Mine historier handler som regel om almindelige mennesker, der konfronteres med noget, de ikke forstår
Hvis du selv skal sige det - hvad er så det særlige ved dine bøger?
Alle bøger er på en måde særlige. Ingen er ens.
Men hvad jeg prøver at få fat i, når jeg skriver, det er de spørgsmål, som mennesker må stille sig selv, når tilværelsen pludselig arter sig anderledes end man er vant til. Hvad kan vi tillade os at gøre med hinanden? Og mod hinanden? Hvad skal vi mene om de stærke kræfter, vi pludselig kan mærke uden for os selv – kærligheden, politikken, skæbnen eller slet og ret det uforklarlige?
Mine historier handler som regel om almindelige mennesker, der konfronteres med noget, de ikke forstår. Somme tider er det en gåde, de må finde løsningen på, somme tider er det et møde, der drejer deres liv i en anden retning, somme tider er det en afsløring, de må forholde sig til.
Det skal ikke uden videre læses som hverdagsrealisme. En god fortælling er altid længst nede i familie med myter og eventyr – og derfor har det fascineret mig at læne mig op ad de vedtagne, velkendte genrer, der er nutidens myter.
Min roman 'Ramoth-Bezer' ligner en såkaldt gotisk fortælling, hvor et mystisk gammelt manuskript lokker med nye erkendelser, men den er også en historie om en smuk gave fra et menneske til et andet.
Romanen 'I lyset af en kat' ligner en kriminalroman, men der er faktisk ingen forbrydelse i den, og opklaringsarbejdet i den fortæller en helt anden historie end den, der ventes af journalisten og fotografen, som er blevet sat på sagen.
Romanen 'Havmanden' ligner en science-fiction-roman om en rejse tilbage i tiden, men fortiden opfører sig anderledes end der står i historiebøgerne, og hovedpersonen i bogen står til sidst over for den opgave at forstå noget om had og kærlighed og krav og tilgivelse, som han aldrig rigtig har gjort sig klart før. De samme temaer har jeg prøvet at spille igennem på forskellige måder i mange af mine noveller.
Hvorfor hedder din seneste roman 'Havmanden'?
Havet er et velkendt symbol på det ubevidste, og en havmand er en slags amfibievæsen, der lever både i det ubevidste dyb og oppe på fornuftens dagklare overflade.
John, hovedpersonen i bogen, kommer ud på sin tidsrejse gennem en uforklarlig oplevelse på havet, og efter den lever han med den dobbelte bevidsthed om at skulle finde sig til rette i en hverdag, der er helt anderledes end den han er kommet fra, og at skulle passe godt på med at røbe hvad han ved – eller tror at vide – om 'fremtiden' i sine nye omgivelser.
Den danske folkevise om Agnete og Havmanden har nok også haft betydning for titlen. Havmanden forelsker sig i Agnete, der hører til en anden verden end hans, og hun i ham, og det kan ikke gå godt. Hvad gør havmanden så med sin bitterhed?
Der er både sanselighed, magi og eventyr i 'Ramoth-Bezer' og 'Havmanden'…
Det er rigtigt, at jeg gerne vil have både det livsnære, sanselige, og det imaginære, magien og eventyret med, for begge dele kan være med til at gøre en bog underholdende. Det er fint nok at ville underholde. Det gale er, hvis man kun vil underholde. Faktisk er der også en hel del eventyrlige elementer i 'I lyset af en kat', men dem lægger folk måske ikke så meget mærke til, fordi bogen ligner en kriminalroman og foregår i vores genkendelige nutid.
Du har skrevet digte, skuespil, noveller og romaner og er desuden oversætter – hvad holder du mest af?
Det hele!
Sagt på en anden måde: Jeg tror man bliver en bedre oversætter af selv at skrive, og man bliver en bedre forfatter af at oversætte.
At arbejde med teatertekster – både mine egne og de oversatte – er en helt anden udfordring for mig end læsetekster, for replikker der skal siges (og forstås) i et 'nu', der ikke vender tilbage, stiller andre krav end sætninger på en bogside, der kan læses og repeteres i læserens eget tempo. Til syvende og sidst handler det hele om at flytte tanker, følelser og sansninger fra ét sind til nogle andres sind gennem sproget. Uden filmklip og lydfiler.
Men sproget er et fantastisk medium, fordi det stimulerer den, der læser (eller hører) det, til selv at danne billeder og optrin, i stedet for bare at modtage dem passivt.
Foto: Gorm Valentin
Kommentarer