Markus Floris Christensen finder åndsslægtskab med den tyske forfatter og samfundsrevser, Simon Strauss, når de taler om, hvordan litteraturen kan belyse fortidens storpolitiske og kulturelle traumer.
I foråret 2018 læste jeg den tyske debutant Simon Strauss’ roman Sieben Nächte i én lang, indfølende rus. Det var længe siden, jeg havde læst et samtidslitterært værk, der gik i blodet med et sådant svirp. Her var endelig en jævnaldrende skribent, der turde bekende sig til traditionen uden at skamme sig over den romantiske rekurs. Én, der først og fremmest anskuede angsten og længslen og de eksistentielle grundspørgsmål som litteraturens kardinalpunkter, og som ikke var bleg for at fremhæve æstetikken på bekostning af etikken. Her var en udgivelse, som pegede tilbage i historien for i samme bevægelse at pege frem mod en ny måde at betragte samtiden og fremtiden på. Det var litteraturens grundlæggende kræfter, der var på færde: en fornemmelse af bevægelse og fortætning i forholdet mellem forfatter, tekst og læser.
Da jeg havde læst bogen færdig, stod det klart, at jeg måtte i kontakt med forfatteren. I juli måned samme år mødtes jeg med Strauss i Rom på en restaurant ved grænsen til Vatikanstaten. Det havde været ulideligt varmt i løbet af dagen, men om aftenen gav himlen slip, og den høje stemning omkring bordet tog til i en kulisse af torden og lyn. Götterdämmerung på grænsen til Vatikanet. Et åndsfællesskab tog her sin begyndelse.
Under samtalen kom Strauss og jeg blandt andet ind på de fællestræk, der kendetegner den generation, vi begge tilhører. Én af de afgørende årsager til, at ’Syv nætter’, som bogen hedder på dansk, gjorde et så eftertrykkeligt indtryk på mig, var, at den i høj grad talte til mit umiddelbare ståsted i livet – og til den generation, jeg er en del af. En generation, der er vokset op i 90’erne, 00’erne og 10’erne. Årtier der gennemgående var præget af bekymringsløs velstand, globaliseringsoptimisme – og af mantraer som: ”Du kan blive, hvad du vil”. Vi er født i overgangen til den digitale modernitet, hvor man husker tiden med modemkabler og brevåbnere, men hvor man også er blevet opslugt af det digitale – det ene teknologiske redskab er løbende blevet udskiftet med det andet, uden at man har skænket det en tanke og spurgt: Har vi egentlig brug for dette?
En dag i maj ringer jeg til Strauss. Jeg har sat ham i telefonisk stævne for at tale om, hvordan han ser tilbage på sin opvækst og ungdom i det forenede Tyskland, der indtil året efter hans fødsel var delt i et øst og et vest. Derudover vil jeg også høre ham om, hvordan han anskuer samtiden og litteraturens potentiale til at bearbejde fortiden og forme fremtiden. Jeg lægger ud med at spørge ind til, hvordan han husker sin barndom i 90’erne og sin tidlige ungdom i 00’ernes Tyskland:
”Jeg voksede op i Charlottenburg, som er et privilegeret område i det tidligere Vestberlin, og jeg kan ikke påstå, at jeg mærkede det store til de forandringer, der var indtrådt med Murens fald. Jeg husker, at der var en sø, hvor bøjerne stadig adskilte Øst fra Vest, men ellers virkede det som om, at spørgsmålet om Øst og Vest aldrig havde været presserende i Vestberlin. Spørgsmålet eksisterede på det nærmeste ikke. Senere flyttede vi østpå, og dér legede jeg med jævnaldrende, der var opvokset i DDR. De havde navne som Nancy og Dennis, hvilket var karakteristisk for børn i DDR. Forældrene gav deres børn amerikanske navne for at give dem et mere vestligt udtryk. Men ellers var forandringen ikke mærkbar i min opvækst.”
Jeg fortæller, at jeg – som så mange andre – ser tilbage på 90’erne og 00’erne som en tid med voldsom hastighed, velstand og optimisme. At vores samfundsfagslærer i gymnasiet bedyrede, at globaliseringen var den eneste sande vej frem, og at jeg blev forført af dette narrativ. Med tiden tog optimismen dog en hel del af. Jeg spørger Strauss, om lignende fortællinger bjergtog ungdommen i Tyskland på samme måde:
”Jeg var ikke optimist, men jeg havde en følelse af, at jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Jeg var med til at starte skoleavisen, jeg gik i teatret og deltog i debatarrangementer, hvilket selvfølgelig også er et udslag af, at jeg kommer fra en privilegeret baggrund. Verden var noget, jeg så på med et nysgerrigt blik. Der var mange ting, jeg kunne gøre, og alt var muligt. Dét har ændret sig nu. I dag fokuserer vi på, hvad vi ikke bør gøre, og hvad vi ikke må sige. Jeg husker begyndelsen af det 21. århundrede som en periode, hvor alt stod åbent, og hvor alt kunne udforskes, og jeg var især interesseret i Europa og den europæiske historie.”
Allerede som teenager fatter Strauss altså interesse for Europa. En interesse, der har fulgt ham ind i voksenlivet, hvor han for et par år siden var med til at stifte Arbeit an Europa – et ”Denk-initiativ” for yngre intellektuelle, der arbejder på at undersøge, hvad der binder Europa sammen kulturelt og åndeligt. I det hele taget er det kendetegnende for Strauss, at han interesserer sig for dét, der ikke kan begribes inden for rammerne af den økonomiske rationalitet. Det er åndens kræfter – ikke fornuftens regimente – der udgør omdrejningspunktet. For en stund vender vi dog tilbage til det Tyskland, som Strauss så udvikle og forene sig, mens han selv gik fra teenager til ungt voksent menneske. Et samfund, der både var præget af stor økonomisk fremgang, men også en omsiggribende åndelig udmattelse:
”Jeg voksede op i Merkels periode, og det var grundlæggende en tid med fred og fordragelighed. For majoriteten var der ingen sociale eller økonomiske konflikter. Merkel beskyttede os og fungerede som et skjold, men hun drænede os også for energi. Merkel lykkedes med at sikre stabilitet, men hun lykkedes også med at tæmme debatten. På et mentalt plan havde tiden under Merkel konsekvenser. Lidenskaben blev fortrængt, og vi lever nu i et hypersensitivt terapisamfund, hvor det gælder om at fremkalde undskyldninger og beklagelser. Vi er midt i en identitetspolitisk tidsalder, hvor det gælder om at pointere, at man tilhører den ene eller den anden identitet. Vi er ekstremt selvfikserede, og der findes ikke længere et offentligt rum, hvor debatten kan udfolde sig frit. I 70’erne handlede det om at være solidarisk med arbejderklassen eller Vietnam. I dag handler det kun om én selv og om at få andre til at sige undskyld.”
Men hvorfor er det gået sådan? Er selvfikseringen et resultat af den teknologiske udvikling, der har omkalfatret den menneskelige livsverden siden ’89? Jeg spørger Strauss, om han vil give den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han ret, når han hævder, at individet i dag er fanget i et narcissistisk inferno, som understøttes af det digitale:
”Vi lever i en tid, der er ekstremt rig på alting. Vi har adgang til alt gennem internettet. Vi har på mange måder en kulturel rigdom, som vi aldrig har haft før, men på de indre linjer går det dårligere og dårligere. Vi har tabt vores evne til indføling. Vores bevidstheder er blevet kidnappet af vores digitale redskaber. Det er stort set umuligt at gennemleve en dag uden at kigge på sin telefon. Det har den konsekvens, at vi har sværere ved at bruge fantasien. Vi har sværere ved at være fantasifulde, når vi har adgang til alting gennem vores mobiltelefoner. Det er den store fare ved den digitale modernitet: Vi mister forestillingskraften. Das Erhabene fordamper. Vi blev født ind i postmoderniteten og idéen om demokratiets store sejr. Vi befinder os nu i den digitale modernitet, hvor transparens er kodeordet, og hvor vi alle lader os kidnappe. Der er en rigdom, men der er også en trussel i samtiden. Hvis vi mister forestillingsevnen, er kunsten truet.
Her bliver spørgsmålet om litteraturen påtrængende. Den tyske litterat Ulrich Greiner har skrevet, at litteraturen udgør et særegent arkiv, der opsamler og opbevarer forandringer i følelseskulturen. Jeg introducerer billedet for Strauss og spørger til, hvilken rolle litteraturen spiller for generationen efter Murens fald. Kan litteraturen bidrage til at bearbejde historien og fremkalde en ny, national selvforståelse?
”Litteraturen har i den grad kapaciteten til at forene mennesker med forskellige baggrunde. I dag møder jeg folk, som enten definerer sig som østtyske eller vesttyske, hvilket er et tegn på, at foreningen ikke har været så altomfattende, som man havde håbet.
Litteraturen har potentialet til at skildre hverdagshistorier fra livet før Murens fald. Vi har brug for at fortælle hverdagshistorierne fra henholdsvis Øst og Vest. Det er bedre at lytte til litteraturens historier end at lytte til politikere i et talkshow. I Tyskland har vi brug for en Houllebecq – én, der er villig til at stikke fingeren i såret. Vi har den her historie om, at alt er en stor succes siden ’89, men vi har også et væld af ødelagte liv, som litteraturen har mulighed for at indfange. Det handler om at genfremkalde den historiske atmosfære – man skal være villig til at gå gå i ét med smerten – og det er litteraturen et enestående redskab til.”
Da jeg lægger på efter samtalen, er jeg håbefuld. Litteraturen har stadig en kapacitet til at fastholde erkendelsesdynamikken mellem fortiden og samtiden – og fremtiden behøver ikke at strande i fantasiløs udmattelse. På et tidspunkt må det gå op for vores generation, at den eksistentielle fred og de dybe erkendelser ikke er at finde på sociale medier. Indfølingen vender tilbage, når vi bryder ud af det narcisstistiske inferno og opgiver den stadige kamp om at manifestere os i den digitale realitet. Håbet består i den poetiske tilbagetrækning og i hengivelsen til de historier, der går forud for vores egne.
Markus Floris Christensen (f. 1989) er ph.d.- studerende ved Europa-Universität Flensburg og medlem af det internationale fællesskab Arbeit an Europa, der ønsker at styrke den europæiske kulturarv.
Simon Strauss (f. 1988) er tysk forfatter og teaterredaktør ved Frankfurter Allgemeine Zeitung. Pustede nyt liv i den tyske romantik med sin debutroman ’Syv nætter’ fra 2017, som vakte stor debat i Tyskland.
Artiklen bringes med tilladelse fra forfatteren og Goldendays.dk, hvor den oprindeligt er bragt.
Kommentarer