Det er ikke tilfældigt, at apokalypsen er allestedsnærværende, mener Theis Ørntoft, der har skrevet den dystopiske roman »Solar«.

Af Jeppe Bangsgaard, litteraturredaktør på Berlingske Tidende

Du har tidligere udgivet to digtsamlinger og denne gang romanen »Solar« Hvorfor det skifte?

»Fordi jeg ønskede at fortælle en historie denne gang. Fordi romanen har et større mulighedsrum end digtet. Der kan være digte i en roman, men der kan ikke være en romaner i et digt.«

Hvordan har det været at arbejde med en roman i stedet for en digtsamling?

»Anderledes. Mens jeg skrev Solar tænkte jeg sommetider, at forskellen mellem at skrive digte og roman var lige så stor som forskellen mellem at være, lad os sige arkitekt og pilot. Eller mellem at være mikrobiolog og partipolitiker. I hvert fald to forskellige logikker, to forskellige typer arbejde.«

»Solar« har et temmelig realistisk udgangspunkt med økodigteren Theis, der tager på en vandring på Hærvejen. Men herfra kan man roligt sige, at historien syrer ud og tager læseren med på et hallucineret (road)trip. Hvilke overvejelser gjorde du dig om den udvikling - fra det genkendelige til det abstrakte?

»Siden jeg var barn, har jeg været glad for fortællinger, der rejser mod det ukendte, og som aldrig vender tilbage derfra. Desværre findes der ikke ret mange af dem; de fleste eventyr har det med at vende tilbage til hvor de begyndte. Men jeg tror vi er på vej mod en tid der kalder på nye former for eventyr og fortællinger.«

Bogen er på et plan også en slags rejse fra livets oprindelse på Jorden til dets endeligt, og den hedder Solar. Hvordan inspirerer naturvidenskabelige felter som geologi og astronomi dig som forfatter?

»De inspirerer mig som menneske, og dernæst som forfatter. Fjerne galakser og Jordens urtid synes at udøve en nærmest hypnotiserende tiltrækning på mig. Måske er det endda for meget. Nogle af mine venner er bekymrede for mig. Men hver dag forsøger jeg at kompensere med en interesse for hverdagen og dens små begivenheder.«

Det dystopiske er til stede både i mange af dine digte og i »Solar«. Skriver du på frygt?

»Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at apokalypsen og dystopien er så allestedsnærværende. Det er den, fordi vi skal den vej. Der er et hul i bunden af vores civilisation og det suger os ned. Det er som hullet i bunden af badekarret; vi kredser over det i disse år, det går hurtigere og hurtigere, og der er ingen vej udenom; vi skal suges ned gennem det sorte ormehul og spyttes ud i en verden, som ingen kender.«

Hvilken rolle har litteraturen at spille i en atomiseret tid, som den vi lever i i dag, hvor vi alle flakker rundt på vores smartphones på jagt efter det næste hurtige fix?

»Vi befinder os i en tid, der på mange måder er umulig at leve i. I hvert fald er den umulig at forstå. Hvad litteraturen skal i dette kaos er svært at sige. Hvad bevæger den sig imod? Autofiktionen ligner for mig en slags tilbagetrækning fra verdens og tidens forvirring, den har noget regressivt over sig som tendens; verden er blevet for stor, så nu er der kun ens egen historie tilbage at fortælle. På den måde er autofiktionen en litterær parallel til nationalisme og andre typer tilbagetrækning.«

Hvordan bruger du selv det at læse i din egen hverdag?

»Når jeg ikke skriver læser jeg som regel et par hundrede sider om dagen. Når jeg skriver, læser jeg til gengæld intet.«

FAKTA

3 bøger, der har været skelsættende for Theis Ørntoft

Claude Levi Strauss: »Tropisk elegi«

»I »Tropisk elegi« findes måske den længste beskrivelse af en solopgang nogensinde. Den er på seks sider, glitrende smuk, og finder sted under en sejllads over Atlanterhavet, mens Levi-Strauss er på vej til Amerika.«

Franz Kafka: »Slottet« 
»Kafkas labyrintiske zombieverden er som et Moebius-bånd, der snor sig rundt i mørket. Der er intet centrum i hans litterære arkitektur, ingen guder, og grænserne mellem dyr og mennesker er flydende. Hans bøger synes at stamme fra et parallelunivers, hvor naturlovene er indstillet anderledes end i vores.«

Dennis Jürgensen: Tingen i cellen
»De største oplevelser, jeg har haft med bøger, havde jeg som barn. Jeg har formentlig læst denne bog fem-ti gange, og de uhyggelige, klistrede saltvandsstemninger den afsatte, er aldrig rigtig forsvundet ud af mig igen.«

Artiklen er tidligere bragt på Berlingske.dk i forbindelse med Læsernes bogpris 2019

Foto: Niels Ahlmann Olesen