Vi ka' bare ikke la' være

Vi ka' bare ikke la' være ... med at udgive den
af Gitte Fangel, Viborg Bibliotekerne     I april 2006 blev der afholdt bogmesse i Århus for første gang.
'Litteratur i Musikhuset' præsenterede bl.a. Helene Uri for det danske publikum. 
Og da Klim  er det danske forlag, der har udgivet den norske forfatters debutroman 'Honningtunger' spurgte jeg redaktør Camilla Rohde Søndergaard: Hvordan opdager man som forlag en udenlandsk forfatter?

Vi forsøger at følge med i, hvad der foregår i den udenlandske litteratur, og de fleste på forlaget har en udenlandsk roman liggende på natbordet.
Vi deltager selvfølgelig også i den store internationale litteraturmesse i Frankfurt, og vi læser udenlandske anmeldelser.
Men lige så vigtigt som alt det, er det faktisk at tale om litteratur med folk omkring en. Tit vil den bedste anbefaling være at tale med en, som siger 'Jeg har lige læst en fantastisk roman, og nu skal du høre ...'.
 
Hvad er jeres forlagsprofil?

Vores profil er bred.
Vi udgiver både skøn- og faglitteratur, og de fleste af redaktørerne laver faktisk begge dele.
Jeg kan selvfølgelig nævne vores krimier, de store oversatte forfatterskaber som Murakami og Vargas Llosa og så vores pædagogik-, psykologi- og filosofibøger.

Men Klim er også kendetegnet ved ikke at være styret af stramme linjer. Alle redaktører har stor indflydelse på, hvilke bøger vi udgiver. Det betyder, at der ud over vores hovedområder dukker nye skønlitterære forfatterskaber, medicinfaglige titler og musik- og kogebøger op – når vi synes, at de er så gode eller vigtige, at vi ikke kan lade være med at lave dem.
 
Hvilke overvejelser/holdninger ligger der bag, når I som forlag vælger at udgive Helene Uri på dansk?

Der ligger netop en stor lyst til at udgive lige præcis det forfatterskab, fordi det er godt.
Sproget er i særklasse, og humoren er bidende og ikke lige til at ryste af sig.
Ved siden af, at det er en bog, som vi laver af lyst, ligger der selvfølgelig nogle nøje overvejelser, om der vil være læsere til sådan en bog i Danmark.
 
Hvordan ser I jeres rolle som forlag i forhold til 'jeres' forfattere?

Vi vil først og fremmest gerne have et godt og tillidsfuldt forhold til forfatterne og deres arbejde, når vi er i gang med selve redaktionsprocessen.
Det kan være et meget personligt anliggende at få redigeret sine ting, så det er vigtigt, at klimaet er afslappet.

Derefter vil vi selvfølgelig gerne hjælpe deres bøger ud i verden på bedste vis – et arbejde, som det ikke altid er nemt for en forfatter selv at gøre, men som mange synes, det er sjovt at deltage i.

Vi laver ikke konger og dronninger hos Klim, vi har ikke markedsføringsbudgetter til det, og det er heller ikke vores mentalitet at gøre det. Men til gengæld har vi et nært forhold til forfatterne, hvor vi forhåbentlig modtager og samarbejder med dem på den måde, der er den rigtige lige præcis for dem og deres bøger.
 
Har du nogle bud på, hvordan forfattere markedsføres bedst?

Når vi taler om skønlittererære forfattere, er boghandlerne og bibliotekerne kolossalt vigtige.
Da skønlitteratur sjældent har en meget skarpt defineret målgruppe, skal vi nå bredt ud. Boghandlere og bibliotikarer er de største grupper af litteraturformidlere i Danmark, og vi gør, hvad vi kan, for at de læser vores bøger, og derefter - forhåbentlig - anbefaler dem.
Anmeldelser og forfatteromtaler i aviser og magasiner er selvfølgelig også vigtige ligesom forfatterarrangementer, hvor læserne får mulighed for at møde forfatteren.
 
Kræver debutanter en særlig indsats?

Ja, det gør de jo på den måde, at det er forfattere, der ikke er kendte allerede.
I forbindelse med, at vi fx i dette forår lancerer Helene Uri, har vi inviteret hende til landet, så publikum har kunnet møde hende, og det gav så også Bogmarkedet og Politiken mulighed for at interviewe hende.

Når der er tale om en debutant, skal vi jo gøre noget for, at læserne – måske igennem boghandlerne og bibliotekerne – opdager forfatteren.


Og så vil jeg gerne have dit bud på, hvorfor vi netop skal læse Helene Uri?

Helene Uri skal læses, fordi hun, som jeg sagde før, skriver fantastisk godt.
Hun har et usædvanligt klart og velturneret sprog, og hun er ikke bange for at invitere sin læser indenfor.
Og det, vi bliver inviteret indenfor til i 'Honningtunger', er den vedkommende og faktisk ret uhyggelige historie om, hvordan kvinder kan være over for hinanden.
Tingene bliver sat på spidsen, og man kan ikke lade være med at grine (af sig selv).
Jeg har på et par chatsider, hvor bogen bliver diskuteret, set den sammenlignet med en blanding af 'Undtagelsen' og chic-lit. Det er nok ikke helt ved siden af.

Uris næste roman 'De bedste i blandt os' handler om den store arbejdsplads og scene for intriger, som universitet er.
Det er også lidt af en gyser, hvor man kommer til at grine undervejs.

Læs anbefalingen af Honningtunger

Lån 'Honningtunger' på