Du var i starten af 30’erne, da du debuterede med "De brune øjne, Arthur" i 1993. Hvad satte dig i gang med at skrive på det tidspunkt?
Min far sagde altid – du kan blive, hvad du vil. Hvis du vil være kold jomfru på Aalborg-båden, er det det i orden med mig. Men jeg tænkte ikke på at blive noget eksotisk, hverken kold jomfru – eller forfatter for den sags skyld. Jeg har altid søgt efter sikkerhed. Og hvis man gerne vil have sikkerhed, så er forfatter altså ikke lige den bedste profession. Så jeg forsøgte virkelig at undertrykke min trang til at skrive i mange år, men til sidst gik det ikke længere. Det var i begyndelsen af 90’erne. Jeg skrev syv sider i et grønt kladdehæfte, læste dem op for min mand og spurgte ham om han ikke syntes, jeg skulle sige mit job op og skrive den historie færdig. Og det sagde han så utroligt nok ja til. De syv sider blev begyndelsen til "De brune øjne, Arthur".
Nu har du har udgivet 4 romaner og her i begyndelsen af 2005 novellesamlingen, Gennemtræk. Er der nogen forskel for dig i skriveprocessen på at skrive romaner og noveller?
Fiktion er altid at koge virkelighedens suppe ind til kraftsky. Jo kortere teksten er – desto mere indkogning. Desto mere detaljeret formbevidsthed. Når jeg understreger ”bevidsthed”, er det fordi en tekst for mig altid bliver til i et område mellem bevidst og ubevidst – også mht. formen.
Da jeg skrev romanen Understrømme var jeg mig meget bevidst om, at romanens fire dele sprogligt skulle spejle både fire forskellige tidspunkter i det 20. århundrede og fire forskellige personligheder. Den bevidste del af det formprojekt gik bl.a. ud på, at jeg lavede research og fandt ud af, at man tiltalte lærerens kone i 1905 som Madam Gissel, og at jeg ville have engelske udtryk med i replikkerne, når vi var oppe i nutiden. Men hvad jeg var ubevidst om – indtil jeg skulle ud og holde foredrag om bogen og begyndte at udvælge oplæsningssteder fra den – var at der i romanens første del fx har sneget sig masse bløde runde vokaler ind: æ’er og ø’er.
Ord som havregrød, pufærmer, bløde dundyner og præst er der mange af. Ord som indeholder åbne, bløde vokaler, der faktisk passer rigtig godt til hovedpersonen i den del. Som selvfølgelig hedder Martin Ørum. Hans personlighed er faktisk lidt sådan en blød, åben vokal. Men det sad jeg ikke og tænkte bevidst over, da jeg skrev romanen. I bakspejlet kan jeg bare se, at det blev sådan.
Da jeg skrev novellerne blev jeg hurtigt opmærksom på, at ”bakspejlet” ikke er godt nok. Den korte form betyder, at læseren har meget færre ord at få betydning ud af, og derfor bliver hver enkelt sætning og nærmest hvert enkelt ord meget betydningsbærende. Fx foregår en af novellerne i et smalt køkken, hvor én kvinde har besøg af en anden, og her står der noget i retning af, at den enes arm strejfer den andens barm. Jeg havde så en læser inde over, som læste noget lesbisk ind i novellen. Det var ikke meningen og blev for mig et vink med en vognstang om, at jeg måtte være hyper bevidst om selv de mindste ting i de korte tekster. Det har jeg lært meget af. At jeg så senere, når jeg møder læserne, bliver klar over, at der alligevel har sneget sig en masse ting ind bag om ryggen på mig, altså alle mulige forskellige fortolkningsmuligheder, som jeg ikke selv havde tænkt på, det er jo kun fint.
Novellerne i Gennemtræk foregår alle i den samme opgang, den samme aften i februar og en af anmelderne skrev, at det var en dansk Short Cuts – der er altså en form for sammenhæng mellem novellerne – hvorfor det?
Jeg tror, jeg har en hang til at udforske sammenhænge. I Understrømme er det løbende spørgsmål, om det forholder sig sådan, at der er en psykologiens ”understrøm” i en slægt. Romanens første hovedperson, Martin Ørum, taber sit liv på gulvet, og det er et åbent spørgsmål igennem romanen, om han på en måde taber hele slægten på gulvet. Konkret på den måde, at man ikke ved, om det er ham, der taber sit barnebarn Oluf (fra romanens tredje del) på gulvet, da Oluf er spæd, eller om Oluf er født med hovedpine, eller om det var en helt anden, der tabte ham på gulvet.
Jeg er nok fascineret af om der kan være sådan et mønster i en slægt, sådan en skæbne så at sige. Jeg er fascineret af det, og jeg afskyr samtidig tanken. I Gennemtræk ønskede jeg i virkeligheden via genren at bryde med muligheden for sammenhæng, men jeg kan jo ikke sige mig fri for alligevel at have antydet en vis form for sammenhæng eller mønster imellem de enkelte mennesker, der bor i den opgang.
Grunden til at jeg gjorde det i Gennemtræk var, at jeg syntes, at det lagde en ekstra dimension til de enkelte historier. Fx får novellen 3.tv, som er en kvindes monolog, endnu en (uhyggelig) drejning, når man ser den i lyset af den sidste novelle Loftet, hvor hovedpersonen, hr. Smith, har sine planer med kvinden på 3. sal, som for ham er ”pigen med det gule hår”. Så det her med sammenhæng og mønstre – på den ene side binder det tingene sammen, men på den anden side åbner det også for nye dimensioner eller mønstre.
"Har vi særligt brug for at kunne se mønstre og strukturer i dag, hvor verden bliver større og måske mere kaotisk?
Jeg tror egentlig, at folk altid har haft brug for at kunne se sig selv som en del af en større sammenhæng. Men de sidste måske 20 år har det ikke været rigtig god tone at sige, at man interesserede sig for at se de store sammenhænge. Det har handlet om nu’et og det enkelte individ og gerne med en ironisk distance. Måske er det ved at ændre sig igen. Inden for litteraturen fx er der igen fokus på romaner med det lange episke stræk og ”den store historie”.
Et andet eksempel er en artikelserie, der kører for tiden i Information. Den handler om at finde fællesnævnere for generationen, der er født mellem 1960 og 1973.
Jeg er født i 1959 og tilhører altså næsten den generation. Og personligt føler jeg en stor lettelse ved at opdage, at jeg holdningsmæssigt ligner ”alle de andre”. Deres værdier er også mine værdier: Jeg er også interesseret i fællesskabet, men sætter individualiteten først, jeg har også mine børn i privatskole, og jeg elsker at rejse og ville gå i sort, hvis jeg ikke havde min internetforbindelse og mail. Når jeg siger, at det er en lettelse for mig at opdage, hænger det sammen med, at jeg altid har følt mig lidt ved siden af ”de andre”.
I 1960’erne fx, da jeg var barn og alle andre blev rigere og rigere og flyttede i parcelhus og fik bil osv., da var min familie temmelig fattig og blev boende i den treværelses, gik i aflagt tøj osv. Da ”alle de andre” skrev kortprosa i 90’erne, skrev jeg lange romaner. Men i virkeligheden passer jeg altså godt ind i en større sammenhæng, og det er en god fornemmelse. Det tror jeg dybest set alle folk har behov for. Og måske er det igen blevet o.k. at prøve at få øje på de sammenhænge.
Artikel
Gennemtræk
Du var i starten af 30’erne, da du debuterede med "De brune øjne, Arthur" i 1993. Hvad satte dig i gang med at skrive på det tidspunkt?
Min far sagde altid – du kan blive, hvad du vil. Hvis du vil være kold jomfru på Aalborg-båden, er det det i orden med mig. Men jeg tænkte ikke på at blive noget eksotisk, hverken kold jomfru – eller forfatter for den sags skyld. Jeg har altid søgt efter sikkerhed. Og hvis man gerne vil have sikkerhed, så er forfatter altså ikke lige den bedste profession. Så jeg forsøgte virkelig at undertrykke min trang til at skrive i mange år, men til sidst gik det ikke længere. Det var i begyndelsen af 90’erne. Jeg skrev syv sider i et grønt kladdehæfte, læste dem op for min mand og spurgte ham om han ikke syntes, jeg skulle sige mit job op og skrive den historie færdig. Og det sagde han så utroligt nok ja til. De syv sider blev begyndelsen til "De brune øjne, Arthur".
Nu har du har udgivet 4 romaner og her i begyndelsen af 2005 novellesamlingen, Gennemtræk. Er der nogen forskel for dig i skriveprocessen på at skrive romaner og noveller?
Fiktion er altid at koge virkelighedens suppe ind til kraftsky. Jo kortere teksten er – desto mere indkogning. Desto mere detaljeret formbevidsthed. Når jeg understreger ”bevidsthed”, er det fordi en tekst for mig altid bliver til i et område mellem bevidst og ubevidst – også mht. formen.
Da jeg skrev romanen Understrømme var jeg mig meget bevidst om, at romanens fire dele sprogligt skulle spejle både fire forskellige tidspunkter i det 20. århundrede og fire forskellige personligheder. Den bevidste del af det formprojekt gik bl.a. ud på, at jeg lavede research og fandt ud af, at man tiltalte lærerens kone i 1905 som Madam Gissel, og at jeg ville have engelske udtryk med i replikkerne, når vi var oppe i nutiden. Men hvad jeg var ubevidst om – indtil jeg skulle ud og holde foredrag om bogen og begyndte at udvælge oplæsningssteder fra den – var at der i romanens første del fx har sneget sig masse bløde runde vokaler ind: æ’er og ø’er.
Ord som havregrød, pufærmer, bløde dundyner og præst er der mange af. Ord som indeholder åbne, bløde vokaler, der faktisk passer rigtig godt til hovedpersonen i den del. Som selvfølgelig hedder Martin Ørum. Hans personlighed er faktisk lidt sådan en blød, åben vokal. Men det sad jeg ikke og tænkte bevidst over, da jeg skrev romanen. I bakspejlet kan jeg bare se, at det blev sådan.
Da jeg skrev novellerne blev jeg hurtigt opmærksom på, at ”bakspejlet” ikke er godt nok. Den korte form betyder, at læseren har meget færre ord at få betydning ud af, og derfor bliver hver enkelt sætning og nærmest hvert enkelt ord meget betydningsbærende. Fx foregår en af novellerne i et smalt køkken, hvor én kvinde har besøg af en anden, og her står der noget i retning af, at den enes arm strejfer den andens barm. Jeg havde så en læser inde over, som læste noget lesbisk ind i novellen. Det var ikke meningen og blev for mig et vink med en vognstang om, at jeg måtte være hyper bevidst om selv de mindste ting i de korte tekster. Det har jeg lært meget af. At jeg så senere, når jeg møder læserne, bliver klar over, at der alligevel har sneget sig en masse ting ind bag om ryggen på mig, altså alle mulige forskellige fortolkningsmuligheder, som jeg ikke selv havde tænkt på, det er jo kun fint.
Novellerne i Gennemtræk foregår alle i den samme opgang, den samme aften i februar og en af anmelderne skrev, at det var en dansk Short Cuts – der er altså en form for sammenhæng mellem novellerne – hvorfor det?
Jeg tror, jeg har en hang til at udforske sammenhænge. I Understrømme er det løbende spørgsmål, om det forholder sig sådan, at der er en psykologiens ”understrøm” i en slægt. Romanens første hovedperson, Martin Ørum, taber sit liv på gulvet, og det er et åbent spørgsmål igennem romanen, om han på en måde taber hele slægten på gulvet. Konkret på den måde, at man ikke ved, om det er ham, der taber sit barnebarn Oluf (fra romanens tredje del) på gulvet, da Oluf er spæd, eller om Oluf er født med hovedpine, eller om det var en helt anden, der tabte ham på gulvet.
Jeg er nok fascineret af om der kan være sådan et mønster i en slægt, sådan en skæbne så at sige. Jeg er fascineret af det, og jeg afskyr samtidig tanken. I Gennemtræk ønskede jeg i virkeligheden via genren at bryde med muligheden for sammenhæng, men jeg kan jo ikke sige mig fri for alligevel at have antydet en vis form for sammenhæng eller mønster imellem de enkelte mennesker, der bor i den opgang.
Grunden til at jeg gjorde det i Gennemtræk var, at jeg syntes, at det lagde en ekstra dimension til de enkelte historier. Fx får novellen 3.tv, som er en kvindes monolog, endnu en (uhyggelig) drejning, når man ser den i lyset af den sidste novelle Loftet, hvor hovedpersonen, hr. Smith, har sine planer med kvinden på 3. sal, som for ham er ”pigen med det gule hår”. Så det her med sammenhæng og mønstre – på den ene side binder det tingene sammen, men på den anden side åbner det også for nye dimensioner eller mønstre.
"Har vi særligt brug for at kunne se mønstre og strukturer i dag, hvor verden bliver større og måske mere kaotisk?
Jeg tror egentlig, at folk altid har haft brug for at kunne se sig selv som en del af en større sammenhæng. Men de sidste måske 20 år har det ikke været rigtig god tone at sige, at man interesserede sig for at se de store sammenhænge. Det har handlet om nu’et og det enkelte individ og gerne med en ironisk distance. Måske er det ved at ændre sig igen. Inden for litteraturen fx er der igen fokus på romaner med det lange episke stræk og ”den store historie”.
Et andet eksempel er en artikelserie, der kører for tiden i Information. Den handler om at finde fællesnævnere for generationen, der er født mellem 1960 og 1973.
Jeg er født i 1959 og tilhører altså næsten den generation. Og personligt føler jeg en stor lettelse ved at opdage, at jeg holdningsmæssigt ligner ”alle de andre”. Deres værdier er også mine værdier: Jeg er også interesseret i fællesskabet, men sætter individualiteten først, jeg har også mine børn i privatskole, og jeg elsker at rejse og ville gå i sort, hvis jeg ikke havde min internetforbindelse og mail. Når jeg siger, at det er en lettelse for mig at opdage, hænger det sammen med, at jeg altid har følt mig lidt ved siden af ”de andre”.
I 1960’erne fx, da jeg var barn og alle andre blev rigere og rigere og flyttede i parcelhus og fik bil osv., da var min familie temmelig fattig og blev boende i den treværelses, gik i aflagt tøj osv. Da ”alle de andre” skrev kortprosa i 90’erne, skrev jeg lange romaner. Men i virkeligheden passer jeg altså godt ind i en større sammenhæng, og det er en god fornemmelse. Det tror jeg dybest set alle folk har behov for. Og måske er det igen blevet o.k. at prøve at få øje på de sammenhænge.
Kommentarer