Anna Grue

Når jeg er ude at holde foredrag, bliver jeg meget ofte spurgt, hvor lang tid det tager at skrive en krimi. Svaret er for mit vedkommende: cirka et år.

Men hvordan gør du så? spørger tilhørerne videre. Skriver du hver dag? Bruger du lang tid på at interviewe kilder? Har du et færdigt plot, før du går i gang?

Der er mange ulemper ved at være fuldtidsforfatter, men der er godt nok også mange fordele. Én af dem er, at man kan flytte fra sted til sted uden at afbryde sit arbejde. Bare man har sin bærbare computer og sin notesbog, er man kørende – uanset om man sidder på sit eget kontor derhjemme, i en balinesisk strandhytte eller på et hotelværelse i Bruxelles. 

Den er lige landet; kassen med frieksemplarer. Tredive trykfriske eksemparer af min seneste bog, novellesamlingen ’De andre’. Jeg åbner kassen og lægger stablerne af bøger på skrivebordet. Snuser til dem, kærtegner det lækre, matlakerede omslag, læser bagsideteksten, der med ét føles ny, selv om jeg har læst korrektur på den igen og igen. Det her bliver jeg aldrig træt af, ligegyldigt hvor mange bøger jeg får udgivet. Første udgave, første oplag af en ny bog ... Det er lige stort hver gang.

Natten til den 26. januar havde jeg mareridt. Det sker ikke så tit, og når det endelig forekommer, har de som regel en direkte årsag. En uhyggelig film, for eksempel, eller en artikel om mishandling af børn eller dyr. Jeg er en følsom sjæl, og der er en god grund til, at jeg holder mig helt fra gyserfilm og aldrig læser aviser lige inden sengetid.

Der findes på engelsk flere herlige udtryk, som er næsten uoversættelige. Et af dem er ”compulsive reader”, som kan oversættes direkte til det lidt negativt klingende ”tvangslæser”; altså et menneske, der ikke kan lade være med at læse. Som altid har gang i mindst én bog, som ikke kan starte dagen uden at læse avisen, og som (gæt selv grunden) har lært brugsvejledningen på Tampax-æsken og varedeklarationen på tandpastatuben udenad ...