Det fremragende og uomgængelige værk Nordisk Kvindelitteratur blev i december beriget med et sjette bind, der fører værket op til i dag. Dette blev fejret med et brag af en fest, herunder oplæsning af Vølvens spådom.
Suzanne Brøgger gengav Vølvens spådom med fantastisk passion og indlevelse og leverede en passende festlig og flot afslutning på det store festseminar, som SDU holdt for at fejre kvindernes litteratur. Inden oplæsningen gav litteraturprofessor Anne- Marie Mai en introduktion til værket.
Se hele Brøggers imponerende oplæsning her.
Anledningen til festivasen var udgivelsen af sjette bind i det storslåede værk Nordisk Kvindelitteratur Historie, der hermed føres til i dag. Det nye bind, ”Over alle grænser”, behandler perioden 1990-2016 og består af 20 nye baggrundsartikler.
SDUs store festseminar bød bl.a. også på forfattermøder med fire kendte forfattere, der behandles i bogen; Sissel Jo-Gazan, Helle Helle, Hanne Ørstavik og Mara Lee samt med performancekunst af Jessie Kleemann.
Nordisk Kvindelitteratur Historie ligger også online på nettet, hvor det har været tilgængeligt siden 2012. Det kan varmt anbefales at tage en tur rundt på sitet og hente inspiration og ny viden. Det er kvindelitteratur og kvindehistorie samlet et sted, et værk alle bør kende til.
De omtalte nye artikler har fokus på nye temaer og genrer, lige fra femi-krimi, store fortællinger og nyt lyrik. De fortæller også, hvordan samtidens litteratur er med til at nedbryde kønsstereotyperne og hvordan forfatterne bruger litteraturen som et eksperiment. Eksempler fra værket er artiklen Et godt sted at græde og le hos Helle Helle, om Helle Helles evne til i sin litteratur at skildre udkanter, velfærdsystemets fortabte og tidstypiske konflikter i parforholdet. Artiklen kommer omkring bl.a. kvindeskikkelser i provinsen, underspillet realisme og karakterløse kvinder.
I en helt anden boldgade finder vi f.eks. artiklen Kvindelige snubletråde: chicklit i et nordisk perspektiv, der fortæller om den chicklit-genren, der blomstrede op i midten af 1990erne og som er en ny, opdateret udgave af den klassiske kærlighedsroman, der bl.a. sætter storbyens single- og datingkultur ind i et kvindeperspektiv. Forbillederne er Sex and the City og Bridget Jones' dagbog, mens forfattere som fx Henriette Lind, Lotte Thorsen, Kajsa Ingemarsson og Siri Østli udvikler en nordisk variant af chicklitten.
Et tredje eksempel på et meget aktuelt emne behandler artiklen Stemningsdræbere, familiedramaer og læserkonfrontationer – immigrations- og adoptionslitteratur i Norden. Artiklen stiller skarp på de mange nye stemmer, der i 2000’erne og 2010’erne kommer frem på den litterære scene og er centreret om temaer som bl.a. racisme, hvidhed, køn, adoption og migration.
Og der er meget mere at komme efter – så tag et kig på værket!
Kommentarer