter efter. Og det er måske dér, skoen trykker. Hvis man møder op med den urokkelige fordom, at krimiforfattere ikke har noget på hjerte, så skal man såmænd nok føle sig bekræftet, uanset hvad der bliver sagt.
De samme fordomme gør sig gældende, når det handler om krimierne selv. Jeg har faktisk ikke tal på, hvor mange mennesker, der ganske uopfordret har betroet mig, at de da engang har læst en krimi, men det var slet ikke noget for dem, så de vil ikke læse flere. Én krimi? Det svarer til at sige, at man engang har læst et enkelt digt, og det må være nok med det. Ikke flere digte, tak. Sådan kan man selvfølgelig ikke sige. Et digt er jo heller ikke bare et digt, og det forstår langt de fleste gennemsnitligt begavede mennesker. Hvis man ikke læser mere end ét digt eller én krimi, finder man jo aldrig ud af, at der findes både skidt og kanel derude.
Hvorfor er det mon, at det er så udbredt at skære alle krimier over én kam? Hvem har besluttet, at det er okay at putte den amerikanske machoforfatter Lee Child ned i den samme kasse som den skotske stilist Louise Welsh? Hvem har gjort det muligt, at den finlitterære, britiske Kate Atkinson kan slås i hartkorn med den svenske bestsellerforfatter Camilla Läckberg og den franske, fabulerende Fred Vargas? Hvorfor tror mennesker, der aldrig har gidet sætte sig ind i den her store, vidtforgrenede genre, at cool spionromaner, engelske puslespilskrimier, skandinaviske politiserier, edgy horrorhistorier, samfundspolitiske thrillers og rablende sprogeksperimenter hører til i én og samme kategori, der bare kan afvises med et pennestrøg – udelukkende fordi de har det tilfælles, at de indeholder et eller flere mord samt en opklaring? Hvordan i alverden kan det forhindre nogen i at skrive god litteratur? som førnævnte Susanne Staun engang har spurgt.
Sandheden er nok, at generaliseringer om krimier trives, fordi det er det nemmeste. Det er den dovne løsning. Dér kommer man ikke galt af sted.
Personlig ser jeg frem til endnu en weekend i Horsens. Har du lyst at komme med, kan du forberede dig ved at læse programmet i dette link: http://horsensbibliotek.dk/krimiblog/program-for-krimimessen-2012.html. Her er lidt for enhver, både dig, der i forvejen er kriminørd, og dig, der bare er nysgerrig på, hvad genren kan tilbyde. Men har du på forhånd bestemt dig for, at krimier er under din værdighed, står det dig frit for at blive væk.
Kommentarer